Søren Jessen: En utroværdig tegners bekendelser

Jeg skriver, fordi jeg tegner. Sådan begyndte min skrivekarriere i 1990. Simpelthen for at få noget at illustrere. Det er sådan, den illustrerede bog traditionelt set er blevet til. En forfatter skriver en tekst, som en illustrator efterfølgende illustrerer med tegninger, der mere eller mindre viser det, der står i teksten. Det gør jeg ikke længere.

Af Søren Jessen

Da jeg gik i gang med børnebogen ”Vildnis og tropehjelm”, ville jeg videreføre de ting, jeg havde lært om at integrere tekst i tegninger under arbejdet med de to graphic novels ”Kopierne” af Jesper Wung Sung og ”Forvandlingen” af Franz Kafka. Men jeg fornemmede også, at der var ukendt land at indvinde, og jeg fik først for alvor plantet mit flag i det med ”Vildnis og tropehjelm.” Jeg opdagede nemlig noget, som for mig at se gør den illustrerede historie langt mere interessant, end den nogensinde har været.

En dag jeg sad og lavede skitser til en scene i ”Vildnis og tropehjelm”, slog det mig, at det, jeg havde tegnet, gjorde teksten overflødig. Ved en pludselig indskydelse slettede jeg scenen – en hel sides tekst – og som ved et trylleslag opstod magien: en lang passage i historien, der udelukkende blev fortalt ved hjælp af tegninger, og som slet ikke blev omtalt i teksten. Det gjorde tegningerne medfortællende på niveau med teksten. Men jeg gik et skridt videre. Hvad ville der ske, hvis tegningerne direkte modsagde teksten? Kan man overhovedet tillade sig det? Vil det give mening? Jeg gjorde forsøget.

”Vildnis og tropehjelm” indledes med hovedpersonens beskrivelse af det ret kedelige villakvarter, han bor i, men på billedsiden vises en vildtvoksende, frodig jungleverden. Ordene ”jungle” eller ”vildnis” står ikke nævnt med et eneste ord i teksten. Tekst og tegninger kører i to parallelle spor, der først mødes i læserens hoved.
Sådan kom mit nye princip til verden, og det var med det i bagagen, jeg gik i gang med bogen ”Fiskepigen.”

For at lave den slags historier kræver det, at teksten ikke er fortalt i 1:1. Der skal være noget, som ikke bliver sagt. Noget, der holdes skjult i teksten. I tegningerne kan man så folde alt det skjulte ud. Sådan er det i høj grad i ”Fiskepigen”: I et hus på en bakketop i en oversvømmet verden venter to børn på, at deres far og mor skal komme hjem. På billedsiden vises der i åbningsscenen vilde, frådende bølger, men teksten fortæller om nogle børn, der hygger sig og drikker saftevand og spiser småkager. Hvad er rigtigt? Tekst og tegninger modsiger direkte hinanden. Begrebet ”en utroværdig fortæller” er velkendt i litteraturen, men her er der tale om utroværdige tegninger. Eller er det i virkeligheden dem, man skal stole på, og teksten, der fordrejer sandheden? 
Der var også hele scener, der startede med tegninger, og hvor teksten først kom til bagefter. Hvis tekst og tegning skal ligestilles, skal tegningerne også af og til komme først.

Åbne slutninger er efter min mening de bedste slutninger. Det er alle læsere ikke nødvendigvis enige i, men jeg synes, det er så ærgerligt med historier, hvor alt er fortalt til sidst. Det er der ingen magi i, og det gøder ikke jorden for, at læseren tænker videre over bogen, efter den er læst. Det er jo ellers lige præcis noget af det smukke ved bøger, at de kan leve videre i en læser mange, mange år efter, de blev læst. Det kan tegninger også. Fra min egen barndom husker jeg tydeligt Jan Lööfs tegninger til ”Min morfar er sørøver” eller Maurice Sendaks ”Landet med de vilde krabater.” Dem kopierede jeg i stor stil som dreng, og det er netop det fortællende potentiale i tegningerne, jeg prøver at rendyrke.

I ”Fiskepigen” er hvert nyt opslag forskelligt fra det foregående. Mange steder er teksten endda drysset ud over siden, så læseren nærmest selv skal finde vej igennem den. Der er mulighed for at gå forkert, men så må man tilbage og starte forfra. Hvad gør det ved læseoplevelsen? Der er både rene tekstsider, hvor læsetempoet går op, og opslag hvor teksten er fragmenteret, og de enkelte ord står spredt. Jeg tror, det skærper læserens sanser og oplevelsen af tegninger og tekst. Blandt andet fordi det sætter læsetempoet ned. Jeg har ikke noget empirisk belæg for at påstå, at det er sådan, men noget siger mig, at jeg skal udforske det her mere. Måske er der flere flag at sætte. Det er i hvert fald et spændende nyt land for en utroværdig tegner.

Foto af Robin Skjoldborg, 2015 

OM Søren jessenSøren Jessen, født 1963 i Sønderborg, arbejder som illustrator og forfatter.

Siden Søren Jessen debuterede i 1990 med billedbogen DINO REJSER TIL BYEN har han udgivet over 50 bøger og derudover illustreret mange andre forfatteres værker. Blandt hans betydeligste udgivelser er LIV PÅ SPIL og efterfølgeren ALT PÅ SPIL samt VILDNIS OG TROPEHJELM og FISKEPIGEN.

Gennem årene har Søren Jessen vundet flere priser bl.a. Kulturministeriets Illustratorpris og en børne- og ungdomspris i Østrig for tegningerne til billedbogen JUMBOJET.

Seneste udgivelser af Søren Jessen