Læs artiklen
Interview

Jim Kay: »Magien ligger i detaljen«

Jim Kay: »Magien ligger i detaljen«

Mød Jim Kay, kunstneren bag de illustrerede udgaver af J.K. Rowlings HARRY POTTER

»Jeg fik et opkald fra min agent, som sagde: Sidder du ned? De vil have dig til at illustrere Harry Potter,« fortæller Jim Kay.
»Det var en utrolig mulighed for at designe Harrys verden fra bunden, men det var også et kæmpe pres, for alle har en holdning til Harry Potter. Men jeg brokker mig ikke, og det har været en fantastisk opgave,« fortæller Kay, der godt kan lide at udfordre sig selv.

»Min gamle billedkunstlærer sagde altid, at man skal blive ved med at teste sig selv og ikke blive for komfortabel. Og jeg vidste, Harry Potter-opgaven ville være svær for mig, fordi det er til børn, fordi opgaven er så stor og fordi, det er fantasy. Jeg ser nok mig selv mere som en grafiker, som udtrykker ting gennem landskaber, men med Harry Potter var jeg nødt til at udtrykke følelser gennem karakterer.«

Det hårdeste var castingen, fortæller Jim Kay, som skulle finde sine egne Harry, Ron og Hermione.

»Jeg har aldrig rigtig tegnet børn, så jeg skulle bruge virkelige referencer, specielt fordi børnene vokser op gennem bøgerne. Så min agent og jeg blev nødt til at finde børn at caste som mine karakterer.«

Illustration af Jim Kay. © Bloomsbury Publishing 2015

Hogwarts-modellen

Hogwarts skulle også tegnes, og forberedelsen tog tid. Med hjælp fra bøgerne tegnede Kay en grundplan over, hvordan han forestillede sig Hogwarts.

»Man da jeg begyndte at stable forskellige etager ovenpå hinanden, var det svært at forstå, hvordan de passede sammen. Så den eneste måde jeg kunne tegne det på, var ved at bygge en model. Det var det samme, jeg gjorde som barn – byggede ting i Lego, så jeg kunne tegne dem.«

Inspireret af RINGENES HERRE

Jim Kay fik også hjælp af Peter Jackson’s film RINGENES HERRE.

»Jeg er helt sikkert under indflydelse af den måde, Peter Jackson har lavet sine film på. Han fik kunstnere til at prøve forskellige kreative metoder, og muligheden for at gribe Harry Potter an på samme måde var utrolig spændende og underholdende,« fortæller Kay, som også brugte musikken fra filmene som baggrundsstøj.

»Jeg kan ikke arbejde i stilhed. Jeg bliver nødt til at have lyd, og det skal være noget velkendt. Jeg spillede alle tre film igen og igen hver dag, så jeg kan hele manuskriptet på hver film.«

Jim Kay og detaljerne

Jim Kay er til detaljer, som han betragter som en form for sikkerhedsnet.

»Fordi jeg synes, det er rigtig svært at lave spontane billeder, hvor detaljerede ting er meget nemmere for mig at kontrollere. Og så voksede jeg op med Richard Scarrys bøger og elskede alle detaljerne, og jeg tror også, børn kan lide at kigge efter detaljerne.«

At blive givet den frihed at tilføje sine egne detaljer til Harrys verden må have været enhver Potter-fans drøm.
»Ja det var fantastisk. Jeg fik lov til at lave butikker i Diagonalstræde, og jeg har vist billeder fra felthåndbøger om trolde og drageæg. Jeg kan virkelig godt lide de illustrationer, fordi de er udenfor historien og noget, folk ikke forventer, når de åbner bogen. Jeg ville gerne bringe noget nyt, og det gode ved Jo’s (J.K. Rowling) måde at skrive på er, at hun refererer til alle de her vidunderlige bøger. Du kunne fylde et bibliotek med de bøger, hun nævner, og det gør bare den verden mere ægte.«

Kays egen yndlingsdetalje sørger han for at finde plads til i samtlige af hans bøger.

»For nogle år siden var jeg i min brors hus på landet, og jeg lagde mig ned i en majsmark, og en hare kommer ud gennem majsen. Jeg kiggede på den, og den kiggede på mig. Det var en af de oplevelser, der blev hos mig, og haren betyder noget for mig. Så jeg forsøger at inkludere en hare i alle mine bøger. I Harry Potter har han fundet vej til et skilt i Diagonalstræde.«

Illustration af Jim Kay. © Bloomsbury Publishing 2015

Tilbage
next article