Litteraturen er der, vi friest kan møde og høre hinanden
Bøger kan noget helt særligt. De kan bringe os tættere sammen og åbne helt nye verdener. I dette interview sætter forlagschef for skønlitteratur Simon Pasternak ord på det bedste ved litteratur og bøger.
30/08/2024Linkedin nyhedsbrev Artiklen er oprindeligt udgivet som et nyhedsbrev på LinkedIn. Abonner her >
Føler du også, at verden er blevet for polariseret? At der er alt for meget krig, ulykke, meningsløshed og mennesker, hvis handlinger og meninger ikke er til at begribe?
Så følg forlagschef Simon Pasternaks råd og ty til bøgernes verden for forståelse, sympati og medmenneskelighed:
”Der hvor vi kommer allertættest på mennesket, både vores medmennesker, men også os selv – det er måske, når vi læser. Det er vel den bedste anbefaling af bøger: Hvis du virkelig vil finde ud af, hvad der sker inde i folks hoveder, så læs en bog.”
Ingen har ret i litteraturen, der er vi nødt til at lytte til hinanden og finde nogle løsninger For bøger kan mange ting. De kan forandre vores liv. De kan forandre den samtale, vi har om verden. De kan få os til at blive ekstremt optagede af alle mulige ting. I bøgernes verden kan vi være alt.
”Det er det, som litteratur kan. Vi kan gå ind i alle verdener, fordi vi har en særlig adgang til hinanden gennem sproget. Vi er ikke begrænset. Litteratur er, som en af vores forfattere sagde: ’Der hvor både glæde og sorg kan bo sammen. Der hvor sort og hvidt kan bo sammen. Der hvor modsætninger kan bo sammen.” Det er dét, som litteraturen kan,” mener Simon Pasternak.
Med andre ord kan vi i litteraturen finde et fælles rum i en polariseret verden. For der findes ikke et klart svar eller en sandhed med stort s i bøgernes verden. Der findes i stedet mange forskellige synspunkter, mange forskellige verdenssyn, mange forskellige følelser på én og samme tid.
”Hvis vi skal finde ud af at leve sammen, så skal vi ikke gå ud i journalistikken eller på de sociale medier, hvor alle skælder ud på hinanden. Så skal vi gå ind i bøgerne. Ingen har ret i litteraturen, der er vi nødt til at lytte til hinanden og finde nogle løsninger. Litteratur er det fedeste i verdenen, fordi det er der, vi friest kan møde hinanden og høre hinanden.”
Der er mange eksempler på moderne litteratur, der har forandret vores samfund og sparket gang i den offentlige samtale. Simon Pasternak fremhæver som eksempel Yahya Hassan, Glenn Bech, Tove Ditlevsen og Amina Elmi blandt mange andre, der på hver sin vis har fået os til at snakke om og se anderledes på klasse, køn og tilhørsforhold.
”Jeg ved godt, at det er en utopi, og at det ikke holder i virkeligheden. Men jeg tror alligevel, at bøger er et sted, hvor vi kan blive klogere på samfundet og hinanden. Derfor skal vi bruge bogen og sørge for at læsningen og de samtaler, som vi har om bøgerne, er noget, vi værner om.”
Når man har læst en bog, så er noget af det bedste enten at give den i gave til en anden, eller møde en, som også har læst den, så man kan tale sammen om den
Lad os derfor runde af med en opfordring. For bøgerne kan allerbedst åbne verdener, hvis vi deler dem med hinanden, som Simon Pasternak understreger:
”Når man har læst en bog, så er noget af det bedste enten at give den i gave til en anden, eller møde en, som også har læst den, så man kan tale sammen om den.”
Så lad os dele litteraturen med hinanden. Rigtig god læselyst!