-
Del
DET ÅBNE G
Af Henrik Wivel
”It´s just that demon life, has got you in its sway”.
- Jagger,Richards i “Sway” fra Sticky Fingers (1970-71). DET er den 26. november 1992, aftenen før Keith Richards indleder europaturneen med sit orkester The X-pensive Winos i KB Hallen i København i anledning af det tredje soloalbum fra hans hånd, Main Offender. TV-avisens reporter Niels Frid-Nielsen har fået 45 sekunder i slutningen af udsendelsen klokken 18.30, og går direkte på med 100.000 dollar-spørgsmålet: ”How is it to be a living legend”? Furefjæset flækker i et raspende nikotinhostende grin i tågerne fra den tændte Marlboro: ”It’s better than being a dead one!”
Keith Richards er en mand, der ved hvad han taler om. For han har været mere eller mindre død adskillige gange igennem sit liv. Og sådan ser han også ud. Det ville være synd at sige, at han ligner sin alder. Keith Richards ser ud som om, han er kommet tilbage fra den anden side, og det dødningehoved, han bærer på sin højre hånds ringfinger, ser mere sundt ud end hans ansigt, hvor hvert eneste af de halvtreds år med rock’n’roll er aflejret som størknet lava i geologiske forkastninger. Hans ansigt er som et arkæologisk kort over rockmusikkens historie og det liv, der i hans tilfælde i sandhed er levet.
Allerede, da Keith Richards rundede de tredive år var han nummer 1 på rockens liste over potentielle dødsofre. Den hedonistiske livsstil havde sendt ham til tælling adskillige gange. Det startede den 3. december 1965 under en koncert i Sacramento, hvor der gik overgang i Keith Richards’ guitar og han fik flere hundrede volt igennem sig og gik bevidstløs i gulvet, og det så ud som om det sluttede i april 2006, hvor Keith Richards angiveligt faldt ned fra et palmetræ på Fiji og fik en hjerneblødning. Da han blev opereret i hjernen på et hospital i Auckland, New Zealand, var vi mange der troede, at det var slut. Nu kom han aldrig mere til at spille. Men vi tog, som så mange gange før, fejl. Den 3. september stod han på scenen med The Rolling Stones i Horsens og huggede akkorderne ud til ”Jumpin´Jack Flash” med en eksplosivitet, der var helt i sangens ånd. Og næste sommer kastede han i koncert-finalen de samme akkorder som store diskos af lyd ud over et fyldt Parken i København. Der var noget surrealistisk over oplevelsen, som hørte man ikke rigtigt. Disse mægtige drøn fra den lille skrutryggede mand derned i lyshavet. Men sandt var det. Richards og The Rolling Stones var der, det samme var vi, og det hele flød i et. Tid, sted og historie.
HISTORIERNE om Keith Richards, også den med palmen på Fiji, er så langt ude, at de kun kan være sande. Der er ganske enkelt ikke nogen, der kan finde på de historier om manden, der er bragt i omløb de sidste fyrre år. Hans liv har været brolagt med døde, bandmedlemmerne Brian Jones, Ian Stewart, og hans soulmate Gram Parsons. Selv har han været tæt på grænsen. Hans årelange brug af en bred palet af stoffer, heroin, kokain, marihuana, lsd, morfin, amfetamin, hash, skyllet ned med et arsenal af spiritus fra klistervandet Southern Comfort over den obskure sydstats bourbon Rebel Yell til Jack Daniel’s, som Keith Richards op igennem 1970’erne og 80’erne var en levende reklamesøjle for. De senere år er han gået på en kur af Stolichnaya vodka blandet op med enten Sunkistlimonade eller tranebærjuice. Og så er der det med bilerne. Keith Richards har aldrig taget et kørekort, og rækken af smadrede Bentleys er lang, ligesom fartbøder, erstatningssager og materielle skader. Så sent som i 2006 benådede guvernøren i den amerikanske stat Arkansas guitaristen for en forseelse begået i 1971, hvor han foretog ”et uregelmæssigt sving” på vej gennem staten sammen med Ron Wood. Politiet fandt endvidere, at hans bil lugtede af marihuana.
Siden han i sommeren 1967 blev arresteret i sit 1500-tals hus Redlands i West Wittering, Sussex for besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer, er Keith Richards vandret ind og ud af politistationer og domstole kloden rundt, kulminerende i 1977, hvor han i retten i Toronto, Canada, var i overhængende fare for at blive idømt mere end ti års fængsel, efter at han og hans samlever, skuespilleren Anita Pallenberg var blevet arresteret på et hotelværelse med diverse stoffer. De var på det tidspunkt begge narkomaner og skød eller røg heroin. Men The Rolling Stones var så store, at sagen skadede Canadas image. Mick Jagger mødte op i retslokalet, disciplen Nils Lofgren indspillede sangen ”Keith don’t go (to Toronto)”, og Keith Richards slap med bøde og samfundstjeneste, der bestod i, at The Rolling Stones skulle give en fri koncert til fordel for det canadiske blindesamfund. Det var i øvrigt ved den lejlighed, at Keith Richards af anklageren blev spurgt, hvad hans profession var. Han svarede, at han var guitarist i et rockorkester. ”Hvad vil det sige”, spurgte anklageren videre. ”Det vil sige, at jeg laver en masse larm”.
OG støj på linjen er der. Det lyder i dag som støv i rillerne på gamle vinylplader, der har været med til for mange fester. Et par historier fra frontlinjen:
Marianne Faithfull var gruppens første muse, og det var til hende Jagger-Richards skrev balladen ”As Tears go by”. Hun kom i en årrække sammen med Mick Jagger, men sagde i et interview i 1976: ”Jeg har altid vidst at Keith Richards var den mest betydningsfulde i The Rolling Stones. Keith var den væsentligste. I begyndelsen var jeg mest forelsket i Keith. For han er selve indbegrebet af en romantisk helt. Hvis du er en middelklassepige og du har læst din Byron, så er det Keith Richards. Han er stadig den pinte, torterede og forbandede ungdom”. I sin selvbiografi Faithfull (1994) bekender hun, at han var den første hun havde et forhold til i The Rolling Stones. I journalisten Nick Kents The Dark Stuff fra samme år fortæller hun om Keith Richards’ sært selvdestruktive omgang med stoffer i en episode fra 1974, hvor han på grund af politiets razziaer boede i flyverskjul i Ron Woods hus et sted i London. En aften er hun hjemme hos ham, og de er begge skæve. Keith Richards har det med at glide over i absencer, og hun bebrejder ham, at han fortsat fixer heroin, hvad han benægter. Senere kommer han imidlertid til at vælte en tom æske kleenex, der er fuld af sprøjter for umiddelbart efter at falde bevidstløs om på gulvet:
”Hans hoved sank bagover, hans mund åbnede sig og hans ansigt blev ligblegt, og rundt om munden og under øjenlågene blev han helt blå. Det så ud som om, han havde taget en overdosis, og jeg var den eneste til at hjælpe. Jeg vuggede hans hoved i mine arme og slog ham i brystet flere gange. Jeg rejste ham op og forsøgte at slæbe ham rundt i stuen med armene om mine skuldre. Jeg bad ham gentagne gange sige sit navn. Uden held. Efter hvad der føltes som en evighed – måske otte minutter – kom han til bevidsthed længe nok til at bekræfte, at han ikke var i koma, og at det her var normalt, absolut normalt, før han igen gled ud af bevidsthed. Han havde et lille sødt smil om munden, da jeg holdt hans hoved i mine hænder, mens jeg ledte efter en pude at lægge ham på. Da jeg kunne konstatere, at han trak vejret regelmæssigt, gik jeg ind i et andet værelse og faldt om på sengen.
Næste morgen vågnede jeg med kvalme og styrtede ud af værelset for at finde hvad som helst, der lignede et toilet. Jeg fandt ikke noget og styrtede ned til hoveddøren, åbnede den og brækkede mig ud over dørmåttens ”Welcome”. Jeg mærkede Keith bag mig. ”Det var vel nok en charmerende måde at sige tak for sidst på,” sagde han ironisk. Han så bemærkelsesværdig frisk ud, af en mand, der få timer tidligere havde været på tærsklen til døden.
Men det er som altid med Keith Richards. Han svigter ikke, man svigter ikke. Marianne Faithfull udtalte den 13. november 2008 til den tyske ugeavis Die Zeit i et interview i anledning af hendes nye cd Easy come, easy go: ”Oh, Keith ser stadig virkelig godt ud. Han er ikke mere den byronske yngling som tidligere, men cool. Han ser ud som en gammel pirat, som stadig hersker over havet”.
Fra 1976 stammer NME-journalisten John Inghams vidnesbyrd fra Murray Hotel i Frankfurt am Main, Tyskland, hvor The Rolling Stones fejrer udgivelsen af albummet Black and Blue. Ud på aftenen får en gruppe journalister adgang til Keith Richards’ suite, hvor han sidder formummet, olmt skulende med sine rovdyrøjne i et hjørne:
”Stolen ligner en slags tronstol og han ligger draperet over den som en bunke tøj. I sin højre hånd holder han en 20 centimeter lang turkis plade, der er flad på oversiden og nubret på undersiden. Hvis han stiller den ned, vil den tippe, så det gør han ikke, for på den ligger, hvad der ligner et Himalaya-bjerg af kokain. Det er et blødt hvidt pulver – farmaceutisk kokain, næsten umuligt at skaffe, sikkert fremstillet lige ned ad autobanen i de schweiziske laboratorier Merck AG.
Mens han taler, drejer han et nydeligt lille firkantet stykke pap, så han kan skære præcise små baner af kokain ud af bjerget, for så bagefter at bruge et lille sølvrør som han har i en sølvkæde om halsen til at sniffe kokainen op med mellem sætningerne. Var vi der i tredive, femogfyrre eller halvfems minutter? I dette rum har nogle sat tiden i stå. Stil et spørgsmål og Keith vil svare. ”For meget teknologi gør det stadig sværere at indspille rock’n’roll ordentligt (snif). I Rusland bruger de usandsynlig mange rubler på at købe vores plader på det sorte marked, og der er en kæmpe scene for os i Sydamerika, men når vi forsøger at turnere dér, er der for mange problemer (snif). Jeg savner singler, men der er ikke noget marked for singler mere (snif). Vi satte os aldrig ned for at skrive single hits, vi satte os ned for at skrive sange (snif). Jeg lytter aldrig til hvide bands, fordi deres trommeslagere savner swing, bortset fra Charlie Watts”.
Mens Keith taler reduceres hans bjerg i hånden til en høj, en bunke, et støvet minde. Intet ændrer sig; hans tale forbliver langsom og afslappet, hans krop er smidig i bevægelserne og han virker sammenhængende.”
Keith Richards er narkoman i hen ved ti år. I 1976 lader hans pusher igennem otte år, Tony Sanchez, sig indlægge til afvænning og skriver på ruinerne af sit ødelagte liv den totalt syrede Up and Down with The Rolling Stones. The Inside Story i 1979 med epilogen ”Jeg har løbet fra døden længe nok”. På det tidspunkt er Keith Richards selv blevet identisk med den. Hans mund ligner et åbent gravsted, tænderne rådner bort eller falder ud, og på scenen klokker han rundt i akkorderne, og kan ikke huske teksten til signatursangen ”Happy”. Efter retssagen i Toronto 77 går han i dialyse tre dage ad gangen for at udskille de urene stoffer fra sin krop, derefter lader han sig indlægge, først på en klinik i New York, hvor han som led i behandlingen får flere elektrochok, siden på en klinik i Schweiz, hvor hans første biograf, Barbara Charone, i bogen Keith Richards (1979) skaber den såkaldte Nosferatu-myte om, at han får suget alt sit blod ud af kroppen og erstattet det to gange om året, ligesom han får opereret en plade ind i sin næse for at adskille de luftveje, kokainen har ødelagt.
Hvorfor denne selvmorderiske fremfærd, dette ”elegant ødelagte” liv? Keith Richards beskriver sig selv som et genert, indadvendt menneske med meditative behov. I nærværende biografi af Victor Bockris, Keith Richards fra 2002, ser guitaristen tilbage langs linjen: ”I gamle dage ønskede jeg dybest set ikke at være en stjerne hver dag. Jeg kunne gemme mig bag heroinen. Den var som en kokon, en blød væg mellem mig og alt andet. Det var måske ikke den bedste løsning på det problem, men det tænkte jeg ikke på. Det var et eksperiment, og det gik for langt.”
KEITH Richards er enebarn, og hans far forsvandt fra hjemmet i Dartford i hans tidlige barndom. Han er med andre ord en mand af savn, der søger de andre, det andet, that feel, som han engang kaldte det i en sang, indspillet med Tom Waits. I 1951 så han Mick Jagger for første gang, de levede i samme blok i Dartford, i 1954 begyndte han på Wentworth Junior School, hvor Mick Jagger gik en klasse over. De er samme år fotograferet på et skolebillede, Keith Richards er let genkendelig med sine flyveører, mens Mick Jagger poserer med en sort kat. Keith Richards er musikalsk, har en smuk sopran og bliver optaget i koret i Westminster Abbey i London, hvor han er med i opførelser af Händels Messias. Han får sin første guitar af sin mor som 15-årig og lærer sig at spille ved at lytte til radioens introduktion af amerikansk rock’n’roll.
Gnisten mellem ham og Mick Jagger springer om morgenen den 17. oktober 1961, hvor han møder Mick Jagger på Dartford Station. De skal begge ind til London, hvor Keith Richards går på Sidcup Art School, mens Mick Jagger selvfølgelig går på London School of Economics. De begynder at hænge ud i klubmiljøet og jamme med Alexis Korners Blues Incorporated. Det er den lyslokkede Brian Jones, der danner The Rolling Stones med et navn hentet fra en Muddy Waters-sang. Han opfatter sig selv som lederen. I de tidlige år er det da også ham og den trutmundede Mick Jagger, der tager opmærksomheden. Men det er også her de to drenge fra Dartford tvinges af produceren Andrew Loog Oldham til at skrive egne sange, så The Rolling Stones kan andet og mere end levere covers af amerikansk blues og soul. Det er her Mick Jagger og Keith Richards bliver til et sangskriverbegreb i det 20. århundredets rockmusik, The Glimmer Twins. Og det er i de formative år, Keith Richards træder ud af det mørke, han ønsker at hylde sig i.
I 1966 bryder han tavsheden, da talen falder på årtiets største hit, ”I can’t get no Satisfaction”. ”I wrote that”, deklamerer han. Hans domesticering af orkestret sætter ind. Også på det private plan. På en rejse til Marokko i 1967 tager han Anita Pallenberg fra Brian Jones, der bliver syg og må indlægges i Toulouse. Cecil Beaton fotograferer Keith Richards som en ung gud på kanten af poolen på Sadi Hotel i Marrakesh. 1960’erne eksploderer i psykedelika med Pallenberg & Richards som inkarnationen af ungdomsoprørets mest excessive sider af skønhed og udsvævelser. Brian Jones får hende ikke tilbage, og mister samtidig positionen i bandet. Fascinerende dokumenteret af den franske nybølge instruktør Jean-Luc Godard i filmen One + One. Sympathy for the Devil fra 1968, der følger gruppens indspilning af sangen i nogle af de bedste studieoptagelser, der nogensinde er lavet. Man er vidne til, at Keith Richards får karakteren sat. Som en forbandet maestro herser han rundt med gruppen i dagevis. Sangen er tænkt som en ballade, men gradvis rykker Keith Richards den fri. Han overtager Bill Wymans bas, stiller sig foran Charlie Watts og pumper nummeret op til en samba, indtil han tilslut lægger en af rockhistoriens mest prægnante guitarsoloer ind over, knivskarp, kantet og uafviselig. Under hele seancen sidder Brian Jones isoleret med en akustisk guitar i en lydboks. Sommeren 1969 bliver han fyret og erstattet af den unge virtuos Mick Taylor. Tre uger senere bliver Brian Jones fundet druknet i sin swimmingpool under stadig uopklarede omstændigheder. Runen ristes over ham ved en friluftskoncert i Hyde Park, hvor Mick Jagger i hvidt læser et digt af Shelley, og en flok hvide duer løfter sig mod himlen. Et sindbillede på tressernes drømme.
MEN noget går galt på Keith Richards’ vej mod gruppens centrum. I 1968 skal Mick Jagger spille falleret rockstjerne i Donald Cammells film Performance. Over for sig har han Anita Pallenberg, som han i filmen har et forhold til. Under optagelserne af samlejescenerne, finder der det sted, som pornoproducenter vil kalde for ”reel penetrering”. Jagger og Pallenberg elsker for åbent kamera. Optagelserne bliver skåret ud af filmen før premieren, men vinder senere en pris på en pornofilmfestival i Amsterdam. Et sted i Chelsea sidder Keith Richards i galleristen og bohemen Robert Frasers lejlighed, syg af jalousi og skriver sangen ”You got the Silver” til Anita Pallenberg. Den første sang, han helt igennem synger og indspiller selv til et Stones-album. Der er gået skår i båndet mellem de to tvillinger, og det bliver aldrig helet. Som Mick Jagger flere gange har sagt det. ”Keith er så ufatteligt loyal, det er en kvalitet ved ham, men også et problem”.
Men det er karakteristisk, at Keith Richards er bedst, når han er længst ude. Når modstanden er hårdest. Når han er mest indebrændt. Anita Pallenberg har sammenlignet ham med en leopard for at fange, ikke alene smidigheden i hans senede krop, men også aggressiviteten i hans væsen. For disse afgørende år, hvor gruppen tæller tresserne ned og åbner de dekadente, selvødelæggende halvfjersere, er vintage-stones. Gruppen indspiller Beggers Banquet (1968), Let It Bleed (1969), Sticky Fingers (1971) og hovedværket Exile on Main Street (1972) med Keith Richards som drivende kraft. Han er i de år tvunget til at orientere sig andre steder hen end mod sin musikalske tvilling. Let It Bleed er indspillet i et vakuum, hvor der endnu ikke er fundet en afløser for Brian Jones. Den amerikanske guitarist Ry Cooder sidder ind under optagelserne og introducerer Keith Richards til det, der skal blive hans riff-signatur de næste tredive år, det åbne G. Han lærer at stemme sin guitar i akkorder, frem for at tage de enkelte greb selv. Det er under disse sessions den særlige Keith Richards-lyd fødes.
Indtil da har han haft tre erklærede forbilleder: Jimmy Reed, Chuck Berry og Steve Cropper. Det er ved at lytte til Chuck Berry og lave covers af hans numre, at Keith Richards lærer, hvordan man kick-starter en sang og holder en rytme. Da Stones i 1964 kommer til USA og indspiller Out of our Heads i Chicago, er det med en række covers af soulsange af Solomon Burke, Sam Cooke og Otis Redding. Steve Cropper er sessionmusiker for Otis Redding og manden bag hans fænomenale soulklassikere. Steve Croppers geni ligger i, at han kan følge Otis Reddings stemme fuldkommen med sit guitarspil. Han understøtter Reddings vokal med sine guitar-licks og vidunderlige sweet fills i de instrumentale passager. For et band som Rolling Stones med en markant forsanger er det afgørende som guitarist at kunne følge sangeren og lægge lyd under hans fraseringer. Det lærer Keith Richards af Steve Cropper, da han simpelthen løfter hans licks over i Stones’ fortolkninger af soulmusikken.
Men under indspilningen af Let It Bleed med Ry Cooders åbne G som klangbund frigøres et nyt potentiale hos Keith Richards. Ikke alene havde Chuck Berry selv betjent sig af det åbne G i en række af sine klassikere, ”Memphis Tennessee” og ”Johnny B. Good” eksempelvis, og Richards havde aldrig helt kunnet lure ham kunsten af. Det kan han nu. Men han lader det ikke blive ved venerationen for den gamle mester. Det åbne G bliver simpelthen hans eget mærke i rockhistorien. Ser man på Keith Richards’ guitarer – han har en hel hær af dem – er flere af Fender Telecasterne monteret med fem strenge frem for seks. Den dybe E-streng mangler. Det giver ham den fordel at grundtonen G ligger øverst, og at det er den han rammer først, når han hugger hånden ned over hegnet. Det giver Keith Richards’ riffs en genkendelig klang, ligesom akkorderne lyder større, fordi strengene klinger nemmere og det tonale spekter udvides. Det særlige ved det åbne G er dog, at Keith Richards kan blande akkorderne, så at sige. Når han har slået en an, klinger den med i den næste, fordi strengene ikke – som når man tager et barrégreb, presses ned af fingrene. Den ene akkord klinger således med over i den næste, fordi han bare behøver at sætte et par fingre på. Nogen virtuos er han jo ikke; Keith Richards er ikke afslappet med en guitar, han spænder for meget, hvad hans fingre vidner om – de er med tiden blevet gigtagtigt krampede og bulne af alle de kræfter, manden lægger i. Men hans timing er uovertruffen, og hans tekniske mangler opvejes af guitarer stemt i akkorder, så han bare behøves at sætte et par fingre på – ”5 strings, 2 fingers, one asshole”, som han siger. Nogle af de mest genkendelige Stones-sange er defineret af det åbne G: ”Brown Sugar” og ”Start me up” eksempelvis. Med den åbne stemning skaber Keith Richards rockens lydbillede i de 20. århundredets sidste tre decennier: ”Honky Tonk Woman”, ”Jumpin´ Jack Flash”, ”Gimmie Shelter”, ”Rocks off”, ”Tumblin´ Dice”, ”Street Fighting Man” og det seneste mesterstykke fra 2006 ”It wont take long”, for blot at nævne en håndfuld hug.
DET er ligeledes i skelsårene 1968-72, at Keith Richards udvikler venskabet med Gram Parsons, der åbner for lyriske sider af hans musikalitet. Han møder country-sangeren i Californien, hvor de tager til Joshua Tree og sniffer kokain i ørkenen. Det er også Gram Parsons Keith Richards sidder og jammer med i en van backstage ved den skæbnesvangre koncert på Altamont-racerbanen syd for San Francisco i 1969, efter at have været væk hele natten blandt det enorme publikum. Hvor Mick Jagger dagen før koncerten skridter fronten af som en hærfører – Philip Norman forlener ham i bogen The Stones (1984) med shakespeareske dimensioner og sammenligner ham med King Harry før slaget ved Agincourt – for derefter at tage tilbage til sit hotel, bliver Keith Richards hængende, ryger joints og falder i søvn i græsset. Næste dag hører han Gram Parsons og The Flying Burrito Brothers og spiller videre med ham i en slags pagt, der varer til Gram Parsons endeligt en nat på tequila og heroin i et hotel i Joshua Tree 1973.
Et par år før Gram Parsons’ død inviterer Keith Richards ham til Sydfrankrig, hvor han i Villefranche-sur-Mer uden for Nice har lejet herskabsvillaen Nellcóte sommeren over. For at få country-lyden ind under huden. Mick Jagger er gået society i Paris med Bianca Jagger, Charlie Watts har forskanset sig på et landsted i Provence, og Bill Wyman hygger sig med sin svenske veninde i kunstnerbyen Saint Paul de Vence. Keith Richards er på det tidspunkt viklet langt ind i stoffer og et strindbergsk forhold med Anita Pallenberg. Men det er under den kollektive gennemtræk i Villa Nellcóte med Mick Jagger i evig transit, Mick Taylor i begyndende opløsning, Bill Wyman fraværende og Charlie Watts i evig venten, at mesterværket Exile on Main Street bliver til. Charlie Watts opfinder ved den lejlighed begrebet ”Keith-tid”, fordi man aldrig ved, hvor han er, eller hvornår han kommer. Alligevel skaber gruppen et af deres mest tilstedeværende albums på hans energi og evne til at holde sammen på The Rolling Stones. Keith Richards siger i et interview i Victor Bockris’ biografi, at man skal fokusere på sine fejl, sin ufuldkommenhed og sine nederlag, det er den eneste måde at komme igen på.
HERMED er vi tilbage ved 1992, hvor Keith Richards giver koncert i KB-hallen med The X-pensive Winos og finder sig selv mere levende end død. Ti år forinden er han blevet gift med den amerikanske fotomodel og skuespiller Patti Hansen og har bosat sig i Westin, Conneticut. Han har fået hold på sit familieliv. Det er i de samme år, Mick Jagger meddeler, at han ønsker at gå solo og at gruppens medlemmer skal realisere projekter hver for sig. Keith Richards er rasende, og sviner Mick Jagger til i det ene interview efter det andet, hans ”Peter Pan-kompleks” med alle de unge kvinder, hans kroniske umodenhed, hans society-liv og snobbisme – hans mangel på loyalitet over for livsprojektet The Rolling Stones, som man angiveligt ”kun forlader i en kiste”.
Helt sandt er det jo ikke. Mick Taylor forlader gruppen i panik i 1974 for netop ikke at ende i den lukkede boks, og erstattes af Keith Richards’ gamle buddy, Ron Wood, der med årene har udviklet sig til gruppens hofnar og en tegneserieudgave af Keith Richards, markeret helt ud i hans gentagne alkoholproblemer og hans guitarspil, der er flettet ind i Keith Richards’. Det er kendetegnende, at Mick Jagger ikke rigtig brænder igennem med sine soloplader i 1980’erne og 90’erne, selv om de rummer meget smukke sange, mens Keith Richards skaber autenticiteten med sine udspil, ikke mindst koncert-albummet Live at the Hollywood Palladium (1991). Og han gør det ved at samle et orkester omkring sig, der lyder ligesom Stones, ja trommeslageren Steve Jordan har været tvunget til at imitere Charlie Watts i en sådan grad, at han også gentager hans bøffer.
De sidste 15 år har vist en selvsikker Keith Richards, der i popularitet efterhånden overstråler Mick Jagger med en maskulin karisma, der radierer fra scenen og stråler ud fra de fotosessions, det er blevet til igennem årene. Keith Richards har fået ikonisk status. Mick Jagger er respekteret. Keith Richards er elsket. Mick Jagger er i kontrol. Keith Richards er i sway. Rolling Stones har altid – også visuelt – været en spektakulær gruppe. Stones kan kreere fotografer, det er ikke omvendt. Det er en ikke ringe del af hemmeligheden ved deres 40 års succes. De ser ud af noget, og Keith Richards inkarnerer i den sammenhæng barokkens manierisme, tvelys og clair obscur og romantikkens mørke helte, ved helt ud i ansigtets furer, revner og gnistrende øjne at være taktil, malerisk, senest fastholdt i Annie Leibovitz’ kokette Louis Vuitton-reklamer med den mørke ridder.
Det er Mick Jagger, der kommer tilbage ved halvfemsernes kant og stiller op for gruppen igen, så tvillingerne sammen kan tælle op til sekelskiftets genkomst for The Rolling Stones med albums og turneerne Voodoo Lounge (1994), Bridges to Babylon (1997) og A Bigger Bang (2005-07). Men det er Keith Richards, der synes at stille betingelserne, fordi han – igen – musikalsk er in charge som den, der har defineret gruppens lyd, opstammet dens rytmiske DNA og rodfæstet dens sjæl. Er han faldet til ro? Han er i hvert fald begyndt at synge ballader. Man har altid vist, at han har skrevet nogle af gruppens fineste ”Ruby Tuesday”, ”Wild Horses”, ”Coming down Again”, ”Beast of Burden”, men balladerne er en vital del af de nyere albums og Keith Richards’ selvopfattelse. Men i 1997 under indspilningen af Bridges to Babylon gik han amok og var ved at kvæle Ron Wood, der havde svigtet en aftale. Han var også rasende på Mick Jagger, der havde taget et par nymodens techno-producere med i studiet. En af dem blev kaldt for Babyface. Til ham sagde Keith Richards: ”Det kan godt være, at du bliver kaldt Babyface nu, men når du har indspillet med ham der (Mick Jagger, red.) bliver du Fuckface ligesom jeg”. I den endelige færdiggørelse af albummet, redigerede Keith Richards Babyfaces lyd ud.
Rent ægteskabeligt er han blevet bedstefar, og har fået to børn til med Patti Hansen, end de to han har med Anita Pallenberg. Patti Hansen kommer fra en kristen familie, og der bedes angiveligt bordbøn i det richardske hjem i Westin, Connecticut, nu, hvor de enkelte familiemedlemmer holder hinanden i hånden. Man ser det ikke lige for sig. Måske er det derfor, at Keith Richards har fået et bibliotek, sådan et rigtigt et med arkitekttegnede reoler fra gulv til loft. Holdt i ædeltræ med pilastre i sort ibenholt og bladguld og dertil chaiselong og renæssanceskrivebord. Ifølge den elegante coffee table-udgivelse At Home with Books. How Booklovers Live with and Care for Their Libraries (1999) isolerer han sig her, når han flader ud efter de lange turneer og sessions. Over døren hænger et skilt, som han har stjålet fra Savoy Hotel i London med ordene: Do not Disturb. ”Men det virkede ikke, siger Richards olmt. Jeg måtte ændre det til: Do not Enter!” For første gang i femogtyve år, kan han være mere end to måneder på et sted. ”At læse holder mig fast”, siger han, ”Efter et liv på vejene, er læsningen mit anker”.
GROR der så alligevel mos på en rullesten? Noget er der sket med manden, det vidner et tidligere uheld op til en koncertturne om. Det var i 1999, hvor gruppens Europa-turné blev forsinket i et par måneder. Grunden? Keith Richards var faldet ned af sin biblioteksstige, da han ville have fat i en foliant med faksimiletryk af Leonardo da Vincis tegninger, fordi han skulle skabe et kunstværk til Museum of Modern Art i New York. Han havde grebet fat i hylden for at holde balancen, og havde da i faldet fået hele Encyclopedia Britannica over sig og brækket et par ribben. Så er man i sandhed kommet langt væk fra rock’n’roll! I 2006 kunne han være blevet helt væk på Fiji, da han faldt ned fra en palme. Det skete ikke. Allerede Alexis Korner så det, og sagde det i sin tid til Barbara Charone: Manden er stærk som en okse. Det kan godt være, at han ser træt ud, når han kommer og efter et par dage ligner døden fra Lübeck, men han er last man standing.
I Martin Scorseses portrætfilm om The Rolling Stones Shine a Light (2008) med koncertoptagelserne fra Beacon Theatre i New York fryser instruktøren dette udsagn til et mytologisk øjeblik. Da den sidste sang er spillet, fastholder Scorsese kameraet på Keith Richards ved scenekanten. Han knæler ved sin hvide vintage-guitar og støtter hovedet mod gribebrættet. Det er et udtryk for taknemmelighed. Han ligner en indianer i profil med den knækkede næse. Han sidder ved sit instrument. Det kunne være en god dag at dø.
Men Keith Richards har afluret skæbnen så mange gange, at den ikke synes at skulle fuldbyrdes foreløbigt. Selv formulerede Richards det således til Rolling Stone Magazine i 2002: ”Jeg kommer til at skrive alle jer andres gravskrifter”!
Kilder: Victor Bockris: Keith Richards (1992, 2002)
Barbara Charone: Keith Richards (1979)
Estelle Ellis m.fl: At Home with Books (1999)
Marianne Faithfull: Faithfull. (1994)
Nick Kent: The Dark Stuff (1994)
Philip Norman: The Stones (1984)
Tony Sanchez: Up and down with The Rolling Stones (1979)
Christopher Sanford: Keith Richards (2003)
Magasinerne Uncut (jan. 2004), Rolling Stone (okt. 2002), Classic Rock (dec. 2008)
Musikteknisk bistand: Rene Gummer.