”I hans arme følte hun den tryghed hun havde længtes efter hele livet, selv før hændelsen…”

”I hans arme følte hun den tryghed hun havde længtes efter hele livet, selv før hændelsen…”

Læs første kapitel af Sarah Pekkanen og Greer Hendricks psykologiske thriller KVINDEN MELLEM OS her. Bogen udforsker ægteskabets skjulte kompleksitet og alle de farlige sandheder, som vi ignorerer i kærlighedens navn - pakket ind i gys og chokerende drejninger.

Nellie vidste ikke hvad det var der vækkede hende. Men da hun åbnede øjnene, stod der en kvinde iført en hvid blondebrudekjole ved fodenden af sengen og kiggede ned på hende.
Nellie kvalte et skrig og rakte ud efter det baseballbat hun havde stående ved siden af natbordet. Langsomt vænnede synet sig til det kornede morgenlys, og hjertets hamren stilnede.
Hun lo lettet da hun indså at der ikke var fare på færde. Det hun havde set, var bare den nye brudekjole som var forsvarligt pakket ind i plastik og hang på skabsdøren hvor hun selv havde hængt den i går efter at hun havde hentet den i brudebutikken. Overdelen og skørtet var fyldt ud med sammenkrøllet silkepapir så kjolen ikke skulle miste formen. Nellie sank ned på puden igen. Mens vejrtrækningen faldt til ro, så hun hen på vækkeurets blå, firkantede tal. Alt for tidligt, igen.
Hun strakte armene op over hovedet, og da hun rakte ud med venstre hånd for at slå alarmen fra, føltes diamantforlovelsesringen som Richard havde givet hende, tung og fremmed på fingeren.
Allerede som barn havde Nellie haft svært ved at falde i søvn. Hendes mor havde ikke haft tålmodighed til langtrukne putteritualer, men hendes far havde strøget hånden hen over hendes ryg og skrevet sætninger med en pegefinger på natkjolen. Jeg elsker dig eller Du er sød, skrev han, og hun skulle forsøge at gætte hvad der stod. Andre gange tegnede han mønstre, cirkler, stjerner og trekanter – i det mindste indtil hendes forældre blev skilt, og han flyttede da hun var ni år gammel. Så havde hun ligget alene i sin store seng under et stribet lilla og lyserødt sengetæppe og stirret op på vandskaderne i loftet.
Når hun endelig faldt i søvn, sov hun som regel godt i syv eller otte timer – så tungt og drømmeløst at hendes mor af og til måtte ruske i hende for at vække hende igen.
Men efter en oktobernat sidste år på college havde det pludselig forandret sig.
Hun fik stadig sværere ved at falde i søvn, og hendes søvn blev afbrudt af livagtige drømme og pludselige opvågninger. Engang da hun kom ned til morgenmad på kollegiet, sagde hendes Chi Omega-søster at hun havde råbt noget uforståeligt om natten. Nellie havde forsøgt at affeje hende med: „Jeg er nok bare stresset over eksamenerne. Den statistikeksamen er en rigtig dræber.“ Så var hun gået fra bordet for at hente en ny kop kaffe.
Efter den episode havde hun set sig nødt til at tale med collegevejlederen, men trods kvindens venlige ydre kunne Nellie ikke få sig til tale om den varme efterårsnat der var begyndt med vodka og latter og var endt med politisirener og fortvivlelse. Nellie havde været hos en psykolog to gange, men aflyst tredje gang og var aldrig vendt tilbage.
Nellie havde givet Richard nogle få detaljer da hun var vågnet fra et af de tilbagevendende mareridt og havde mærket hans arme omkring sig og hans dybe stemme som hviskede: „Jeg passer på dig, skat. Du er tryg her.“ I hans arme følte hun den tryghed hun havde længtes efter hele livet, selv før hændelsen. Med Richard ved sin side kunne Nellie endelig overgive sig til den sårbare tilstand af dyb søvn. Det var som om den vaklende grund under hendes fødder var blevet fast.
Men aftenen forinden havde Nellie været alene i sin gamle stuelejlighed. Richard var i Chicago på forretningsrejse, og hendes bedste ven og sambo, Samantha, havde overnattet hos sin nyeste kæreste. Lyden af New York var trængt gennem væggene: dyttende biler, jævnlige råb, en gøende hund … Selvom Upper East Sides kriminalstatistik var områdets laveste, havde de jernstænger for vinduerne og tre låse på døren, inklusive den store lås Nellie havde fået installeret da hun flyttede ind. Alligevel havde hun haft brug for et ekstra glas chardonnay til at falde i søvn på.
Nellie gned søvn ud af øjnene og steg ud af sengen. Hun tog sin frottémorgenkåbe på og kiggede på sin brudekjole igen og spekulerede på om hun skulle forsøge at gøre plads i det lille skab. Men skørtet var så stort. Omringet af de enorme pailletbesatte søstre havde den set så elegant og enkel ud i brudebutikken, som en due blandt påfugle. Men ved siden af bunken af tøj og en vakkelvorn IKEA-bogreol i det lille soveværelse mindede den mest af alt om en Disney-prinsessekjole.

Find bogen her

Men det var for sent at bytte den. Brylluppet nærmede sig hurtigt, og alle detaljerne var ved at være på plads, selv kagepynten – en lyshåret brud og hendes smukke brudgom, fastfrosset i et perfekt øjeblik.
„Åh, de ligner jer jo,“ havde Samantha sagt da Nellie viste hende billedet af vintage-porcelænsfiguren som Richard havde sendt hende. Figuren havde tilhørt hans forældre, og Richard havde fundet den i kælderrummet der hørte til hans lejlighed, efter at han havde friet. Sam havde rynket på næsen. „Har du nogensinde tænkt tanken at han er for god til at være sand?“
Richard var seksogtredive, ni år ældre end Nellie og succesrig forvalter af en hedgefond. Han havde en senet løberkrop og et venligt smil som stod i kontrast til de intenst marineblå øjne.
På deres første date havde han inviteret hende på en fransk restaurant og kyndigt diskuteret hvide bourgogner med sommelieren. På deres anden date, en snedækket søndag, havde han bedt hende om at klæde sig varmt på og var dukket op med to grønne plastikkælke. „Jeg kender en vildt god bakke i Central Park,“ havde han sagt.
Han havde været iført et par falmede jeans og havde set lige så godt ud i dem som han gjorde i et skræddersyet jakkesæt.
Det havde ikke været for sjov da Nellie havde svaret på Sams spørgsmål med et „flere gange om dagen“.
Nellie kvalte endnu et gab og traskede de syv skridt ud i det lille tekøkken. Linoleumsgulvet var koldt mod hendes bare fødder. Hun tændte loftslyset og konstaterede at Sam – igen – havde smurt honning ud over det hele da hun havde sødet teen. Den klæbrige masse flød ned ad siden på glasset, og en kakerlak kæmpede for livet i en lille sø af honning. Selv efter at hun havde boet så mange år på Manhattan, gjorde synet hende utilpas. Nellie tog en af Sams snavsede kopper i vasken og satte den over kakerlakken. Så kan hun selv gøre noget ved den, tænkte hun. Mens hun ventede på at kaffen skulle blive færdig, åbnede hun sin computer og begyndte at tjekke sin mail – en reklame fra Gap, en mail fra moren som åbenbart var blevet vegetar og bad Nellie om at sikre sig at der var en vegetarisk ret til brylluppet, og en besked om at hendes kreditkortregning snart skulle betales.
Nellie hældte kaffe i et krus med hjerter på og teksten Verdens bedste lærer – hun og Samantha, som også arbejdede i et førskoletilbud, havde skabet fuldt af tilsvarende krus – og tog taknemmeligt en slurk. Hun havde ti forældresamtaler på programmet i dag på Hvalpestuen, hendes gruppe af treårige. Uden koffein var hun bange for at hun ville falde i søvn i Stillekrogen, og hun havde brug for at være på forkant. Først på programmet var familien Porter som for nylig havde klaget over manglen på street art-kreativitet på hendes stue. De havde anbefalet at hun udskiftede det store dukkehus med en stor tipi, og havde fulgt op på klagen ved at sende hende et link til en i Crate & Barrel til den nette sum af 229 dollar.
Hun ville kun savne familien Porter lidt mindre end kakerlakkerne når hun flyttede ind hos Richard, konstaterede hun. Hun kiggede ned på Samanthas krus og mærkede et stik af dårlig samvittighed, så med et stykke køkkenrulle fangede hun kræet og smed det i toilettet.
Hendes mobiltelefon ringede netop som hun tændte for bruseren. Hun viklede et håndklæde om kroppen og skyndte sig ind i soveværelset og fandt sin taske. Men der var telefonen ikke, Nellie kunne aldrig finde sin telefon. Efter et par ring fandt hun den viklet ind i sengetæppet.
„Hallo?“
Der var intet svar.
På skærmen stod der ’Hemmeligt nummer’. Et øjeblik senere kom der besked om at der var lagt en besked på telefonsvareren. Hun tændte for den, men hørte kun en fjern, rytmisk lyd. Åndedræt.
En sælger, sagde hun til sig selv da hun smed telefonen tilbage på sengen. Ikke noget farligt. Hun overreagerede som hun nogle gange gjorde. Hun var bare overvældet. De næste par uger skulle hun pakke sin lejlighed sammen, flytte ind hos Richard og holde en hvid buket roser i hænderne mens hun gik op ad kirkegulvet på vej mod sit nye liv. Selv små forandringer kunne tage modet fra hende, og nu stod hun foran en hel række af dem.
Men det var det tredje opkald på tre uger.
Hun kastede et blik hen på hoveddøren. Ekstralåsen var låst.
Hun begyndte at gå ud på badeværelset, men vendte om for at tage telefonen med. Hun lagde den på kanten af vasken, låste døren, hængte håndklædet på stangen og trådte ind under bruseren. Hun hoppede tilbage da det alt for kolde vand ramte hende, så justerede hun temperaturen og gned hænderne hen over armene.
Dampen fyldte det lille rum op, og hun lod vandet strømme ned over skuldre og ryg. Hun havde besluttet at tage hans navn efter brylluppet. Måske kunne hun også få nyt telefonnummer.
Hun havde taget en hørkjole på og lagt et fint lag mascara på de lyse vipper – hun brugte kun makeup og pænt tøj på arbejde når hun havde forældresamtaler og til sommerfesten – da telefonen begyndte at vibrere, lyden var høj og skinger mod porcelænsvasken. Hun for sammen, og mascaraen fløj opad og efterlod et mærke ved siden af øjenbrynet.
På telefonens skærm kunne hun se at det var en besked fra Richard:
Glæder mig sådan til at se dig i aften, smukke. Tæller minutterne. Elsker dig.
Mens hun stirrede på sin forlovedes besked, løsnede den klump hun havde haft i halsen hele morgenen, sig langsomt. Jeg elsker også dig, skrev hun tilbage.
Hun ville fortælle ham om opringningerne i aften. Richard ville skænke hende et glas vin og løfte hendes fødder op på sit skød mens de talte sammen. Måske kunne han finde ud af hvem der havde det hemmelige nummer. Hun gjorde sig helt klar, tog sin tunge skuldertaske og trådte ud i den spæde forårssol.

 

Find bogen her

Redaktionen anbefaler: