Forfattere giver bøger i julegave

Del
0 Kommentarer
Tranen har spurgt en række af vores aktuelle forfattere, hvilke bøger de vil give i julegave i år. Få et kig i forfatternes juleindkøbskurve her.



   Christel Wiinblad er aktuel med romanen PROLOG. Her kan du læse hendes tre julegaveanbefalinger:   

   Jeg vil gerne give alle Bjørn Rasmussens debut HUDEN ER DET ELASTISKE HYLSTER DER OMGIVER HELE LEGEMET, fordi den er vild og helt sikkert vejen til at undgå at spise for mange klejner.

   Jeg vil give min kæreste Erik A. Nielsens THOMAS KINGO, fordi den i sin indledning laver et af de fineste portrætter af barok-mennesket, jeg har læst.

   Jeg vil gerne give mig selv OVIDS ELSKOVSKUNST, fordi jeg skal bruge den til min næste digtsamling.


   Niels Skousen er aktuel med erindringerne HERFRA HVOR JEG STÅR. Han har følgende tre julegaveforslag:   

   Mine musikervenner vil jeg give Dy Plambecks roman GUDFAR, fordi den så elegant trækker trådene ned gennem flere generationer og væver fortid, fortids fortid og nutid sammen i suveræn stil. Ubesværet glider vi ind og ud ad de forskellige spor, de forskellige lag, der lægger sig ind over hinanden til en fortælling som rammer os med rå humor og dybde.

   Til min bror vil jeg give Kirsten Thorups roman TILFÆLDETS GUD, fordi den magter at gennemlyse vores problemer her i den postmoderne, globaliserede verden, og med sit fintmærkende og præcise sprog fanger kompleksiteten i vores egen situation, som vi står her og ængsteligt ser ud i fremtiden. En bog fuld af kærlighed, savn og længsler.


   Til mine voksne børn vil jeg give Bo Lidegaards EN FORTÆLLING OM DANMARK I DET 20. ÅRHUNDREDE. Et must. For her er de store linier tegnet op. Den økonomiske, sociale og politiske udviklings snoede veje. Sammenhængen. Magtkampene. Så selv dagens politik, som vi får den brudstykkevis fra tv, bliver forståelig.


   Thomas Kristensen er sammen med Henning Kristensen aktuel med F-16 - OPLEVELSER PÅ DANSKE VINGER. Her kommer hans anbefalinger:    

   Lars Møller: JÆGER 200: Min far skal have denne bog, da han har arbejdet sammen med Lars Møllers far og derigennem har kendt til Lars i en menneskealder.

   Erik B. Jørgensen: DANMARK RUNDT I KAJAK: Min bror skal have denne bog, da han også selv har det med at overskride grænser ... måske han kunne blive inspireret!

   Susanne Feierskov: MED VINGER OG VÅBEN. Denne bog vil jeg give mig selv i julegave.
Interessant at få et indblik i en verden som kunne have været min egen, hvis der havde stået 1920 på min dåbsattest!


   Astrid Saalbach er aktuel med romanen FORDRIVELSEN og anbefaler disse tre bøger:   

   Jeg vil give BEGYNDERE af Raymond Carver til min yngste søn, fordi han vil elske dens rå og særligt amerikanske univers.

   UD af Carsten Jensen skal min ældste søn have, fordi han interesserer sig så brændende for verden.

   Platons samlede værker i ny oversættelse til min mand, fordi han er så filosofisk anlagt.



   Sally Altschuler er aktuel med EN ENGEL BAG ØRET og MIN TIPOLDEFAR VAR RUSSER OG HAVDE SLANGEKRØLLER. Her er hans anbefalinger:   

   Amos Oz: SCENER FRA EN LANDSBY - Til mine to børn fordi de er halv jøde og halv jul og tager en tur til Israel lige om lidt.

   Salman Rushdie: FORTYLLERSKEN FRA FIRENZE - Digteren Karsten Bjarnholt skal have den, fordi han er en af de klogeste, jeg kender, og jeg vil vide, hvad han synes.

   Kim Fupz Aakeson & Niels Bo Bojesen: VITELLO FÅR EN KLAM KÆRESTE - Den skal Anna have, fordi den er lyserød og fordi Fupz og Bojesen er fede.



   Hanne-Vibeke Holst er aktuel med slægtsromanen UNDSKYLDNINGEN. Hun anbefaler disse tre julegavebøger:   


   Min søster, skolelæreren, fra Nordjylland, skal helt klart ha’ pragtværket i to bind LIMFJORDEN – STEMMER OG STEDER med tekst af Hans Edvard Nørregaard-Nielsen og fotos af Kirsten Klein. Det er lige hende

   Min datter, den søgende sjæl, vil jeg give Lone Hørslevs samlede digte, FIRE SAMLINGER. Datteren er altid på jagt efter god lyrik og det får hun her

   Mig selv vil jeg forære Astrid Saalbachs roman FORDRIVELSEN, der handler om at komme ud for en ulykke og vågne op og opdage, at man har mistet sig selv. Grufuldt.



   Thomas Harder er sammen med sin bror, Andreas Harder, aktuel med kogebogen CUCINA ITALIANA. Han anbefaler disse julegaver:   


   Min søn Victor skal have George R. R. Martin: KAMPEN OM TRONEN, fordi han er vild med fantasy og middelalderhistorie og rollespil og tykke bøger.

   Min gode ven Hans skal have Mogens Nykjær I PAVERNES ROM til minde om fælles rejser, og fordi vi har skrevet tre bøger om Rom sammen.

   Min bror Andreas skal have Hans Boll-Johansen: VED BORDET, fordi det er en vittig og øjenåbnende bog om emner, der optager ham.



   Susanne Feierskov er aktuel med MED VINGER OG VÅBEN og hun vil købe disse tre julegavebøger:   


   Min bedste veninde skal have EN ALVORLIG SAMTALE af Raymond Carver, fordi hans novellesamling er slank, varm og velkomponeret - lige som hun er

   Roberto Bolaños: DE VILDE DETEKTIVER er et litterært kæmpe-kødben, som mine to "vilde" og vittige hunde af nogle brødre vil gnaske i sig med energisk fornøjelse.

   Brian Dan Christensen: ØEN MED DE NI BROER skal min gode ven og kollega have, fordi han kan lide en pirrende og elegant gang grillstegning af folk og grupper, der tager sig selv for højtideligt.


   Peter Øvig Knudsen er aktuel med første bind i fortællingen om hippierne, HIPPIE 1, og han har fundet disse tre boggaver:    

   Inger ChristensenSAMLEDE DIGTE - til min datter Ea på 12, fordi hun skal have mesterværkerne ved hånden, så snart hun fatter interesse.

   Kaspar Colling Nielsen: MOUNT KØBENHAVN - til min ven Christian Muff, som er den eneste jeg kender, der kunne få en tilsvarende idé.

   Ina Kjøgx Pedersen: SAMLES, SKILLES AD - til min mor, så hun kan blive oplivet af forfatterens sprog og erindringskraft.


   Erik B. Jørgensen er aktuel med DANMARK RUNDT I KAJAK. Her kommer hans tre julegaveanbefalinger:   

   STEVE JOBS af Walter Isaacson. Den skal min ven have, fordi den viser, at visioner og vilje kan før en langt.

   F-16 af Henning Kristensen og Thomas Kristensen. Den skal min fætter have, fordi det er super historier og sjældne billeder i verdensklasse.

   ORBIT af Ib Michael. Den skal min ven have, fordi den mand kan noget med ord, fortælling og fantasi som ingen andre.



   Ole Knudsen er sammen med Sten Wijkman Kjærsgaard aktuel med LOKUMSBOGEN 2012. Her kommer hans tre julegaveanbefalinger:   


   Henrik Pontoppidan: SMAA ROMANER 1905-1927. Min halvjapanske nevø Mikku skal have Pontoppidan, som er en af Danmarks få nobelprismodtagere i litteratur. Pontoppidan har virkelig fortjent prisen, og min nevø har fortjent bøgerne, for ”de små romaner” giver et unikt røntgenbillede af Danmark og danskerne i det 20. århundredes første del, og samtidig fortælles der storslåede, hjerteskærende, voldsomme og sine steder mageløst morsomme historier som kun en mester kan det.

   Brian Dan Christensen: ØEN MED DE NI BROER. Min bror skal have denne satiriske og alligevel spændende krimi. Min bror har boet i udlandet det meste af sit voksne liv, så jeg tror, han vil få sig et godt grin over dette portræt af et måske noget anderledes Danmark end det, han tror han kender – og samtidig driver handlingen læsningen fremad, så man ikke kan lægge bogen fra sig

   Sten Wijkman Kjærsgaard & Ole Knudsen: LOKUMSBOGEN 2012. Min mor skal have Lokumsbogen. Hun læser den ikke, men hun bliver så stolt af, at hendes lille søn har lavet en hel bog. Det bliver hun hvert år, og at han rent faktisk laver den sammen med en anden, det har hun valgt at ignorere. Bortset fra det, så er Lokumsbogen bedre end nogensinde. Det er lidt ligesom Rolling Stones og gammel vin.


   Peter Nygaard er aktuel med FORMEL 1 - FØR OG NU. Her finder du hans tre julegavekøb:   


   YEAH, YEAH, YEAH! af Torben Bille. Til min 17-årige, tromme-spillende søn. Han har godt af at lære om
fortidens mestre!


   NEW YORK NEW YORK af Anne Mette Lundtofte. Til min kone - fordi det er hendes (vores!) yndlingsby.


   BARCA af Jesper Gaarskjær. Til min 10-årige datter, der vil være professionel forboldspiller.
Barca er den oplagte klub - hun har allerede spilledragten ...
    
Din kommentar
Du skal være logget ind for at kommentere. Log ind her
Alle kommentarer (0)

Log ind

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
Password

Opret profil

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
E-mail
Password

Glemt password

Indtast din e-mail, og vi sender dine info.

Slet profil

Indtast din e-mail.
E-mail

Tilmeld nyhedsbrev

Indtast din e-mail-adresse for at tilmelde dig nyhedsbrevet.
E-mail