Man binder os på mund og hånd, sang hun. Og så blev der »dødstille« i salen
Ingen kunstner i Norden kunne måle sig med Liva Weel, mener forfatter til ny biografi. En lysende livsglæde, intelligens og ikke mindst lune og humør gjorde revystjernen til publikums yndling. I 1940 tryllebandt hun det besatte Danmark med visen ’Man binder os på mund og hånd’ – som tyskerne overhovedet ikke forstod betydningen af.
Af Michelle Tubæk Gram / 15-10-2020
»Revygenren findes i andre nordiske lande – men den er ikke lige så fri og udbygget som i Danmark, hvor vi har en helt særlig tradition for højt humør, åbenhjertighed og politisk satire.«
Sådan skriver journalist og forfatter Janni Andreassen i de første linjer af biografien LIVA WEEL – Et liv à la carte.
Og lige netop på revyscenen skulle en af de største danske kunstnere udfolde sit særlige talent og magiske tiltrækning på publikum:
»Et vulkansk temperament, et fandenivoldsk humør, en syntese af befriende vulgær sprogtone og gnistrende intelligent replikbehandling, en diktion klar som krystal, en mimik så rig på virkemidler som et hundredemands-orkester. Liva Weel står i sin kunsts zenith,« skrev Demokraten i Aarhus i sin anmeldelse af stykket Dyveke.
Liva Weel har et vulkansk temperament og et fandenivoldsk humør
Liva Weel (1897-1952) debuterede på Odder Sommerteater i 1917 og brød igennem på Scala i København året efter.
I de næste tre årtier kom hele Danmark på fornavn med den temperaments- og humørfulde Liva Weel. Særligt revykomedien Dyveke med tekster af Poul Henningsen trak fulde huse.
Den skulle have premiere i starten af maj 1940, men kort forinden blev hovedrolleindehaveren vækket tidligt om morgenen:
»Jeg hørte om morgenen halvt i søvne denne evindelige motorlyd fra en flyvemaskine og tænkte – det er dog mærkeligt, at den lige har valgt Hortensiavej til at svanse hen over; men da jeg så blev vækket og fik at vide, at det var i hundredvis af tyske flyvemaskiner, der var fløjet over mit hoved – at byen var blevet besat af tyskerne, at regeringen var gået ind på besættelsen uden modstand af nogen art – ja, da blev man jo en ”anelse” bekymret,« skriver Liva Weel i sin dagbog om 9. april 1940.
Tyskerne var ankommet, Danmark var besat, og viserne i Dyveke måtte skrives om, så de ikke provokerede tyskerne unødigt.
Derfor blev visen ”Det gælder kærlighed og krig” til ”Man binder os på mund og hånd” – noget, danskerne kunne forstå betydningen af, men ikke tyskerne:
Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri.
Der blev »dødstille« i salen
31. maj kunne forestillingen endelig få premiere:
»Det var en stor oplevelse at stå hver aften ude i kulissen og høre Liva Weel synge ”Man binder os på mund og hånd”. Jeg mærkede den kraft, der kan udgå fra en kunstner på scenen, når man har den kvalitet, hun havde. Det var en meget, meget stor oplevelse. Selvfølgelig ekstra voldsom, fordi det var under besættelsen. Publikum vidste jo godt, hvad sangen handlede om – så der var dødstille i salen,« fortæller skuespiller Lily Weiding.
Der går historier om, hvordan publikum kvitterede for visen ved at rejse sig i tavshed for at hylde hende, der stod på scenen, og dem, der stod bagved.
Men det skrev aviserne ikke noget om.
Kom helt tæt på ét af Danmarks allerstørste talenter og personligheder i biografien LIVA WEEL, hvor forfatter Janni Andreassen ikke blot portrætterer revystjernen, men også giver detaljerede tidsbilleder på dansk revyteater igennem tre årtier.
Det er ikke mindst takket være adgangen til Liva Weels egne dagbøger fra perioden, hvor hun ifølge forfatteren skriver ’gudsbenådet om det daglige liv, forestillingerne om aftenen, det strabadserende liv og de stormende forelskelser’.