-
Del
Stor pris til Kim Fupz Aakeson og fem præmier i Ole Lund Kirkegaards navn
Ved Gyldendals årlige reception for børne- og ungdomsbøger blev forfatteren
Kim Fupz Aakeson tildelt Gyldendals Store Børnebogspris 2010.
Med prisen, der uddeles af Søren Gyldendal Fonden, følger 50.000 kroner.
Gyldendals priskomité motiverer valget af prismodtageren sådan:
» Kim Fupz Aakeson får prisen, fordi han i sine bøger formår at tackle alt det bøvl, der kan være med livet, på en måde så børn og voksne både smiler og forstår. Han er en uhyre kreativ og energisk forfatter, der har mere end 50 børne- og ungdomsbøger bag sig. Alene i 2010 udkommer 6 titler fra hans hånd på Gyldendal – herunder hele 3 i hans kendte
Vitello-serie. Gennem hele hans produktion – uanset om det er bøger, film eller illustrationer – går en skæv og humoristisk kærlighed til dem, der er faldet helt almindeligt eller måske endda ikke helt succesfuldt ud i tilværelsen. Og det sker med en unik sproglig glæde og ved at fange det rørende, sørgelige, sjove, småkloge og måske endda helt groteske i alt det, vi siger og gør i hverdagen«.
Kim Fupz Aakeson er født i 1958 og bor i København Ø. Han var bortrejst på dagen, så prisen blev modtaget af hans ældste datter, Sallie, kendt fra hans børnebog Sallies historier.
Ved samme reception uddeler Gyldendals Børne- og Ungdomsredaktion ekstraordinært fem Frøsnapper-præmier på hver 10.000 kroner.
Ulla Selfort, forlagschef for B & U-redaktionen, siger:
»I år ville
Ole Lund Kirkegaard være fyldt 70 år. Hans bøger om
Orla Frøsnapper,
Lille Virgil,
Gummi-Tarzan og alle de andre rødder er den måske største latterbombe i nyere dansk børnelitteratur, altid fulde af ballade og sindssygt fantasifulde påfund, altid på børnenes hold. Med Frøsnapper-præmierne vil vi gerne anerkende den særlige blanding af originalitet, ihærdighed, nysgerrighed og fortælleglæde, der skal til for at skabe en god historie - uanset om man er forfatter, illustrator eller bogdesigner«.
Præmierne tilfalder: Forfatterne
Benni Bødker og
Nils Hartmann, illustratorerne Bodil Carstensen og Jan Solheim samt grafisk designer Maria Lundén.