Læs artiklen

Naja Marie Aidt: Da min søn døde, mistede jeg evnen til at læse

Naja Marie Aidt: Da min søn døde, mistede jeg evnen til at læse

I marts 2015 døde forfatteren Naja Marie Aidts søn Carl i en ulykke, 25 år gammel. Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er en bog om chok og sorg. Formen er brudt op. Korte prosastykker henvendt til Carl veksler med lyriske passager, og brudstykker fra nutiden glider over i erindringsglimt og dagbogsnotater fra fortid og nutid. Her fortæller Naja Marie Aidt om sin bog.

Q: Kan du beskrive den betydning, det har for bogen, at formen er brudt op?

»I begyndelsen var det kun bittesmå stykker, jeg skrev, nogle gange kun få ord eller linjer. Efterhånden opstod en prosatekst, der beskriver de to døgn, fra jeg fik meddelelsen om, at min søn havde været i en katastrofal ulykke, til han blev erklæret hjernedød på Rigshospitalet. Den blev en slags træstamme i manuskriptet.

Disse prosastykker – for teksten kommer i små bidder – omfavnes så på en måde af alle mulige små tekster: digte, fragmenter, citerede stykker fras andre digteres værker, små essayistiske stykker, dagbogsnotater fra fortid og nutid og min søns egne digte og noter, blandt andet – og de blev en slags kviste, grene og blade på træstammen. Det vil sige, at prosateksten er afgørende for kompositionen. Den blev det, der nærmest løber gennem bogen, en chokpræget dramatisk tekst, og jeg fik så mulighed for bevæge mig frit i tid ind imellem afsnittene af den tekst. Det vil sige skrive om både tiden, før min søn døde og om tiden efter, om de forskellige stadier af tiden efter, og jeg kunne også række helt tilbage til, da han blev født, fordi jeg havde mine dagbogsoptegnelser fra dengang.

Med denne bog oplevede jeg for første gang i mit liv dels ikke at kunne skrive overhovedet, og også at ingen form i sig selv var nok. Der skulle åbenbart flere genrer til. I starten var det bare små forsigtige angste skridt, og efterhånden kunne jeg se formen materialisere sig, og det hjalp mig meget. Man siger tit, at form er alt, og det må jeg sige blev helt essentielt med dette manuskript. Jeg oplevede efterhånden, at jeg kunne læne mig ind i formen, at det usigelige kunne siges, hvis formen var der. Jeg tror, det har hjulpet mig, at jeg er bekendt med alle litterære genrer. Jeg har på en måde i hele mit forfatterliv øvet mig på at kunne skrive denne bog. 

Det med form var ikke noget, jeg sad og udtænkte før, jeg begyndte at skrive. Det var ikke en mulighed, det var jeg simpelthen ikke i stand til. Men jeg havde en dyb tillid til, at formen ville vise sig på et tidspunkt. Det, jeg egentlig altid har vidst, blev fuldstændig klart for mig, nemlig at tro og stole på den intuitive fornemmelse for teksten, at mærke næsten fysisk om det bliver ”rigtigt.”  

Sådan har jeg altid arbejdet, altså med denne ret sikre tiltro til min egen intuition og fornemmelse og til sproget, men igen: alt blev skærpet med denne bog, også det. Der blev skåret ind til benet. Jeg havde simpelthen ikke overskud til at sidde og fedte og vælge og eksperimentere. 

Det med intuition kan jo lyde en smule irriterende. Jeg mener vel mere noget med, at jeg åbner mig for det mulige, når jeg skriver. En tilstand, hvor alle sluser er åbne, og som er sproglig og meget visuel. Jeg ser meget, når jeg skriver.«

*

LINK > Klik her og hør Naja Marie Aidt fortælle om bogen til sin ven, forfatter og radioproducent Pejk Malinovski

*

Q: Du har aldrig været bange for at tage fat på det svære, det der gør ondt – ensomhed, magtesløshed og tab er karakteristiske temaer. Ser du en sammenhæng til dine tidligere bøger?

»Nej. Det gør jeg faktisk ikke. Men så alligevel: Jeg har jo aldrig været håndsky, når det kom til at gå dybt ind i stoffet, også helt tæt på det ubehagelige og svære og brutale, så det er klart, at jeg havde det med mig, også da jeg skrev denne bog.

Ærligheden er vigtig, men igen: Jeg havde ikke overskud til at være andet end 100 % ærlig. Jeg har jo aldrig skrevet noget, der var personligt på den her måde før. Som tager udgangspunkt i mit eget liv, ud over til dels nogle af digtene i Poesibog, som handler om min barndom. Men de er stadig fiktion. Det er altså en afgørende forskel fra mine andre bøger. Og det var jeg også bekymret over.

Men efterhånden som manuskriptet tog form, forstod jeg, at det også var der modet lå. At turde fortælle denne frygteligt tragiske og voldelige historie, at dele den, simpelthen. Men jo også at tale meget højt om døden og det smertelige tab, som stadig er tabuiserede størrelser, måske mest fordi vi ikke aner,  hvad vi skal stille op med hverken død eller sorgsmerte. Vi har ingen ritualer.

Jeg ser denne bog som helt sin egen, selvom den udspringer fra mit forfatterskab. Måske der er en anden ømhed i den. Måske man bliver en smule vis af at miste et barn. Alting forandrer sig, blikket på alting. Midt i den afsindige sorg er der også en mulighed for større empati, forståelse og kærlighed. Simpelthen et dybere blik på livet og verden og andre mennesker. Og kunsten, måske.«

Carl og Naja Marie Aidt, 1990. PRIVATFOTO

Q: Bogens titel, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, er lånt fra to digte fra din Poesibog fra 2008. De digte citerer du også i bogen sammen med et andet digt om døden fra din debut, Så længe jeg er ung fra 1991. Hvilken betydning havde de tre digte, da de blev skrevet – og nu i den nye sammenhæng?

»De havde ikke større betydning end så mange andre digte, jeg har skrevet. Men de handler jo om min søn Carl, som nu er død. Digtene fra Så længe jeg er ung handler om angsten for at miste ham, de er skrevet da han var meget lille. Digtene fra Poesibog handler om døden. Jeg tænkte meget intenst på Carl, da jeg skrev dem.Jeg var taknemmelig over, at han så og sige ’rakte’ mig digtene eller nærmere, at han var en slags muse for mig i forhold til de digte.

Han vidste ikke, at jeg tænkte på ham, da jeg skrev dem. Men det er klart, at de fik en helt anden og voldsom betydning for mig, da han så faktisk døde. På samme måde som at han er den eneste af mine fire børn, der altid, og siden han var lille, faktisk har talt om sin egen død, hvilket også fremgår af min bog. Jeg følte jo så pludselig, at digtene havde været varsler for det, der skulle komme. Og det gjorde mig helt afsindig af raseri. Jeg rasede over universet og verdenskræfterne, simpelthen.

I bogen er en tekst, der handler om netop det. Om hvordan poesien nogle gange kan vide noget, som endnu ikke findes eller er sket, noget, der ligger ude i fremtiden. Så kan man som digter føle, at man skriver med ført pen, som om man var et medium. Det er ikke behageligt, det er tværtimod ret chokerende. Men det er en del af poesiens kraft, tror jeg. Jeg er ikke troende, men jeg tror på det, der kan ske og udsiges i poesien. Og man kunne udvide det og sige, at jeg tror på kunsten.

For mig er det, det eneste sted jeg virkelig kan få indsigt.«

*

LINK > Find bogen her

*

Q: Du bruger, citerer og lader dig inspirere af fortællinger og en række forfattere og digtere fra alle tider. De har alle det til fælles, at de skriver om døden, om sorgen over at have mistet – for de flestes vedkommende et barn, men i mange forskellige genrer. Hvad har de betydet for dig, for din tekst?

»Da min søn døde, mistede jeg evnen til at læse. Senere har jeg forstået, at det har noget at gøre med det, der sker med hjernen, når man oplever et voldsomt traume. Der er nogle forbindelser i hjernen, der lukker ned, så man blandt andet har meget svært ved at koncentrere sig. 

Senere rakte jeg ud efter alt, jeg kunne få fat i, der handlede om tab og sorg. Det var det eneste, der gav mening for mig, alt andet oplevede jeg som fuldstændigt ligegyldigt. Så jeg læste en hel masse i øst og vest, både sorgteori og poesi og skønlitteratur.

En ven forærede mig den franske digter Stephane Mallarmés fragmenter om sin døde søn, i Paul Austers engelske oversættelse. De gav så meget mening for mig. De var som et spejl. Han skriver kaotisk, ufærdigt, ikke-perfekt. Han kunne ikke andet. Hans tekster lignede mine egne. De er skrevet midt i den rå sorg, præcis som mine. Så begyndte jeg at inddrage hans fragmenter i min egen tekst. Så genlæste jeg Roubauds Noget sort, der også beskriver den rå sorg, skrevet i tiden lige efter hans unge hustrus død.

Så så jeg på Emily Dickinsons noter og tekststumper, skrevet bag på konvolutter og små sedler. Her var igen det ufærdige. Det var begyndelsen. Jeg har udvalgt alene efter, hvad der gav mening. Både som sådan, men også i forhold til det, jeg selv skrev. Men man kan måske sige, at næsten alle medtagne tekster beskriver den desperate første tid efter en elskedes død.

Teksterne kunne også indimellem sætte mig i gang med at skrive. Nogle gange læste jeg noget, som beskrev noget, jeg selv oplevede, men som jeg ikke rigtigt forstod eller havde bevidsthed om. Det var en stor hjælp. Og en inspiration kan man sige, hvis man kan bruge det ord i en så desperat sammenhæng.

Men allerallerførst var det digte fra Inger Christensens Alfabet, der på en måde kom til mig. Det første, jeg overhovedet skrev, var et (dårligt!) forsøg på at efterligne hendes form. Det var, som om hun stod inde i mit hoved og læste op for mig. Det var ret fantastisk, det føltes, som om Inger, der jo også er død, og som jeg holdt meget af, kom til mig med poesien og sagde: ”Her, det er den, du skal række ud efter. Det er den, der er din redning.” Så min bog er også en kærlighedserklæring til litteraturen fra alle tider.«

Carl Emil Heurlin Aidt, 2012. PRIVATFOTO

Q: Du skriver om, hvordan sorgen forandrer ens forhold til tiden – kan du uddybe?

»For det første standser tiden. Chokket standser tiden. Og når man mister et barn, har man en oplevelse af, at man mister fremtiden. Man er pludselig ude af stand til at forestille sig fremtiden, og man har intet begær til fremtiden og heller ikke noget håb til den. Barnet var fremtiden, nu er barnet væk. Tiden bliver ved med at gå, selvfølgelig, man ser på uret og solen og kan dermed konstatere, at tiden åbenbart går, men det har ikke mere noget med en selv at gøre mere. Det er ligegyldigt, for tiden er ophævet.

Det er en følelse af, at man på samme tid befinder sig i den dødes standsede tid og i det nu, der findes hvert sekund. Fortløbende tid er væk. Den fjernere fortid er væk. Traumebillederne bliver ved og ved med at køre i ens hoved døgnet rundt, mens man sidder på en stol uden evne til at røre sig, i et nu. Som bliver til et andet nu. Dermed kan man intet planlægge, fordi fremtiden er uvirkelig og meningsløs og faktisk forsvundet. Og man har ingen lyst til at planlægge heller. Tiden bliver simpelthen meningsløs. 

Det er en ejendommelig tilstand. Og den varer meget længe. At have oplevet det gør, at jeg også nu oplever tid anderledes, selvom jeg nu kan planlægge og er ’tilbage’ i normal tid. Jeg er ikke mere bange for at dø, jeg forstår dybt nede i mine celler, at livet er i døden og omvendt. Det er en erkendelse, som er meget fysisk. Jeg forstod det vel også før, mente jeg i hvert fald selv, men nu kan jeg se, at jeg overhovedet ikke fattede det. Der ligger vel også en ydmyghed i det, en overgivelse til døden eller en accept af døden som vilkår.

Når man tvinges til at lære den mægtige tavse død at kende, er den faktisk ikke så skræmmende. I sidste ende er det den, der definerer vores tid. Det har jeg været tvunget til at indse på den mest frygtelige måde.«

Q: Det er i høj grad en bog om moderskab – et tema der er emne for en række udgivelser i disse år, blandt andre Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, Maja Lucas’ Mor. En historie om blodet og Iben Mondrups Karensminde. Her tages både den altoverskyggende kærlighed og vanskelighederne op – de tabuiserede sider af moderskabet. Hvad vil du sige om moderskabet?

»De tre bøger, du nævner, beskriver moderskabet, også i al dets gru. Men når et barn dør, har man ikke ’råd’ til at interessere sig for problemerne ved moderskabet. Det, der står tilbage, er dels den voldsomme fysiske kærlighed, man nærer til sit døde barn, den afmægtige pinsel ved, at barnet er dødt, og skylden over måske ikke at havde slået til.

Alle mødre kan have skyld i forhold til deres levende børn. Det er en del af livet. Men når barnet dør, kan det ikke gøres om. Så er der ikke mere en levende historie, hvor vi udvikler os, lærer, får andre og måske mere tilgivende og ømme relationer til hinanden gennem livet. Med det mener jeg, at jeg f.eks. var rasende på min egen mor som ung i forskellige perioder. Men da jeg blev ældre, tilgav jeg hende alt og nød hvert øjeblik, jeg havde sammen med hende. Jeg accepterer, hvem hun er, jeg accepterer hendes svaghed også. Og de ting ved hende og hendes handlinger, der har gjort mig ondt tidligere i mit liv.

Men døden smækker døren i.

Derfor tror jeg, at det er naturligt, at man i nogle faser piner sig selv med alt det, man ikke gjorde for de nu døde, og alt det, man gjorde forkert. Simpelthen fordi man så gerne vil gøre det om, gøre det bedre, tale med den døde om det. Det kan man bare ikke. Det, der står tilbage, står tilbage.

Min søn var på mange måder limen i vores familie. Det var ham, der altid hjalp os andre. Han passede sine mindre søskende, han sagde aldrig nej. Han tog sig meget af os. Han var utroligt generøs og vedholdende med sin kærlighed. Det er svært ikke at tænke på, at vi tog ham for givet. Det udløser uvilkårligt skyld og pine. Nu, i hans fravær, ser vi tydeligt, hvad han gjorde for os, hvilken sammenhængskraft han skabte. Hvilket fællesskab han insisterede på. Der er et stort hul i rækken, som vi andre på en eller anden måde skal fylde. På den måde har han virkelig lært os noget.

Nu er det op til os at løfte det, han løftede. Det sørgelige er så, at han åbenbart skulle dø, før vi rigtigt fattede det. På den måde er livet så utåleligt dumt.

De to vigtigste ting i mit liv har altid været og er stadig mine børn og litteraturen. Det er på mange måder det, der har formet mig som menneske. Jeg fik mit første barn, da jeg var 18. Det sidste da jeg var 38. Jeg har aldrig været voksen uden at have børn boende hos mig. At skrive og passe børn, være sammen med børn, er den stabile grundstamme i mit liv. Jeg er taknemmelig over, at jeg har de andre børn, de holdt mig i live, da jeg afskyede livet allermest efter Carls død. Det gjorde hans venner og fætre og kusiner også, og det gør de stadig, alle sammen.«

*

LINK > Læs her dagbladet Informations interview med Naja Marie Aidt om bogen

*

Q: Du har sammen med Mette Moestrup skrevet og udgivet digtsamlingen Omina i oktober 2016 (omina er flertalsformen af det latinske omen – et varsel, et tegn). Er der en sammenhæng mellem Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage og de meget mørke og dunkle varselsdigte?

Ja, det oplever jeg desværre. Jeg skrev min del af Omina i foråret 2014, året før Carl døde. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad det var jeg skrev. Jeg havde en stærk oplevelse af, at digtene blev beamet ind i hovedet på mig, og så kunne jeg bare sætte mig og skrive dem ned, en meget stærk oplevelse af at være et medium. Det var frustrerende og også uhyggeligt indimellem. 

I skriveprocessen forsøgte jeg virkelig at åbne mig for stoffet, forsøgte at forstå det og manipulere det. Tit var det ikke muligt. Det var, som om der var en mur i stoffet, noget jeg ikke kunne trænge ind til eller overskride. Digtene ville være på en særlig måde, jeg følte mig irriterende viljesløs. Men de havde også en kraft. En særlig kraft og et sprog, der ikke helt var mit eget.

Nu kan jeg se, at nogle af digtene på en måde forudser Carls død. Og de forudser også min egen sorg. Et af digtene lyder f.eks. sådan her: Du stod der/uden sprog/uden oplysning/ om hvor du ville hen//du kunne intet mærke//hesten, retningsløs/uden sin berider//du som hest.

Det var jo den hest, jeg blev til.

Et andet sted står der: som at kaste sig ud fra et tårn/som at fejlberegne afstande/som at destruere strukturer. Carl kastede sig ud af vinduet fra fjerde sal i en stofudløst psykose. Han havde taget svampe, som gjorde ham momentant sindssyg.

Der står også: du skal være et sejl/og et segl/i denne nat. Jeg skal love for, at han var begge dele, et sejl der blafrede i natten, og et segl, der skar alt ned. Ja, sådan kunne jeg blive ved. Så for mig ligger der klart en forudsigelse i Omina, helt personligt. Men man kan også sige, at der ligger en forudsigelse af noget faretruende i hele bogen, også i Mettes digte. Måske det vi ser i verden i dag, Trump som præsident, Europa på mange måder i opløsning, racismen, den spirende fascisme, et nyt ondt mørke, simpelthen.

Jeg er ikke særlig spirituel og tror ikke på forudsigelser som sådan, det er ikke noget, jeg dyrker. Alligevel er der noget i Omina, som gør, at jeg har tænkt på, at der måske er en eller anden form for noget fælles ubevidst imellem os mennesker, noget man en gang imellem kan få adgang til.« 

*

LINK > Find bogen her

*

Q: Hvordan har du det med at skrive om dig selv – uden fiktionens beskyttelse? Hvad har det betydet for din skriveproces?

»Når man skriver for at udgive bøger, er man nødt til at ramme en tone, der er almenmenneskelig. Kan man ikke det, bør man skrive dagbog og gemme den ned i skuffen. Vil og kan man skrive litteratur, er der nogle filtre mellem én selv og den hånd, der skriver, der er en nødvendig afstand, et space, man redigerer, får tingene til at passe, laver forløb og komposition, det løfter sig op over det private på den måde.

Det handler jo om at vise nogle ting frem, som er en del af den menneskelige erfaring, det menneskelige liv, simpelthen. Nu kommer jeg til at tænke på Kim Leines Kalak. Den gør jo det samme, den fortæller en historie, som er forfatterens historie, men den er skrevet så den både når og berører sin læser, den skaber medfølelse og indsigt hos den, der læser, man inviteres ind i historien, historien bliver en del af læseren selv.

Det vil sige, at man på en måde forvandler noget personligt til litteratur. Jeg har jo aldrig prøvet dét før i den her udstrækning, men jeg synes egentlig ikke, at det har været så anderledes end at skrive fiktion. Det bliver jo til en slags fiktion, selvom det er selvoplevet. Når jeg skriver fiktion, forestiller jeg mig den verden, jeg skriver frem, som om den var virkelig, som om jeg selv stod midt i den. Denne gang stod jeg reelt midt i den nye virkelighed.

Jeg ser ikke min bog som en mindebog over Carl. Carl var et menneskes barn – mit – som døde. Det er det centrale. Bogen handler på mange måder om Carl og mig og vores familie, men det måske ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er en litterær dokumentation over, hvad der sker, når et menneske mister et barn, når et menneske, der skriver, mister sit barn. Og hvad sker der, når chok og traume og sorg overtager ens liv fra den ene dag til den anden? Hvordan kan man overleve, hvad griber man til, er fællesskabet en mulighed, kan vi hjælpe hinanden? Hvad sker der med ens identitet, med tidsoplevelse, relationer, drømme og forestillinger osv.? Hvilke tabuer er der i vores kultur i forhold til sorg og ekstrem smerte, findes der ritualer, findes der trøst i litteraturen, findes der trøst historisk set?

Og hvilken plads har vi til vores døde? Hvor bliver de af? Hvordan kan man finde mening med det meningsløse, når man ikke er troende på nogen måde? Den slags spørgsmål stillede jeg uvilkårligt mig selv, da jeg mistede Carl. Så det er dét, jeg forsøger at gøre, stille de spørgsmål, prøve at besvare dem fra lige præcis det rum, hvor jeg helt smadret sidder og skriver. Der er et nulpunkt. Fra det nulpunkt forsøger man at rejse sig, langsomt, langsomt. Intet bliver igen det samme. Men der er et liv.

Jeg tænkte nogle gange på, at jeg kunne vente nogle år og så skrive en mere ’perfekt’ bog. En roman, måske. Skrive min historie ind i en decideret fiktion, ændre navne og omstændigheder. Bruge materialet på en 'bedre' måde. Men det føltes så falskt. Det gav mig kvalme.

Da jeg stod på hospitalet, da Carl lige var død, sagde jeg til min familie: »Jeg skal skrive Carls bog«.Den gang vidste jeg ikke, hvad det betød. Men jeg vidste, at det var det eneste, jeg kunne gøre. Og måske det eneste, der kunne hjælpe mig med at hele, fordi jeg måske også kunne hjælpe andre mennesker ved at være generøs og stå nøgen frem som denne her sorgmoder, et monster, på en måde, en person helt ribbet for alt, uden evne til at ”præsentere sig selv”, foregive, iscenesætte, og hvordan vi nu ellers træder frem for andre mennesker, også når vi skriver bøger. Det var ikke muligt at iscenesætte noget som helst, heller ikke fiktion. Jeg kunne ikke, og derfor måtte jeg gå med det, der var muligt: Sandheden, præcis det jeg oplevede.

Fiktionens beskyttelse var jeg ligeglad med. Det er jeg stadig. Der er mange ting, som bliver ligegyldige, jeg har ikke brug for den beskyttelse nu, jeg har oplevet det allerværste, hvordan skulle jeg kunne være bange for noget mere eller bekymre mig om småting?«

Man har intet begær til fremtiden og heller ikke noget håb til den. Barnet var fremtiden, nu er barnet væk

Carl Emil Heurlin Aidt, 2015. PRIVATFOTO

Find Naja Marie Aidts bøger her:

Vis mere
Tilføj til ønskeliste

Det tredje landskab

Tilføj til ønskeliste

Omina

Tilføj til ønskeliste

Samlede noveller

Tilføj til ønskeliste

Samlede digte

Tilføj til ønskeliste

Frit flet

Tilføj til ønskeliste

Sten saks papir

Tilføj til ønskeliste

Bavian

Tilføj til ønskeliste

Vandmærket

Tilføj til ønskeliste

E som Encyklopædi

Tilføj til ønskeliste

Rejse for en fremmed

Tilføj til ønskeliste

Tilgang

Tilbage
next article