Læs artiklen
Uddrag af Europas ambassade

En sjælden gang imellem kommer der et navn på graven

En sjælden gang imellem kommer der et navn på graven

Jens Christian Grøndahl er i essaybogen Europas ambassade rejst til Lampedusa, der som Italiens sydligste punkt modtager bådflygtninge sydfra i hobetal. Her udforsker Grøndahl dimensionerne i, hvad flygtningekrisen gør ved os som europæere.

FOR PAOLA VAR det hele begyndt nogle år forinden. Pensionatet var lukket for vinteren, hun og hendes mand var alene i huset. En nat vågnede de ved, at der lød stemmer nede på stranden. Fra vinduerne kunne de se nogle mørke silhuetter stige op af vandet og vade i land. Skikkelserne nærmede sig huset. Paolas første reaktion var frygt, og hun råbte til sin mand, at han skulle lukke skodderne, men det tog hende kun de sekunder, hun var om at udtale ordene, før hun bremsede sig selv. Hun skammer sig stadig over sin spontane indskydelse, selv om den var menneskelig nok. I stedet for at lukke skodderne åbnede de deres dør for at gå ud og tage imod de fremmede. De var svømmet det sidste stykke ind til stranden. Deres båd var gået på grund tyve meter ude. På det tidspunkt blev bådene ikke bjerget i rum sø. De migranter, der nåede frem, gjorde det ved egen hjælp.

Den nat blev et vendepunkt for Paola. Hun forstod, at frygten er normal, men at det er lige så normalt at overvinde den. Jeg sagde til hende, at mange danskere bliver ved frygten. „Det er kun, fordi de ikke har set dem,“ svarede hun. „Man skal have set dem med sine egne øjne.“ Alberto (aktivist i den lokale hjælpeorganisation, red.) supplerede: „Her på Lampedusa har man mulighed for at hjælpe migranterne. Det har man ikke på den samme måde i en storby, hvor man kun ser dem flygtigt i metroen eller bussen. Hvis man taler med de lokale, vil nogle sige, at de ikke kan lide migranterne, og at de bør sendes tilbage, hvor de kommer fra. Men man hjælper dem alligevel.“

„Fjendtligheden er som regel ikke andet end ord,“ supplerede Paola. „Men det er svært at finde ud af, hvad den fremherskende holdning er. Racisterne råber altid højest, og derfor kan man forledes til at tro, at de ekstreme synpunkter fylder mere, end de faktisk gør. Det gælder også i Tyskland og Danmark. Men på Lampedusa er det svært at være racist. På et eller andet tidspunkt møder man en migrant, og når man ser en baby, er det bare en baby.“

Paola blev politisk aktiv, da Berlusconis regering i 2009 ville omdanne lejren på øen til et egentligt forvaringscenter med frihedsberøvelse, som om der var tale om kriminelle. „Vi ville ikke kun forsvare migranterne, det var også selvforsvar. Deres fremtid er forbundet med vores.“ Hun tændte en cigaret og gestikulerede med lighteren. Hvis man havde lavet modtagecenteret om til et forvaringscenter, ville det have skadet øens økonomi. „De færreste har lyst til at holde ferie klos op ad en fangelejr,“ fortsatte hun og forklarede, hvordan egeninteressen ligefrem var blevet en strategi for, hvordan man kunne mobilisere øens beboere. „Her på Lampedusa er det let at forstå, at rettigheder må være for alle. Og at man betaler en pris, når andre får frataget deres rettigheder.“ Jeg spurgte hende, om det ville sige, at solidariteten med migranterne egentlig udsprang af et interessefælleskab. Paola lo: „Hvis man ikke er empatisk, kan man i det mindste være intelligent.“

Det lykkedes borgerne på Lampedusa at få forpurret Berlusconis planer om en interneringslejr. Et EU-direktiv om naturfredning blev den juridiske snubletråd for regeringens planer. Vi kom til at tale om Europa. For Paola var det europæiske fællesskab en garant for menneskelige værdier. Samtalen kom også ind på de seneste stramninger af den danske lovgivning. „Når man ser migranterne, forstår man,“ sagde Paola, „at sådan en lov ikke bare er umenneskelig, men også nytteløs. For de ejer intet.“
Ligesom under min samtale med Donatella Di Cesare nogle dage før forklarede jeg lovens nærmere detaljer for at udrydde enhver misforståelse om vielsesringe. Paola rystede på hovedet. „Hvis folk får asyl i mit land, er det i min egen interesse, at de begynder at leve et normalt liv så hurtigt som muligt. Jeg har brug for, at de føler sig som en del af det her samfund, fordi jeg forventer, at de betaler skat. Derfor skal de også have deres familie herop. Familier er nemmere at integrere, fordi børnene skal i skole og på den måde trækker forældrene med sig ind i det sociale liv.

Alice fortalte mig, at migranterne på øens modtagelsescenter ikke længere blev fuldt informeret om deres rettigheder og muligheder. Paola supplerede: Italiensk lovgivning giver mulighed for andre former for beskyttelse end asyl. Hvis man kommer fra et land, hvor der ikke er krig, men er truet af personlige grunde, kan man opnå midlertidigt ophold, hvorefter ens sag vil blive taget op med mellemrum. Men hvis man ikke omgående beder om beskyttelse, bliver man opfattet som økonomisk migrant og får besked på at forlade landet inden for en uge. Når migranterne ankommer, får de et skema, som de skal udfylde, og hvor de skal svare på, om de kommer for at søge job på grund af fattigdom, for at slutte sig til familiemedlemmer, der allerede opholder sig i Italien, eller – som sidste afkrydsningsmulighed – af „andre grunde“. Denne sidste generaliserede formulering er migrantens eneste reelle chance, men ingen forklarer, hvad der ligger i den anonyme vending. Dermed fratages migranterne deres ret til i det mindste at blive hørt og få afprøvet deres sag.

„Deres skæbne afgøres reelt af politiet,“ sagde Alice, „ikke af de relevante sagsbehandlere.“ Ifølge hende ønsker Italien at vise resten af Europa, at man gør, hvad man kan, for at bremse tilstrømningen, selv om det underminerer retssikkerheden. Hun nævnte en sag fra december om to fyre fra Nigeria, der ikke var flygtet fra politisk uro, men på grund af en voldelig familiekonflikt. I flere dage forsøgte de forgæves at få myndighederne til at svare på deres spørgsmål, indtil Mediterranean Hope satte dem i forbindelse med en advokat. Paola tilføjede, at den administrative udskridning i de sidste fem år har produceret et voksende antal clandestini: migranter, der flygter fra centrene på Sicilien og tager sort arbejde som tomatplukkere osv. Det illegale arbejdsmarked er blevet så betydningsfuld en økonomisk faktor, at det ligefrem indgår i beregningen af det reelle bruttonationalprodukt.

Himlen klarede op, mens vi sad i Paolas stue, og sollyset begyndte at få en gylden glød. Vi talte om, at strømmen af flygtninge og migranter nok ikke standser, uanset hvad de europæiske regeringer finder på. „Det regner,“ sagde Paola. Jeg svarede, at en ven hjemme i Danmark havde brugt præcis samme formulering. Hun fortalte, at hun brugte regnen som metafor, når hun var henne på skolen for at fortælle om migranterne. „Det vil regne i uoverskuelig fremtid, og man har tre muligheder: Man kan lukke døre og vinduer for at holde regnen ude, man kan skifte bilen ud med en båd, eller man kan dyrke noget, der kræver meget vand. Uanset hvad er vi europæere de første til at indse, at regnen vil vare ved. Vi er ikke bedre end andre, men det sted, vi bor, er specielt.“

Jeg spurgte dem, om de troede, at Europa kunne forblive det samme kontinent, hvis menneskestrømmen fortsatte i det uendelige. Alberto talte om klassedelingen og kapitalismens evne til at absorbere arbejdskraft på sine egne udbyttende præmisser. Meget ville selvfølgelig afhænge af udviklingen i Afrika. Om vi europæere for eksempel ville holde op med at sælge våben og i stedet forsøge at fremme den sociale retfærdighed. Jeg spurgte, om de kunne forklare mig italienernes spontane menneskelighed i mødet med flygtninge og migranter. Alberto talte om civilsamfundets betydning i fraværet af et socialt sikkerhedsnet, om familien og den personlige solidaritet. Paola mente ikke, at danskere og italienere er så forskellige. „Det kommer an på det sted, man lever, og hvad stedet konfronterer én med. Hvis man tog 6.000 mennesker fra Jylland og plantede dem på Lampedusa, ville de sikkert handle på den samme måde. Måske ville de være endnu mere hjælpsomme og imødekommende,“ lo hun.
Jeg kom igen til at tænke på Skagen og på lighederne, bag alle forskelle, mellem de to små samfund. Den relative ensomhed og afstand til myndigheder og regering, den lille anarkisme, den diskrete ulydighed. Jeg fortalte om „venligboerne“, og Paola smilede igen. „Det er farligt at sige, at vi er enestående,“ sagde hun, „for så bliver det okay at være normal.

Folk dør ikke på grund af havet. De dør på grund af vores love

EFTER SAMTALEN HJEMME hos Paola ville mine nye venner vise mig øens kirkegård. Vi spadserede derhen. Alice fortalte mig, at hun var fra Piemonte. Jeg spurgte hende, hvad der havde bragt hende til Lampedusa. Hun var vokset op i en lille protestantisk menighed uden for Torino. Det kunne være svært somme tider at være anderledes. I skolen havde hendes katolske kammerater spurgt, om hun nu også troede på Gud.

Mens hun stadig kun var en stor pige, havde menigheden taget imod en gruppe protestantiske immigranter fra Moldavien og Rumænien. Det havde givet spændinger på grund af de nye medlemmers medbragte konservatisme. For eksempel brød de sig ikke om, at piger havde bukser på, når de gik i kirke. Deres holdninger havde lignet dem, man kunne møde i Italien i 1950’erne, årtier før Alice blev født. Nogle fandt efterhånden ud af at tilpasse sig, de mest konservative valgte at bygge deres egen kirke. Den tidlige erfaring med kulturforskelle selv inden for en religiøs minoritet som hendes egen fik Alice til at studere antropologi og psykologi. Hun havde arbejdet i en børnehave, der hørte til et kvindefængsel. Mange af kvinderne havde været romaer, andre kom fra Nigeria og havde rodet sig ud i prostitution og narkokriminalitet. Nu var hun vikar for en medarbejder i Mediterranean Hope, der var rejst til Arizona for at hjælpe de illegale indvandrere fra Mexico.

Solen stod lavt over det stenede landskab, himlen var dybblå og skyfri. Kirkegården var omgivet af en mur. En typisk sydeuropæisk nekropolis med snævre passager mellem grav steder udformet som små huse eller indfældet i muren, side om side. Jeg fik udpeget de anonyme grave for druknede flygtninge og migranter, klemt ind mellem øboernes gravsten. På Paolas initiativ havde kommunen opsat plaketter med byens våbenskjold, hvor antallet af druknede er anført sammen med datoen for deres død og en kort beskrivelse af omstændighederne. En lokal kunstner har også indrettet gravsteder for migranterne med små kors, figurer og plasticblomster. Allehelgensaften kommer øens skolebørn herud for at mindes de omkomne med levende lys.

En sjælden gang imellem kommer der et navn på graven. Som for eksempel Welela, en pige på 20 år fra Eritrea. Hun var blevet identificeret af en slægtning, der boede i Sverige. Der var et foto af hende på gravstenen. En køn, spinkel pige stående i hel figur, en flygtig situation plukket ud af et liv, der pludselig var forbi. Hun døde på et siciliansk hospital, ligesom andre fra den samme båd, af de brandsår, hun havde fået i Libyen, da en gasflaske eksploderede. En ældre kvinde fra Lampedusa havde doneret en plads til hende i sit familiegravsted. Som hun sagde til præsten: „Så kan det være, at jeg selv slipper.“

Paola og de andre fortalte om gravene og katastroferne i et let, konverserende tonefald. Hun bemærkede det selv. Man kunne ikke arbejde med det her, hvis man lod sig trække ned af tragedierne. Mennesker, der havde set rejsekammerater drukne. Mødre, der havde mistet deres børn undervejs. Der var dage, hvor hun havde lyst til at forlade Lampedusa og aldrig vende tilbage. „Folk dør ikke på grund af havet,“ sagde hun, „de dør på grund af vores love.“ Ind imellem følte hun sig nytteløs. Det var kun muligt at fortsætte, hvis man holdt fast i glæden over alle de gange, det lykkedes at redde folk. Lykkefølelsen ved at se dem gå i land på molen. Somme tider gav hun og de andre frivillige sig til at klappe. „Hver gang er det som en fødsel,“ sagde hun.