JORDISK - en slægtsroman om de kræfter, der binder os sammen

Læs et uddrag fra Theis Ørntofts nye slægtsroman JORDISK. I bogen møder du tre generationer fra den samme familie, som hver især forsøger at finde deres retning og formål i et Danmark præget af privilegier og undergangsfornemmelser. Jordisk er en slægtsroman om de grundstoffer, der udgør et menneskeliv, og om de kræfter, der binder os sammen med hinanden, med samfundet, med jorden og med universet. I uddraget her er det morfaren Ernst, der er i fokus.

07-09-2023

 Foto: Sara Galbiati

“Ernst,” sagde han. “Der findes ingen pæn måde at sige det på. Der bliver en række ændringer i den nye bankdirektion.”

“Ændringer?” sagde Ernst. “Hvilke ændringer?”

“Du kommer til at fratræde din stilling som underdirektør.”

Ernst stirrede på ham.

I et par sekunder var han tom.

“Du fratræder stillingen per første juli,” hørte han Njørup sige.

“Louis Lington bliver underdirektør i den nye bank.”

Ernst blev ved med at se på Njørup, indtil denne til sidst modvilligt hævede blikket og så på ham.

“Jeg beklager. Det er ikke min beslutning.”

Ernst hamrede en næve i bordet. Glas og bestik klirrede.

Der blev stille på kroen. Folk vendte sig. Ved siden af ham fandt Harmark sine cigaretter frem fra jakkelommen og fik ild på en.

“Tag den nu lidt med ro, Ernst,” mumlede han.

“Var Tenerife en dårlig samvittighedsgave?” råbte Ernst.

“Ernst, for helvede.”

“Har jeg siddet og kukkeluret på en ø ude i Atlanterhavet og spildt en uge af mit liv for at pleje jeres dårlige samvittighed?”

Poul Njørup så rundt på de andre og grinede nervøst.

“Spildt og spildt… ”

Ernst var lige ved at hamre en knytnæve i bordet igen.

“Bestyrelsen mener nu engang, at det er bedst sådan,” sagde Per Harmark.

Ernst så over på bestyrelsesformanden.

“Og hvem i bestyrelsen er det helt nøjagtig? Er det dig, der mener det?”

“Er det så vigtigt?” sagde Harmark. “Se det fra den lyse side. Du fortsætter som bankassistent. I en ny og større bank.”

Ernst blev ved med at se på bestyrelsesformanden der sad over for ham. Han så på mandens ansigt og på munden, som ordene kom ud af. I et langt øjeblik så han munden som det grimme, dyriske hul, den var.

”Formanden havde et hul i hovedet, et hul som fortsatte ned gennem halsen og videre ned i maven, fortsatte gennem det lange, snoede tarmsystem, for til sidst at munde ud i formandens røvhul. Han betragtede dette talende tarmsystem"

Formanden havde et hul i hovedet, et hul som fortsatte ned gennem halsen og videre ned i maven, fortsatte gennem det lange, snoede tarmsystem, for til sidst at munde ud i formandens røvhul. Han betragtede dette talende tarmsystem. Så bød noget ham at rejse sig og gå på toilettet. Med det samme var Poul Njørup der, i baggrunden, ganske forudsigeligt, han blev stående bag Ernst, mens han vaskede hænder foran spejlene. Direktøren var fuld af ansvarsfralæggelse og undskyldninger.

“Det er jo for helvede kun en titel, Ernst.”

Ernst undlod at nævne, at det også var et kontor. Og en aktieandel. Og en årsløn, der gjorde det muligt fortsat at bo, som han boede, leve som han levede, præsentere sig for verden som han gjorde. Njørup forsikrede ham igen om, at beslutningen var bestyrelsens, ikke hans.

“Hvor længe har du vidst besked, Poul?”

Direktøren mumlede et svar.

Ernst kommenterede det ikke. Han gik forbi Njørup og ud på gårdspladsen og konstaterede, at direktøren heldigvis ikke fulgte efter ham. Han var fanget, det indså han, mens han tændte en cigaret. Han kunne kun få øje på to muligheder: At blive på kroen eller sætte sig ind i bilen og køre hjem. Begge dele var lige fornedrende. Han kastede et blik ind gennem kroens vinduer. Udefra så den behagelig ud med sit dæmpede lys og sine spisende gæster. Han smed cigaretten ud i tøvejret og tændte en ny. Det ville vel være den forventelige reaktion, at tage overfrakken og forlade stedet, og formentlig var det også, hvad de andre sad derinde og håbede på. Men hvad var alternativet? Sætte sig tilbage til bordet? Mens han forsøgte at tænke sig til en tredje mulighed, kom en sort bil kørende ind på kroens parkeringsplads. Den holdt stille et stykke tid, så myldrede det ud af den, to mænd steg ud foran, og ud ad bagdørene stak et væld af lange kvindeben, sådan at bilen et kort øjeblik lignede en stor krabbe. Den ene af mændene åbnede bagage[1]rummet og gav sig til at hive en mængde kufferter ud. Kvinderne greb kufferterne og begyndte at slæbe dem over mod indgangen. Mens de kom nærmere, lo de; den bageste rettede på hatten med den frie hånd og hilste fjantet, idet hun passerede.

En af mændene råbte Ernst an på afstand:

“Det her kan De godt se frem til!”

“Hvilket?”

“Mannequinopvisning.”

Manden oplyste, at de kom fra Sjørup & Sørensen inde i Aarhus.

“Eller det vil sige, vi kommer ude fra Brædstrup Kro,” sagde han og viftede med en flaske snaps. “Dette er sidste stop på ruten. Vi får os en dram i bilen, mens vi kører mellem stederne, så pigerne kan gå snorlige, du ved.” Han lo og daskede Ernst på skulderen, før han forsvandt ind på kroen.