Den store roman er tilbage
Verden er i krise, men det er romanen ikke. Og da slet ikke den danske.
Af Rasmus Navntoft
Måske er det fordi verden har bevæget sig ind i noget, der ligner en permanent krisetilstand. Eller fordi et overload af informationer om alverdens ting får os til at hungre efter samlende fortællinger. Eller måske er det hele blot tilfældighedernes spil og forklaringen den helt jordnære, at stoffet først er modnet og klar til at blive fortalt nu.
Under alle omstændigheder aner man en lille renæssance for den store episke roman. Den fortælling, der i det den følger et eller få personers liv og skæbne, samtidig fortæller en større, sammenfattende historie om det evige i tiden, om det der går igen af fortiden i nutiden, om det der altid står som hovedudfordringer uanset om du er ung eller gammel, født i år 1900 eller 2000.
Siden maj har Benjamin Koppels debutroman Annas sang placeret sig i toppen af bestsellerlisterne. Helt berettiget. Både fordi den i elegante, letflydende penselstrøg fortæller 100 års Europahistorie om ideologisk forgiftning, klassekamp og heftig nationalisme gennem en dobbeltulykkelig kærlighedshistorie. Men også fordi den fortæller historien ud fra en jødisk slægts perspektiv. Familien er ganske vist bosat i Danmark og på den måde burde de repræsentere en fortælling indefra. Men alligevel kommer det – i hvert fald delvis – til at virke som en fortælling udefra, fordi jødiske traditioner væves ind i billedet af krigens og mellemkrigstidens København som tråde fra en anden (del af) verden. Dette ukendte i det velkendte fordobler byen – ikke mindst Fiolstræde, hvor slægten Koppelmans lejlighed ligger og hjem er, indtil de i al hast må flygte fra tyskerne.
Hvis Koppels roman allerede er...
..tilbagelagt læsning, kan man godt glæde sig til Anne Lise Marstrand-Jørgensens Sange om stilhed og hjem. Også hun føjer et nyt perspektiv til dansk litteratur, nemlig det, der tilhører de mildest talt uønskede tyske flygtninges, der strømmede til Danmark mod Anden verdenskrigs afslutning. Ikke blot berøvet deres hjem, deres nærmeste, deres værdighed, men også stemplet som åndeligt beslægtede med naziregimet. Større hjemløshed i et Europa, der var i godt i gang med en omfattende selvransagelse, er vel nærmest utænkelig.
Det er en historie, der ikke bare sender os tilbage i tiden, men indirekte også frem igen til vores egen tid, hvor flygtningestrømme ikke kun kan være produkt af en verdenskrig, men et permanent vilkår i en globaliseret verden af ulighed, klimaforandringer og diktaturstater på stribe.
Forrige år udkom en lige så foruroligende anden verdenskrigsroman...
..om ondskab og hjemløshed som grundvilkår. Indtil vanvid, indtil døden er vitterligt en vanvittig cocktail af vanvid og død, hvor Kirsten Thorup lader sin hovedperson Harriet vinke farvel til Danmark for at rejse lige lukt ind i nazismens hjerte i München, mens krigen er på sit højdepunkt i 1942 – og det tilmed for at besøge en veninde, der er gift med en højtstående nazist. Det er en gruopvækkende fortælling fra første fløjt: ”Forkullede træer bag varmedisen. Sorte grenstumper som skrifttegn mod himlen. Skorper af afsvedet græs over markerne langs jernbanen.” Sådan lyder de tre første sætninger, og sådan fortsætter det – efter sigende også i et bind 2, som forfatteren skulle være i gang med at arbejde på.
Også udefra trænger den store roman sig på...
– som franske Leila Slimanis slægtstrilogi, baseret på hendes egen familiehistorie. Indtil videre har vi kun første bind på dansk, De andres land – om franske Mathilde og marokkanske Amines kærlighed og konsekvent konfliktfyldte samliv, om det åbensindede møde med fremmede kulturer og den efterfølgende, politisk ukorrekte skuffelse over traditioner og værdier, som man har svært ved at gøre til sine egne. Og om et Marokko, der i 1956 troede det skulle være frit, men blev alt andet. Eller den syrisk-canadiske debutant Zoulfa Katouh, hvis debutværk Så længe citrontræerne gror tager os med til borgerkrigen i Syrien i 2011, der heller ikke blev det frihedens forår, som verden havde håbet på …