Katrine Marie Guldager: "Jeg kan godt lide at skrive om alle de forbudte følelser"

Hovedpersonen i Katrine Marie Guldagers nyeste roman BIRGITHE MED TH har fået nok. Hun er vred, bitter, forarget og i sorg på en og samme tid. Her fortæller forfatteren om, hvordan Birgithe fik sin helt egen roman og hvorfor det er godt at skrive om de grimme følelser. 

Af Sisse Tvegaard Andersen 

Forfatter Katrine Marie Guldager  

Hvordan vil du beskrive romanens hovedperson Birgithe? 

Birgithe er en kvinde på 50+ som har fået nok! Hun har lige mistet sin mor, og hun har en sårbar søster, som hun føler, hun skal tage sig af. Hun er folkeskolelærer og mor til tre, og bare hun går en tur ned ad Strøget, bliver hun gal. Hun mener, vi er på vej mod det omsorgsløse samfund.

Hvordan opstod Birgithe som figur? 

Birgithe opstod oprindeligt i en anden historie, hvor hun optrådte sammen med en anden søster. Disse to søstre var hele tiden oppe at skændes. De var ulidelige at høre på. Til sidst viste jeg manuskriptet til min mand som sagde: ”Sikke nogle tabere”. 

Derfor blev Birgithe taget ud af den roman, hun opstod i. I stedet fik hun sin egen roman, hvor jeg til gengæld har givet hende den fulde frihed til at sige præcis, hvordan hun ser tingene. Det er ikke altid, at vi kan sige sandheden om, hvordan vi ser verden til familie, venner og ægtefæller, uden at det har konsekvenser. Så derfor er romanen også et frirum for Birgithe. 

Der er en stor frihed i at være 50+, fordi man er kommet forbi den alder, hvor man er nødt til at underkaste sig alle mulige strukturer enten for at få succes på arbejdsmarkedet eller stifte familie
 
Dette er den første bog af tre om "skønne, sure og bitre kvinder", som du selv kalder dem. Hvad er det ved de bitre kvinder, der giver dig lyst til at give dem hovedrollen i dine romaner lige nu?  

Der er en stor frihed i at være 50+, fordi man er kommet forbi den alder, hvor man er nødt til at underkaste sig alle mulige strukturer enten for at få succes på arbejdsmarkedet eller stifte familie. Når man er 50+, kender man nok sig selv bedre, og de fleste er nok lidt mere rummelige over for sig selv. Personligt kan jeg godt lide at skrive om alle de forbudte følelser, at være vred, bitter, hævngerrig og så videre. For alle følelser rummer et vigtigt aspekt af livet. Og en vigtig viden. 
 
Din forrige roman, DET SAMME OG NOGET HELT ANDET, var en fortælling, der tog udgangspunkt i dit eget liv. Er BIRGITHE MED TH helt fri fantasi, eller trækker du også her på dine egne erfaringer? 
 
OM Katrine Marie Guldager  Katrine Marie Guldager (født 1966) står bag en lang række romaner, novellesamlinger, digtsamlinger og børnebøger. Hun er bl.a. kendt for Køge-krøniken, der følger en familie fra Køge fra Anden Verdenskrig og frem til 1980'erne.

I 2018 udkom BJØRNEN om den vrede Vibse, og i 2021 var hun aktuel med den autobiografiske roman DET SAMME OG NOGET HELT ANDET.
På et dybere plan er alle romaner også altid en bearbejdning af forfatteren og forfatterens tid. Men jeg er glad for at være tilbage på mit hovedspor: I en ”rigtig” roman med frit opfundne karakterer. I en fiktion, som ikke har et ben i mit eget liv. Det var en kæmpe forløsning for mig at skrive DET SAMME OG NOGET HELT ANDET, men jeg har nok opbrugt min kvote for at være selvoptaget et par år fremover. Jeg vil helt klart gerne skrive selvbiografisk igen, men som verden ser ud, ved jeg ikke, om man kan være det bekendt. 

Hvad håber du allermest, at dine læsere tager med sig fra denne roman? 
 
Genkendelse. Følelsen af at de har stået præcis dér selv. Jeg håber også, folk kan følge det samfundskritiske element.

Personligt kan jeg godt lide at skrive om alle de forbudte følelser, at være vred, bitter, hævngerrig og så videre. For alle følelser rummer et vigtigt aspekt af livet.

Birgithe med th

Birgithe med th

Birgithe bærer ikke over, hun bærer nag. Hun er folkeskolelærer med en forkærlighed for Tove Ditlevsen og en stærk afsmag for samfundsmaskinens amokløb. Hun er mor til tre, en uhyggelig dårlig bilist, temperamentsfuld (læs: rasende!) og har en følelse af, at det altid har været hende, som har skullet holde sammen på familien – og det er det nok også. Nu da hendes mor er død, er det derfor Birgithe, og ikke hendes psykisk skrøbelige søster, der skal tømme huset. Hun har tænkt sig at slæbe alt ud i haven, bygge et kæmpe bål og brænde det hele af, men da hun først er alene i det store, tomme hus, melder sorgen over alt det tabte sig med fuld styrke. Og så banker fortiden pludselig på.

BIRGITHE MED TH er en veloplagt og rørende fortælling om en desperat kvinde fanget i centrum af en dybt kompliceret og helt almindelig familie. En roman om at være på krigsstien på jobbet, i familien, i supermarkedet og trafikken, men – måske! – begynde at forsone sig med både vreden, sorgen og sin egen historie.