34_checkmark

Fragt kun 29,95 kr. 

”De ser os kun som muslimer.”

Som barn læste fransk-marrokanske Leïla Slimani mange bøger fra og om vesten, britiske, amerikanske, franske og russiske. Det fik hende til at tænke, ”jeg ved så meget om dem, men jeg føler ikke, de ved noget om mit land,(…) de ser os kun som muslimer.” Her fortæller hun om første bind i sin nye slægtstriologi og arbejdet med at nuancere sin egen historie - en roman om at se sine drømme vige for pengenød, racisme og kampen for frihed. 

Foto: Cathrine Hélie, 2017

Elsker du Elena Ferrante og Delphine de Vigan, vil du også elske DE ANDRES LAND - en slægtsfortælling om kvindeskæbner, kultursammenstød og kampen for frihed i Marokko. En episk historie om undertrykkelse, forelskelse og ulykke i en tid præget af kolonialisme og spændinger frem til kampen for uafhængighed i 1956.

 

 

 

 

Romanen starter i 1944. Mathilde, en ung kvinde fra Alsace, forelsker sig i Amine Belhaj, en marokkansk officer i den franske hær. Krigen skiller dem ad, men efter dens afslutning rejser Mathilde til Marokko. Genforeningen er først ren ekstase, men snart viser skyggesiderne sig.

Amine har arvet en gård for foden af Atlasbjergene. Det unge ægtepar flytter ind, men de store drømme og forventninger må vige for pengenød, racisme og dagligdagens små og store fornedrelser. Solen brænder på den stenede og ufrugtbare jord, og mens Amine forsøger at bygge en fremtid for familien, føler Mathilde sig kvalt af det barske klima og de fremmedartede omgivelser. Alene og isoleret med sine to små børn kæmper Mathilde for at finde frihed, værdighed og uafhængighed i de andres land.

 

 

 

 

 

 

Om forfatteren

 

I et interview til The Guardian siger Leïla Slimani om sin nye roman(-trilogi), der er baseret på hendes egen familiehistorie: 

 

“Jeg tænkte, at denne idé om en trilogi ville være interessant, for som ung læste jeg slægtssagaer. Jeg var vild med, at man kunne følge en karakter fra fødsel til død og se udviklingen af et samfund. Men denne bog kommer også fra en frustration, for da jeg voksede op i Marokko, læste jeg så mange bøger fra Storbritannien, Frankrig, Rusland og Amerika, og jeg tænkte: "Jeg ved så meget om dem, men jeg føler ikke, de ved noget om mit land." Folk i den vestlige verden ser os kun som muslimer. Det er meget vigtigt at sige: "Vi har en kompliceret historie."”

 

"Vi har en kompliceret historie."

 

Leïla Slimani (f. 1981) er født og opvokset i Marokko. Hun er journalist og forfatter og fik sit store internationale gennembrud med VUGGESANG (udgivet på dansk i 2018). Bogen vandt den prestigefyldte Goncourt-pris, solgte tæt på en million eksemplarer i Frankrig og blev solgt til oversættelse i 40 lande. 

 

Siden er hendes opsigtsvækkende debutroman ADÈLE udkommet på dansk i 2020 – en bog om kvindelig sexafhænighed, begær og utroskab. Leïla Slimani bor i dag i Paris og har ved siden af sit forfattervirke en fremtrædende rolle som debattør og forkæmper for kvinders rettigheder i Marokko. Siden 2017 har hun været personlig repræsentant for Frankrigs præsident i promoveringen af fransk sprog og kultur.

 

Læs uddrag fra bogen herunder. 

De andres land

De andres land

De andres land er en stort anlagt slægtsfortælling om kvindeskæbner, kultursammenstød og kampen for frihed i Marokko. 

Som ung forelsker den franske Mathilde sig i den marokkanske mand Amine, der kæmper i den franske hær under 2. Verdenskrig. Efter befrielsen genforenes de og flytter til Marokko, hvor Amine har arvet et stykke jord af sin far. Genforeningen er først ren ekstase, men snart viser skyggesiderne sig; Amine har forandret sig drastisk i løbet af krigen, jorden er ufrugtbar og livet i Marokko fattigt og fuldstændig anderledes end i Frankrig. 

I en episk fortælling beretter Slimani om Mathilde og Amines liv i Marokko i en tid præget af kolonialisme og spændinger frem til kampen for uafhængighed i 1956. Det er en roman om kultursammenstød og undertrykkelse, om forelskelse og ulykke, om at være en fremmed i sit land og kæmpe for sin frihed. 

De andres land er en slægtsfortælling baseret på Leïla Slimanis egen familiehistorie.

PRIS224,95 kr.

Læseuddrag (s. 39-42)

Kort efter at de var flyttet ind på gården, kom Amine en aften gående gennem køkkenet i sit stiveste puds, mens Mathilde sad og madede Aisha. Hun så overrasket op på sin mand og vidste ikke helt, om hun skulle være glad eller vred. „Jeg går ud,“ sagde han. „Nogle af mine gamle solda- terkammerater er i byen.“ Da han lænede sig ind over Aisha for at give hende et kys på panden, rejste Mathilde sig fra stolen. Hun kaldte på Tamo, der var ved at feje ude i gården, og afleverede den lille i favnen på hende. „Skal jeg klæde om, eller er det ikke nødvendigt?“ spurgte hun frejdigt.

Amine havde tabt mælet. Han fremstammede noget om, at det var en mandeaften, og at det ikke var passende for en kvinde at deltage. „Hvis det ikke er passende, at jeg tager med, kan jeg ikke se, hvordan det kan være passende, at du gør.“ Og før Amine nåede at opfatte, hvad der egentlig ske- te, fik han selskab af Mathilde, der havde slængt sin kittel over en stoleryg i køkkenet og nu stod og nev sig i kinderne for at få lidt farve i dem.

I bilen sad Amine tavs og surmulende med blikket stift rettet mod vejen foran dem, mens han forbandede Mathilde og sin egen svaghed langt væk. Men Mathilde, hun snakke- de løs, smilede og opførte sig, som om hun ikke anede, at hun var til ulejlighed. Hun var sikker på, hun kunne få ham til at slappe af, hvis bare hun holdt humøret højt, så hun var blid og kæk og frimodig. Han var stadig stram i betrækket, da de kørte ind i byen. Amine parkerede og skyndte sig at hoppe ud af bilen for at gå med raske skridt i retning af cafe- ens udendørsservering. Det virkede, som om han forgæves håbede på, at han kunne ryste hende af i den europæiske bydels gader, eller også ville det ganske enkelt være en alt for stor ydmygelse for ham, hvis han ankom arm i arm med sin kone.

Hun indhentede ham så hurtigt, at han ikke kunne nå at fabrikere en forklaring til sine kammerater, der sad og ventede. Alle mændene rejste sig og hilste forlegent og re- spektfuldt på Mathilde. Omar, hendes svoger, tilbød hende en stol ved siden af sig. Alle mændene var elegant klædt i jakkesæt og med pomade i håret. De bestilte drikkevarer hos den gemytlige græker, der havde haft cafeen i næsten tyve år. Det var en af de eneste cafeer i byen, hvor alle uan- set hudfarve var velkomne, så arabere sad til bords med europæere og drak alkohol, og kvinder, der ikke var pro- stituerede, kunne komme og lyse aftenen op. Terrassen lå på et gadehjørne skærmet for nysgerrige blikke bag store pomeranstræer med et tæt bladhang. Når man sad ved bor- dene, følte man sig tryg og helt alene i verden. Amine og hans venner skålede med hinanden, men talte næsten ikke sammen. Der var lange, tavse perioder afbrudt af dæmpede grin eller en, der fortalte en anekdote. Sådan var det altid, men det vidste Mathilde ikke. Hun havde ikke fantasi til at forestille sig, at Amines mandeaftener, som hun havde været så jaloux på og grublet så meget over, altid forløb på den måde. Hun troede, at det var hende, der havde ødelagt deres aften. Hun fik lyst til at fortælle en historie. Øllet ind- gav hende mod, og med genert stemme fortalte hun om et minde fra Alsace, hvor hun var vokset op. Hun rystede lidt og famlede efter ordene, ingen grinede, og alle så ud, som om de syntes, hendes historie var dødkedelig. Amine så på hende med en foragt, der knuste hendes hjerte. Aldrig før havde hun følt sig så uvelkommen.

Gadelygten på fortovet foran cafeen begyndte at blinke og gik så helt ud. Bordene udenfor var nu kun oplyst af nogle få stearinlys, der kastede et helt andet charmerende skær over cafeen, og den dunkle belysning beroligede Mathilde, der tænkte, at de nu nok ville glemme alt om hende. Hun gruede for det øjeblik, hvor Amine ville gøre en ende på pinslerne og sige: „Nu går vi.“ Hun kunne utvivlsomt forvente en ordentlig skideballe, råben og skrigen, en lussing og at få panden hamret ind i bilruden. Så derfor nød hun virkelig byens dæmpede lyde nu, hun lyttede til samtalen ved nabobordet og lukkede øjnene, så hun bedre kunne høre musikken, der spillede nede bag i cafeen. Hun ville så gerne forlænge øjeblikket en smule, for hun havde ikke den mindste lyst til at tage hjem.

Mændene begyndte efterhånden at blive mere afslappede. Alkoholen gjorde sin virkning, og de talte sammen på arabisk. Måske fordi de troede, hun ikke forstod det. En ung tjener med bumser i hele hovedet kom og satte et stort fad med frugt på deres bord. Mathilde tog en bid af en ferskenbåd, så en skive vandmelon, og dens safter løb ned ad hagen på hende og grisede hendes kjole til. Hun tog en af de glatte sorte kerner mellem tommel- og pegefinger og knipsede til den. Kernen skød gennem luften og landede i ansigtet på en stor, tyk mand med fez, der sad og svedte i sin skødefrakke. Manden slog ud med hånden som for at vifte en flue væk. Mathilde tog en ny kerne og sigtede denne gang efter en høj og meget lyshåret mand, der havde strakt benene ud til siden og snakkede løs. Men hun ramte ikke, og kernen fløj i stedet ind i nakken på en tjener, der var lige ved at tabe sin bakke. Mathilde lo højt, og den næste times tid morede hun sig med at bombardere cafeens gæster, der skar ansigter. Man skulle tro, at de var blevet smittet med en mystisk sygdom a la den tropefeber, der får folk til at danse eller dyrke elskov med alle og enhver. Gæsterne klagede. Cafe-ejeren tændte røgelsespinde for at beskytte klientellet mod flueinvasionen. Men angrebene stoppede ikke, og snart fik gæsterne hovedpine af at indånde røgelse og hælde øl ned. Terrassen blev lige så stille tømt for mennesker, Mathilde sagde farvel til vennerne, og da de til sidst kom hjem, og Amine stak hende en lussing, tænkte hun, at hun trods alt havde fået sig et godt grin.