Gyldendals julekalender 2011

Fra 1. december og frem til jul kan du hver dag læse et afsnit i Kirsten Hammanns ordbogsjulekalender. Følg med her på siden eller bliv ven med Gyldendals Røde Ordbøger på Facebook, hvor julekalenderen også kører.

Juleaftensdag. Årets længste dag, i hvert fald for børn.

Forloren. Falsk, kunstig. Et nærmest forsvundet ord. Vi har dog stadig forloren hare og forloren skildpadde. Engang havde man forlorne tænder, men så blev de til gebis og sidenhen til proteser. Og nu om dage foretrækker de fleste stifttænder og broer eller deres helt egne med krone på.

Anders Sand-blade. Egentlig Anders And-blade, men sådan udtaler man det ikke.

Idiotforstander. Et skældsord fra min tid som barn. Det kunne dog være svært at huske, så en dag råbte jeg: ”Din … din ... din stationsforstander!!” og stod tilbage med en mærkelig tom fornemmelse, uden helt at vide, hvad det var, jeg manglede.

Sul. Mon ordet ville have overlevet i det danske sprog, hvis det ikke rimede på jul?

Undervisningsdifferentiering. Er det længste danske ord i retskrivningsordbogen. Det er på 28 bogstaver. Et eksempel på et langt ord, der angiveligt er anvendt til andet formål end at finde på lange ord, er speciallægepraksisplanlægningsstabiliseringsperiode. Det er på 51 bogstaver, men i øvrigt en omgang vrøvl.

Die. Alle pattedyr, der får mælk hos deres mor, dier. Også babyer. Men mange er begyndt at sige, at barnet ammer. Åh nej, en baby kan ikke amme, forstå det dog. Mor ammer, baby dier! Ligesom en bjørnetjeneste, der ikke er en stor tjeneste, men en, der virker modsat hensigten, og hvis nogen bliver forfordelt, så får de mindre end de andre, ikke mere. Køb en ordbog.

Lise. En lise. En lettelse og befrielse og glæde. Det ord kunne vi godt bruge lidt mere. Ligesom nor, det lille nor, det sagde man altid om nyfødte engang. Nu er de bare babyer.

Plumkage. Ordet er ulækkert og får mig til at tænke på affald og skraldespande, godt hjulpet på vej af, hvad sådan en kage i øvrigt indeholder af små hårde, klistrede genstande og ituskårne cocktailbær. Tæt på ordet plump, som betyder grov, klodset og tung. Det er jo ikke lige, hvad man drømmer om, når man har lyst til kage.

Retstavning. Et godt og ordentligt ord på linje med grundlov og menneskerettigheder. En god og sikker ramme. Et fundament. Sammenhængskraft. Noget jeg hylder og ville ønske, vi alle kunne være enige om at overholde.

Ærinde. Er et virkelig dejligt og lidt elegant ord at sige. Ær-inde eller Æ-rinde, det er meget elegant, lige meget hvordan man udtaler det. Min mormor gik altid ærinder, og heldigvis er ordet stadig levende, og det er den perfekte fællesbetegnelse for alt, man kan gå ud i byen efter. Man skal ordne noget og er tilbage inden alt for længe.

Slubre. At slubre. Det lyder allerede irriterende, ligesom når folk smasker eller laver andre lyde med deres slimhinder i munden eller næsen eller endetarmen.

Halsonde. Det skrev min venindes far altid i hendes kontaktbog, når hun havde haft ondt i halsen. Og maveonde, når hun havde ondt i maven. Vi andre havde bare ondt i halsen eller ondt i maven. Men ordet er på vej til at overleve, jeg er i hvert fald begyndt at bruge det selv, her 20-30 år efter jeg gik ud af skolen.

Død. Det værste ord. Og inden i sig har det også ød, øde, forladt og alene, aldrig mere levende og tæt på andre.

Sputnik. Et dejligt ord. Der er fart over feltet. Lyder meget sportsligt, selv om det var den første sovjetiske satellit i rummet. Men den opnåede en hastighed på 29.000 km/timen og rejste 60 millioner km omkring jorden.

Spagat. Gør næsten ondt at sige og se på. Så hellere badutspringer. Det føles som at fare ud i rummet som en sputnik.

Plag. En hest mellem et og tre år. Ung og stærk, men det lyder bare så synd!

Lagengymnastik. Virkelig grimt og u-charmerende ord. Som en sportsgren. Stillinger og positurer. Noget, der skal overstås ligesom en løbetur, og man har det først godt bagefter.

Ymerdrys. Først smuldret rugbrød, det er jorden. Og så kommer sneen dryssende fra sukkerskeen. Mere sne, mere sne, den skal dække jorden. Det var tider. Det var dengang, vi også fik sukkermadder at spise, i dag er det bare noget, nogen har tisset på.

Græsenke. Går hun på marken og gumler græs, til manden kommer tilbage? Eller er det forsmagen på hans død, der bliver tygget på?

Fedtegrever. Mon de er i familie med arme riddere, kammerjunkere og gullaschbaroner?

Skarabæ. Skarabæen er et symbol på liv og genfødsel og blev benyttet som amulet eller segl i det gamle Egypten. Jeg har en veninde, som i 20 år har gået med en sølvskarabæ i øret. Den er smuk, men når jeg hører ordet, kan jeg kun tænke på lort og skrald.

Nysselig. Man kan ikke sige nysselig uden straks at tilføje ”og kysselig” (”på mund, hånd og arm”). For ikke at tale om ”bøjelig og føjelig og rank som et siv”.
Det hele og meget mere står i ”Hun er sød”, Chr. Winther 1840, melodi Otto Mortensen 1937.

Gumpen. En diplomatisk måde at sige røv på. Juleandens røv. Min far ville altid gerne have gumpen og fik den. Tænk, at han ville spise en røv. Man kan også være gumpetung, og man ser det for sig: en meget bred numse på én, som er langsom i optrækket.

Bliv ven med Gyldendal på Facebook – her kan du læse om litteratur, læseranmeldelser fra gyldendal.dk og alt om læsegruppen #fredagsbog på Twitter.com.

Din kommentar

Du skal være logget ind for at kommentere. Log ind her

Send kommentar

Alle kommentarer (0)