Jens Peter Kaj Jensen

Jens Peter Kaj Jensen (født 25. oktober 1965 i Middelfart) er dansk forfatter og filosof. Han er cand.phil. i filosofi fra 1997 og afsluttede sin uddannelse fra Forfatterskolen 2007. Han har udgivet skønlitteratur, filosofisk fag- og lærebogslitteratur og politiske debattekster.
Hvad angår skønlitteratur, har Jensen udgivet en roman (Sofa) og en novellesamling (Kig på damen) og har desuden publiceret kortprosatekster i diverse magasiner og tidsskrifter.
Jensens litterære prosa tager ofte eksistentielle problemstillinger under behandling, og kønsaspekter tematiseres offensivt. Tilsvarende er erkendelsespositionen typisk en del af det, der giver teksterne karakter. Man skal holde øje med fortælleren.
Han betjener sig ofte af hallucineret eller euforisk tekst, hvor elementer som klang og rytme kommer til at spille en væsentlig rolle.
Humoren leger med, sort og kynisk i novellerne og mere jovialt i romanen Sofa.
Hvad angår filosofi, har han især skrevet om arbejde, fremmedgørelse og frigørelse, men også om viljens frihed og om det såkaldte sjæl/legeme-problem.
Jens Peter Kaj Jensen har en lang historie som aktiv på den politiske venstrefløj, og politiske og sociologiske temaer dukker uvilkårligt op i hans tekster fra tid til anden.
Han har i en årrække været ansat som fagbogs- og web-redaktør ved forlaget Klim i Århus. Han er nu flyttet til København, hvor han arbejder som indvandrerlærer. Sideløbende er han i gang med at tage endnu en uddannelse, nemlig en master i dansk som andetsprog for voksne.
Jensen har sammen med Ulf Vincents Olsen, Joachim Wrang og Svend-Åge Petersen redigeret debatbogsserien Genmæle siden 1995.
Han har børnene Vera (født 2008) og Karl (født 2007) med sin kæreste Christina.
Bøger:
• Kig på damen, Gyldendal 2010 (novellesamling)
• Sofa, Anblik 2007 (roman)
• Filosofiske kugler, Klim 2001 (filosofibog, medforfatter og -redaktør)
• Filosofiens grunddiscipliner, Gyldendal 2000 (filosofibog, medforfatter)
• Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse, Odense Universitetsforlag 2000 (filosofibog)
• Muren & Spøgelset, Klim 1996 (debatbog, medforfatter og -redaktør)

Bøger