Jokum Rohde

Jokum Rohde, født januar 1970, student Zahles Gymnasium 1988, Kbh´s Universitet 1991-1995. Debuterer som dramatiker som 23-årig med forestillingen To dage ud fra lørdag Nat på Fiolteatrets kælderscene under Halmtorvet, fulgt op året efter af romandebuten Jonas´ Bog, en af de mest markante og velmodtagne prosadebuter i 1990´erne.

Får sit gennembrud som dramatiker med dramaet Det virkelige Liv på Kaleidoskop i 1996 og fortsætter sit samarbejde sammen med Katrine Wiedemann på efterfølgeren Fantomsmerter i 1997. Jokum Rohde debuterer på Det kongelige Teater i 1998 med Nørrebro-dramaet Nero, der samtidig bliver hans første af mange samarbejder med skuespilleren Henning Jensen. I 2002 åbner Rohde Claus Beck-Nielsens teater Das Beckværk med den nostalgiske kriminalteaterforestilling Jernhesten, laver året efter en radikal nyfortolkning af Louis-Ferdinand Célines skuespil Kirken fra 1928, der spiller på Kaleidoskop. I 2005 åbner Rohdes moderne nyklassiker Pinocchios Aske på Det Kongelige Teaters hovedscene, et skuespil, der er spillet viden om i verden, oversat til tolv sprog og nomineret til Nordisk Råds Dramatikerpris. Året efter udgiver han Københavner-klassikkeren København-Con Amore sammen med digteren Søren Ulrik Thomsen, en bog, der siden sin udgivelse har vokset i betydning som et stykke essentiel dokumentation af et forsvundet København.

I 2008 omgøres Jokum Rohdes uofficielle tilknytning til Det kongelige Teater med udnævnelsen til dette teaters første husdramatiker. I 2011 følger Rohde op på Pinocchios Aske med den skandaleombruste chokforestilling Manson på Skuespilhusets Store Scene med Nicolas Bro som kultlederen og massemorderen Charles Manson. Anmeldere og publikum deles i to lejre af henholdsvis rædsel, afsky og befrielse.

I 2016 spiller Kong Arthur, også med Nicolas Bro i titelrollen, i Det kongelige Teaters udendørs scene i Ulvedalene nord for København; det er Jokum Rohdes femte forestilling i træk i Ulvedalene, fem actionteater-dramaer, hvis publikumstilstrømning uden sammenligning er den største i dansk teaterhistorie til en enkelt nulevende dramatiker. Samme forår udkommer Jokum Rohde kærlighedsroman Trianglen, hans første roman i femten år.

Modkørende (2018), en tilbageskuende essaysamling om teater, Bowie og Søren Ulrik Thomsen, markerer en analyse og opsummering af en unik og halsløs karriere som landets kongelige skandale-dramatiker, men også en nykombination af omstændigheder og inspirationskilder, der åbner for nye veje ind i Jokum Rohdes forfatterskab.

Fotograf: Marc Fluri

Bøger