Læs artiklen
INTERVIEW

Marianne Iben Hansen: "Børn har kontakt til glæde - og dér vil jeg gerne møde dem"

Marianne Iben Hansen: "Børn har kontakt til glæde - og dér vil jeg gerne møde dem"

Efter 20 år som gymnastiskpædagog og kropsterapeut, besluttede Marianne Iben Hansen sig for at give skrivedrømmen en chance. Det resulterede i en lang række rimede bøger til børn.

Hvis dit barn læser Marianne Iben Hansens fantasifulde fortællinger om bilglade Axel og englen Anna med glorien på sned, er der mulighed for, at barnet bliver forelsket for livet - forelsket i ord, der rimer.

Sådan begyndte det i hvert fald for forfatteren selv, da hun tabte sit hjerte til Halfdan Rasmussen og hans finurlige omgang med ordene og senere begyndte at skrive sine egne tekster.

Uddrag fra 'Axel elsker biler'


"Jeg har været rigtig vild med at skrive rim, siden jeg var ni år," fortæller Marianne Iben Hansen.

"Jeg havde bare nogle forældre, som syntes, at det var fuldstændig fremmedartet. Selvfølgelig var de glade, når dansklæreren syntes, at jeg var dygtig, men de forstod ikke rigtig, at det skulle være noget. Man kunne jo ikke leve af det."

Et særligt forløb
De første tyve år af voksenlivet skrev Marianne Iben Hansen derfor "ikke noget særligt". I stedet uddannede hun sig til gymnastiskpædagog, og siden blev hun også massør og kropsterapeut.

"Jeg gik på en måde og ventede på, at det faldt ned i hovedet på mig. At jeg pludselig satte mig besjælet hen til computeren og skrev en fantastisk bog. Det gør man jo ikke, når man har vildt travlt med andre ting. Nogle gør, men det er ikke ret mange," siger Marianne Iben Hansen.

Men drømmen fik liv på en uventet måde, nemlig sammen med hendes mand - eller eksmand på det tidspunkt. Med en fortid som musiker, savnede han at komponere musik, men han manglede tekster.
 
"Jeg skriver nogle tekster til dig, sagde jeg, og det var lidt specielt, for vi var faktisk gået fra hinanden på det tidspunkt. Men det gav os en kontaktlinje, som vi ikke kunne finde ved bare at tale. Jeg skrev tekster, han satte musik til, og sammen skabte vi sange om alt det svære, i stedet for at indvikle os i frustrerende samtaler. Og det fik en betydning for at vi fandt sammen igen." 

"Rim er sprogets legeplads"  
Efterfølgende skrev Marianne Iben Hansen både sangtekster og kabarettekster, men kun som bibeskæftigelse. Som kropsterapeut hjalp hun andre mennesker med at finde og udfolde deres drømme, men først da hun blev over 40, tog hun sin egen helt alvorligt.

"At blive 40 forandrede min fornemmelse af stadig at have livet for mig. Jeg tænkte, at jeg jo faktisk godt kunne dø nu - og hvad ville jeg så virkelig fortryde? Svaret lå lige for: At jeg aldrig rigtig havde givet drømmen om at skrive plads. Så jeg sagde mit arbejde op og tog et job som handicaphjælper, så jeg kunne få tid til at give det en chance."

Det viste sig at være en god investering. Siden Marianne Iben Hansen for alvor besluttede sig for at fordybe sig i børnebøgerne, har hun udgivet 20 af slagsen. Karakteristisk er de hurtiggående rim og opbygningen, som hun har taget med fra musikken, med fortællende a-stykker og medrivende omkvæd. 

Præcis som Halfdan Rasmussens tekster fyldte Marianne Iben Hansen med begejstring i barndommen, arbejder hun nu, på sin egen måde, for at give begejstringen videre til nutidens børn.

"Rim samler rigtig mange aspekter i sig. Det er både sprog, matematik og musik samlet på en legeplads fuld af fis og ballade. Man må alt muligt, når man rimer. Være fræk og vrøvle, og man må sige nogle ting, som er uden mening, sammen med noget, der er fuld af mening. Ordene får en plads i sig selv, ikke kun for det, de betyder, men også som lyd og klang i kroppen. Når man rimer, skal man give ordene lov til at føre an. Det gør jeg i hvert fald," fortæller Marianne Iben Hansen.

Uddrag fra 'Lille Frøken Pingelpot'

Børn er gode til glæde
Lige nu er Marianne Iben Hansen aktuel med endnu en bog med de krøllede rim i centrum. Nemlig bogen 'Lille Frøken Pingelpot', som handler om en lille kylling, der kun kan sige vrøvlede sætninger og føler sig udenfor i hønsegården - lige indtil hun møder én, der er lige så sær, som hun selv er. Et alvorligt emne i en sjov indpakning.

"Der er mange, der skriver om meget alvorlige emner i dansk børnelitteratur. Og det er godt, det findes, men når man skriver til børn, er det vigtigt også at give glæden en stor plads. Her sidder jeg, 57 år gammel, og tænker: Hvorfor er der så lidt fis og ballade i mit liv? Er glæde noget, der går over med alderen? Men børn kan det. Og dér skal vi også møde dem," mener Marianne Iben Hansen.

"Jeg synes ofte, at kunst og alvor bliver koblet sammen. Måske er det mine egen fordomme, men det lette og glade føles på en måde "mindre fint." Men glæde og begejstring er fantastiske egenskaber, som de fleste børn har umiddelbar kontakt til. Og jeg vil gerne være med til at holde den kontakt åben."