Læs artiklen

Troels Kløvedal: Sådan blev jeg en læsehest

Troels Kløvedal: Sådan blev jeg en læsehest

Forfatter, eventyrer, søfarer mm. Troels Kløvedal fortæller her, hvordan døren til litteraturen i sin tid blev åbnet for ham.

Min tilgang og glæde ved bøger stammer helt fra jeg var ganske lille. Min far var dyrlæge og specialist i hunde og heste og havde skrevet, hvad der i dag svarer til en ph.d. om hestens øjenrefleksion og havde skrevet en bog, Dyrlægens Hundebog.

Fra jeg var helt lille, lå jeg på stuegulvet i lejligheden på Østerbro i København og bladrede i bøger om fuglene og om andre dyr. Jeg kan huske, at jeg allerede havde en bogreol som 6-årig.

Når min far tog mig med ud at køre på dyresygebesøg i sin Hillmann rundt i København, og jeg ventede nede i bilen, sørgede han altid for, at jeg havde en bog at kigge i.

Da mine forældre blev skilt og jeg kom i pleje på en gård på Lolland, var bonden, Onkel Julius, en læsende mand, der citerede de islandske sagaer, når han gik efter ploven i marken. Og jeg husker en våd, mørk november-dag, hvor han pløjede, og jeg løb ud i marken med kaffe til ham, og jeg gik efter ham i plovfugen og mærkede lugten fra hesten med de svedige flanker, at han fremsagde et vers, der lød sådan her:

Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!


Som voksen fandt jeg selvfølgelig ud af, at det var Henrik Pontoppidans genforeningsdigt fra 1920.

Da jeg blev genforenet med mine søskende, og min mor havde fået en stilling som børnehavelærerinde på Grevinde Danners stiftelse i Jægerspris, læste min mor højt for os om aftenen af B. S. Ingemanns historiske romaner, som jeg blev fuldstændig optaget af og selv omsatte i leg som kæmpende riddere ud i skovene omkring Jægerspris Slot, som vi boede på. Skovene var fulde af gravhøje, så det var den rigtige kulisse til at lege røvere og soldater.

Min interesse for zoologi og i dag biologi voksede i takt med, at jeg tog alle mulige dyr med hjem fra skovene, der omgav slottet. Jeg havde tjek på mindst 12 forskellige fuglereder og tog fugle med brækkede ben med hjem ligesom hareunger, og en krageunge gjorde jeg næsten tam. Jeg havde fem akvarier med salamandre plus en del snogeunger. Mine søskende blev sure, når de slap løs, og vi måtte bruge halve nætter på at lede efter dem.

Jeg satte mig altid ind i, hvad fuglene hed i de bøger, jeg havde, ligesom jeg satte navn på alle de udspilede sommerfugle og biller, som jeg slog ihjel i et syltetøjsglas med æter.

Jeg kan huske, at jeg allerede havde en bogreol som 6-årig

Find Troels Kløvedals bøger her

Vis mere
Tilføj til ønskeliste

Bidevind og blåhvaler

Tilføj til ønskeliste

Den tynde hud

Tilføj til ønskeliste

Hvad sang sirenerne

Tilføj til ønskeliste

Alle mine morgener på jorden

Tilføj til ønskeliste

Kineserne syr med lang tråd

Tilføj til ønskeliste

Afrodites smil

Tilføj til ønskeliste

Højsommer

Tilføj til ønskeliste

Øerne under vinden

Min mor døde, da jeg var 11 og jeg kom på Kostskole i Hellebæk, på Det Kongelige Opfostringshus, og jeg blev det, man kaldte en ’skorpe’. Jeg mistede bøgerne, og skolebøger kom jeg til at hade, for det var tvungen læsning. Jeg blev en umulig elev, der som den eneste dumpede i 2. mellem. Og den eneste, der blev smidt ud af kostskolen.

Men skovene havde jeg stadig lige uden for døren sammen med søerne omkring Hellebæk. Når lærerne havde slukket lyset på sovesalene kl. 20, og ingen af os havde den mindste lyst til at sove, lokkede jeg mine kammerater med ud i sommernatten. Vi sprang ud af vinduerne, ud i skoven og ned på stranden, hvor vi gik helt til Kronborg i vores nattøj.

Det blev selvfølgelig opdaget, og jeg tilstod uden at kny, at det var mig, der havde lokket mine kammerater til det her.  Det medførte afstraffelser af mange slags, og isolering, jeg blev låst inde, som var man i et rigtigt fængsel. Og da jeg nægtede at blive konfirmeret, fordi jeg ikke ville spise den oblat, som var Jesus legeme, blev jeg smidt ud af kostskolen ...

Pludselig befandt jeg mig på et kæmpe stort skibsværft i Helsingør, uden at jeg overhovedet var blevet spurgt om, hvad jeg ville, og jeg var 15 år gammel.

Først boede jeg hos en gammel dame, men efter nogle måneder flyttede jeg ned på et værelse på byens KFUM og havde udsigt ud over både værftet, Kronborg og Øresund.

Jeg var kommet i lære som skibsbygger på det store værft og var først tre måneder på fileskole og i værktøjslære og så i smedjerne, hvor især de kæmpestore rødglødende jernstænger, som kom ud af ovnene og skulle omdannes til krumtapper til skibenes motorer, imponerede mig.

Jeg var godt to år i lære som skibsbygger, inden jeg sprang over til elektrikerfaget. Ikke fordi det interesserede mig, men jeg frøs gudsjammerligt på de store stålskrog og havde jo ikke, som mine lærekammerater, forældre, der kunne hjælpe mig med varmt tøj på de iskolde, højtstående nybygninger på byggebeddingerne om vinteren. 

Men på KFUM skete der noget afgørende for mig i min kærlighed til bøger. På værelset ved siden af mig boede en jævnaldrende kammerat, som var færing og hed Jakup Dahl. Han var også i lære som skibsbygger og skulle være skibsingeniør.

Jakup var ud af en gammel præstefamilie på Færøerne og var i familie med digteren Regin Dahl. Jakup havde en af hans digtsamlinger, Mellem Bjerg og Brænding, som han lånte mig. Det var første gang, jeg læste digte, og de betog mig, og så gik det hurtigt, for Jakup fik sendt bøger fra Thorshavn sammen med tørrede fisk, som han hængte op uden for vinduet, fordi de lugtede så stærkt. Lugten var så stærk, at også bøgerne lugtede af fisk ...

Færøske digtere som William Heinesen og hans ungdomsven, Jørgen Frantz Jacobsen, som skrev romanen Barbara og bogen Det Dyrebare Liv. Jørgen-Frantz Jacobsen i Strejflys af hans Breve om hans sidste tid som dødssyg tuberkulose-patient på et sanatorium i Silkeborg, kom ind i mit liv. Det var en stor, atlantisk verden fyldt med historie, eventyr og livsmod.

Jeg forstod på en eller anden måde, at litteratur er skrevne ord, om hvordan man selv digter sit liv og følelser ind i teksten. Nu gik det stærkt. Jeg købte for første og eneste gang i mit liv noget på afbetaling: 

En grammofon og plader med Harry Belafonte, der sang Oh, island in the sun med et cover af en palmestrand, en LP med Miles Davis, Milestones, en plade med Billie Holiday, der sang Strange Fruit om raceforfølgelse i sydstaterne, og så helt moderne jazz af Gerry Mulligan.

Samtidig gik Jakup og jeg på dansestedet Kronborg havbad  lørdag aften nede i Helsingør Nordhavn, hvor vi kiggede efter pigerne og hørte sangerinden Raquel Rastenni og Four Jacks med John Mogensen som forsanger.

Pigerne, vi gik efter, var jo døtre af de svende, vi arbejdede under på Værftet, og der var en stiltiende, men bestemt regel om, at hvis man gjorde en af pigerne gravid ude i klitterne i sommernatten på nordstranden, ja så giftede man sig med hende ... og så det afgørende, som jeg og Jakup fattede … at så måtte man jo blive på værftet, efter at man havde fået sit svendebrev. Det var jo mange år før fri abort, pessaret og p-pillerne.

Men bøgerne havde givet os en indsigt, ikke en defineret en af slagsen, men en vag følelse af, at verden var meget større end livet i Helsingør og på værftet.

Litteratur er skrevne ord, om hvordan man selv digter sit liv og følelser ind i teksten

Find Troels Kløvedals bøger her

Vis mere
Tilføj til ønskeliste

Bidevind og blåhvaler

Tilføj til ønskeliste

Den tynde hud

Tilføj til ønskeliste

Hvad sang sirenerne

Tilføj til ønskeliste

Alle mine morgener på jorden

Tilføj til ønskeliste

Kineserne syr med lang tråd

Tilføj til ønskeliste

Afrodites smil

Tilføj til ønskeliste

Højsommer

Tilføj til ønskeliste

Øerne under vinden

Helsingør Bibliotek lå dengang (lidt mærkeligt for mig at tænke på, at det nu ligger i de bygninger, jeg arbejdede i på værftet) i det gamle Karmeliterkloster. Det lå i Sct. Annagade, kun et par hundrede meter fra KFUM.

Der var en overbibliotekar, der hed Bremersten, som syntes, det var spændende, at en lærling fra værftet lånte god litteratur, og han inviterede mig med i en læsekreds, der bestod af 12 ældre damer. Damerne tog pænt imod mig, nogle inviterede mig endda hjem til en kop the, og hver onsdag aften fik jeg indsigt, især i nordisk litteratur, og inden længe havde jeg læst mig igennem Halldór Laxness’ forfatterskab.

Samtidig skete der det, at jeg en vinteraften gik en tur i byen og så på vinduer, og en aften standsede jeg foran et simpelt vindue hvor der boede en antikvarboghandler nede i Strandgade.

Pludselig røg døren op og en lidt snusket, ældre mand stod i en snavset undertrøje med en cigarstump i munden. Han inviterede mig indenfor, og jeg var jo kun 16 år gammel og lidt forsigtig.

Han blev min ven, og igennem nogle år hjalp jeg ham om søndagene med at tømme dødsboer, tit i de dyre strandvejsvillaer. Til sidst fandt jeg ham død under en standerlampe, hvor han sad og læste en bog af Anatole France og med en flaske snaps inden for rækkevidde. Jeg har beskrevet ham nærmere i min første erindringsbog, Den Tynde Hud.

Mens vi ryddede hylderne og tit bar dem ned på en stor trækvogn, jeg lånte på værftet, underviste han mig mere eller mindre i litteratur og lærte mig, hvad der var skidt og kanel.

Han sagde til mig: »Husk, Troels, verden styres af tre ting: Krudtet, kompasset og bogtrykkerkunsten!«.

Som tak for hjælpen fik jeg alle de bøger jeg ønskede mig og han satte mig på sporet af den russiske litteratur. Først forærede han mig Brødrene Karamazov af Fjodor Dostojevskij, og jeg åd den, og det samme gjorde min ven Jakup.

Det betød, at vi begge blev fuldstændig drejet på russisk litteratur, især Lev Tolstoj, som jeg har læst alt af.

Både Jakup og jeg var læseheste, og det betød jo, at vi havde hinanden at diskutere bøgerne med. Svendene nede på værftet grinede af mig og synes, det var sjovt, jeg altid sad og læste på min værktøjskasse. De havde mere eller mindre opgivet mig og lod mig læse, hvis der ikke absolut var brug for mig.

Jeg holdt virkelig af den russiske litteratur, og når jeg læste Tolstojs Anna Karenina, elskede jeg det store persongalleri, hvor man virkelig skulle holde sig vågen for ikke at blande de mange personer sammen.

Men det var ikke bare Dostojevskij og Tolstoj, Jakup og jeg læste. Vi gik videre til Vladimir Korolenko, Ivan Turgenev, Nikolaj Gogol, Maksim Gorkij, men Aleksandr Pusjkin var for tung, syntes vi.

Det var også i de år, at Gyldendal med de unge redaktører Wivel og Lindhardt i spidsen begyndte at udgive de første billigbøger, Tranebøgerne, der kun kostede 3,75 kr., så selv en lærling med en ugeløn på 31 kr. havde råd til at købe dem.

Jeg købte dem lige så hurtigt, som de udkom, og dengang var boghandlerne jo store, og på Helsingørs hovedgade, Stengade, lå der ikke mindre end tre boghandlere.
Det var bøger som Martin A. Hansen: Løgneren, Erich Maria Remarques: Intet nyt fra Vestfronten, Karl Eskelund: Min Kone spiser med pinde, Nordahl Grieg: Ung må verden endnu være, Sigurd Hoel: Mødet ved milepælen.

Et par år senere, da jeg flyttede ud i en gammel jernbanevogn i Snekkersten, blev Aksel Sandemose min yndlingsforfatter.

Jeg læste og opdagede, at der var en stor, stor verden uden for Helsingør skibsværft. Og den dag, jeg fik mit svendebrev, sagde jeg op på værftet og tog med handelsflåden i rederiet "Norden" som skibselektriker til Peru og Chile.

TROELS KLØVEDAL

Ps. Den bedste rejsebog jeg har læst, er Henry Millers bog om Grækenland, Kolossen fra Maroussi.

Jeg læste og opdagede, at der var en stor, stor verden uden for Helsingør skibsværft

Find Troels Kløvedals bøger her

Vis mere
Tilføj til ønskeliste

Bidevind og blåhvaler

Tilføj til ønskeliste

Den tynde hud

Tilføj til ønskeliste

Hvad sang sirenerne

Tilføj til ønskeliste

Alle mine morgener på jorden

Tilføj til ønskeliste

Kineserne syr med lang tråd

Tilføj til ønskeliste

Afrodites smil

Tilføj til ønskeliste

Højsommer

Tilføj til ønskeliste

Øerne under vinden

Redaktionen anbefaler:

Tænk, hvis du fik læst lidt mere

Gør som over 85.000 andre: Modtag Gyldendals gratis mailmagasin og bliv holdt til læseilden.