Den store roman er tilbage

Verden er i krise, men det er romanen ikke. Og da slet ikke den danske. 

 

Af Rasmus Navntoft

Måske er det fordi verden har bevæget sig ind i noget, der ligner en permanent krisetilstand. Eller fordi et overload af informationer om alverdens ting får os til at hungre efter samlende fortællinger. Eller måske er det hele blot tilfældighedernes spil og forklaringen den helt jordnære, at stoffet først er modnet og klar til at blive fortalt nu.

Under alle omstændigheder aner man en lille renæssance for den store episke roman. Den fortælling, der i det den følger et eller få personers liv og skæbne, samtidig fortæller en større, sammenfattende historie om det evige i tiden, om det der går igen af fortiden i nutiden, om det der altid står som hovedudfordringer uanset om du er ung eller gammel, født i år 1900 eller 2000.

Siden maj har Benjamin Koppels debutroman Annas sang placeret sig i toppen af bestsellerlisterne. Helt berettiget. Både fordi den i elegante, letflydende penselstrøg fortæller 100 års Europahistorie om ideologisk forgiftning, klassekamp og heftig nationalisme gennem en dobbeltulykkelig kærlighedshistorie. Men også fordi den fortæller historien ud fra en jødisk slægts perspektiv. Familien er ganske vist bosat i Danmark og på den måde burde de repræsentere en fortælling indefra. Men alligevel kommer det – i hvert fald delvis – til at virke som en fortælling udefra, fordi jødiske traditioner væves ind i billedet af krigens og mellemkrigstidens København som tråde fra en anden (del af) verden. Dette ukendte i det velkendte fordobler byen – ikke mindst Fiolstræde, hvor slægten Koppelmans lejlighed ligger og hjem er, indtil de i al hast må flygte fra tyskerne.


Annas sang

Annas sang

1930’ernes København. Hannah vokser op som den yngste af fem børn i den jødiske emigrantfamilie Koppelman. Hun drømmer om at blive musiker ligesom sine brødre, og da hun bliver optaget på konservatoriet og forelsker sig i den unge idealist Aksel, er friheden og lykken inden for rækkevidde.

Men i det jødiske miljø betyder slægten og traditionerne alt, og til den viljestærke mor Bruches sorg forkaster Hannahs brødre de kvinder, ægteskabsmægleren finder til dem. En efter en gifter de sig med danske kvinder, og mor Bruche og far Yitzhak bliver forvist til de bagerste rækker i synagogen. Nu er det kun Hannah, der kan redde familiens ære. Skal hun ofre sig og opgive musikken og den mand, hun elsker?

ANNAS SANG er en dramatisk og medrivende fortælling om pligtens pris, ensomhed og krig, men også om ukueligt livsmod og altovervindende kærlighed.

Bogen, der er Benjamin Koppels første roman, er inspireret af sande historier.

Hvis Koppels roman allerede er...

..tilbagelagt læsning, kan man godt glæde sig til Anne Lise Marstrand-Jørgensens Sange om stilhed og hjemOgså hun føjer et nyt perspektiv til dansk litteratur, nemlig det, der tilhører de mildest talt uønskede tyske flygtninges, der strømmede til Danmark mod Anden verdenskrigs afslutning. Ikke blot berøvet deres hjem, deres nærmeste, deres værdighed, men også stemplet som åndeligt beslægtede med naziregimet. Større hjemløshed i et Europa, der var i godt i gang med en omfattende selvransagelse, er vel nærmest utænkelig.

Det er en historie, der ikke bare sender os tilbage i tiden, men indirekte også frem igen til vores egen tid, hvor flygtningestrømme ikke kun kan være produkt af en verdenskrig, men et permanent vilkår i en globaliseret verden af ulighed, klimaforandringer og diktaturstater på stribe.

 

 


Sange om stilhed og hjem

Sange om stilhed og hjem

Få måneder før Anden Verdenskrigs afslutning tvinges et barn alene på flugt. En menneskeflok, der især består af kvinder og børn, vandrer gennem et snedækket Østpreussen i håb om at finde sikkerhed. Sammen med Fruen, et par småbørn og Renate, der påstår hun er voksen, men ligner en pige, kommer barnet ombord på et skib. De tror, de skal til Kiel, men ender i København. Dér oplever de på første hånd, hvordan Danmark tager sig af tyske flygtninge, i en tid fuld af bødler og ofre, af vrede og sorg, af venner og fjender. Selv drømmer barnet kun om ét; at blive genforenet med sin familie. 

I en flygtningelejr i København melder en ung, mand med jødiske rødder sig til at lave et kor for de internerede flygtninge. Hvorfor han gør det, forstår han knap nok selv.

Danmark modtog ufrivilligt næsten 250.000 tyske flygtninge i begyndelsen af 1945. Efter befrielsen blev de samlet i lejre og afsondret fra resten af samfundet. Der kom til at gå flere år, før de sidste kunne sendes hjem.

Men hvad stiller man op, når dem, der før var ens fjender, bliver ens ansvar? Hvordan forholder man sig til sin længsel efter at komme hjem, når hjemstavnen ikke længere findes? Og hvor langt strækker medmenneskeligheden sig i en verden med krig og frygt? 

Sange om stilhed og hjem er en grum og håbefuld fortælling om at bære andres liv i sine hænder.

Forrige år udkom en lige så foruroligende anden verdenskrigsroman...

..om ondskab og hjemløshed som grundvilkår. Indtil vanvid, indtil døden er vitterligt en vanvittig cocktail af vanvid og død, hvor Kirsten Thorup lader sin hovedperson Harriet vinke farvel til Danmark for at rejse lige lukt ind i nazismens hjerte i München, mens krigen er på sit højdepunkt i 1942 – og det tilmed for at besøge en veninde, der er gift med en højtstående nazist. Det er en gruopvækkende fortælling fra første fløjt: ”Forkullede træer bag varmedisen. Sorte grenstumper som skrifttegn mod himlen. Skorper af afsvedet græs over markerne langs jernbanen.” Sådan lyder de tre første sætninger, og sådan fortsætter det – efter sigende også i et bind 2, som forfatteren skulle være i gang med at arbejde på.


Indtil vanvid, indtil døden

Indtil vanvid, indtil døden

Efteråret 1942. Et overfyldt tog bevæger sig ned gennem  det mørklagte Tyskland. Med om bord er den unge danske kvinde Harriet, som har efterladt sine to små sønner på et børnehjem i Ålsgårde og nu er på vej mod München. Hendes mand, Gerhard, er blevet skudt ned over Østfronten, hvor han kæmpede på tysk side mod kommunismen, og midt i sorgen brænder Harriet efter at handle, konfrontere sig med krigen, bidrage med noget.

I München indkvarterer hun sig hos Gerhards tyske officerskollega Klaus og hans danske kone, Gudrun. Klaus er generalløjtnant i Luftwaffe, og ægteparret tilhører den nazistiske overklasse. I deres pragtvilla flyder sherryen, og interiøret er som i en hollywoodfilm. Men snart begynder de fornemme kulisser at slå revner, og en grusom virkelighed træder frem.

Kirsten Thorups INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN er en roman om kærlighedens og krigens galskab. Et portræt af en kvinde, som for enhver pris vil være loyal mod sin mand, men insisterer på  at forholde sig neutral til nazismen – alt imens vold, angst  og modstand spreder sig på den indre front: kvindernes og børnenes krig.

Også udefra trænger den store roman sig på...

– som franske Leila Slimanis slægtstrilogi, baseret på hendes egen familiehistorie. Indtil videre har vi kun første bind på dansk, De andres land – om franske Mathilde og marokkanske Amines kærlighed og konsekvent konfliktfyldte samliv, om det åbensindede møde med fremmede kulturer og den efterfølgende, politisk ukorrekte skuffelse over traditioner og værdier, som man har svært ved at gøre til sine egne. Og om et Marokko, der i 1956 troede det skulle være frit, men blev alt andet. Eller den syrisk-canadiske debutant Zoulfa Katouh, hvis debutværk Så længe citrontræerne gror tager os med til borgerkrigen i Syrien i 2011, der heller ikke blev det frihedens forår, som verden havde håbet på …