9 forlagsfolk: Disse bøger har vi et særligt varmt forhold til

9 forlagsfolk: Disse bøger har vi et særligt varmt forhold til

Mød her 9 forlagsansatte og få deres personlige bogtips. På Instagram kan man få endnu mere fra samme skuffe på hashtagget #septemberbøgerpågyldendal, som var vores bidrag til den landsdækkende bogleg, der finder sted på det sociale medie hvert efterår: #septemberbøger. Har man lyst til at følge os på Instagram, hedder vi @forlagetgyldendal

1 ↑ »Jeg læste REDNINGSAFSTAND af Samanta Schweblin på halvanden time i flyet til London. Den sad i mig resten af aftenen som en slags uhygge i baghovedet. Det er stemningen i den, der ramte mig. Som i mareridt, hvor man løber og løber uden at kunne slippe væk,« siger redaktionsassistent Helena Brennum. På forlaget assisterer Helena med mange forskellige opgaver: Tekstredigering, manuskriptlæsning på primært udenlandske bøger, fondsstøttesøgning, kontraktudarbejdelse og meget mere.
2 ↑ »Spansk ghetto-slang, dominikansk diktaturhistorie, en kvindejagtende computernørd, højt tempo og en rørende familieberetning. What’s not to like?« Sigurd Hartkorn Plaetner, forfatter og vært på #gyldendalpodcast, fremviser her den bedste bog, han har genlæst i år: OSCAR WAO & HANS KORTE OG FORUNDERLIGE LIV af Junot Diaz. Faktisk prøvede Sigurd at tiltuske sig dette eksemplar, der tilhører forlagschef Merete Borre, for: »... jeg har haft den derhjemme, ja, jeg har sikkert købt 5, 6 eller 7 eksemplarer gennem tiden, men jeg kommer altid til at forære den bort. Så god er den!«
3 ↑ »Mine tre sønner er alle på et tidspunkt blevet ramt af tanken: Tænk, hvis du døde? Eller nogen døde? Eller jeg selv dør – eller dengang farfar døde. Så er jeg altid begyndt at læse BRØDRENE LØVEHJERTE, og vi snakker om landet Nangijala, som de hver har udviklet deres version af. En synes, at det var nedtur, hvis Nangijala kun var blomster, nuttede kaniner og solskin, for han kan altså godt lide sneboldkampe! Han var godt videre med livet. Her er min meget slidte udgave af bogen med den fineste med guldskrift og silkebånd, og den skal aldrig erstattes. Den rummer liv og død, set med børneøjne,« fortæller Anja Bertelsen. Anja er redaktør i nonfiktionredaktionen.
4 ↑ »Første gang jeg læste DE DØDES RIGE af #HenrikPontoppidan var i gymnasiet. Og i 1989, efter min første gode eksamen på universitetet, forærede jeg mig selv et førsteeksemplar til ... 2.000 kroner, tror jeg, det var. Det var mange penge på SU, men jeg måtte bare eje den. DE DØDES RIGE er en formidabel roman også til ungdommen: Den minder os om, at selv om verden er frygtelig, så findes den, og alternativet ville være langt værre. Værket er eminent godt skrevet, og selv om det er meget trist, så bliver man opløftet af sproget. Og handlingen: Det er Game of Thrones, men uden drager og brynjer. Det er forelskelse, drama, ildebrand, død, sygdom, ulykke ... og kærlighed. En alletiders konfirmations- eller fødselsdagsgave til en teenager.« - Ole Knudsen, udviklingschef i redaktionen for nonfiktion. Her fotograferet i vores store kælderarkiv, hvor de gamle udgaver hygger igennem i deres otium.
5 ↑ »STILLEDAL er en bog jeg ofte giver i gave til de forfattere, jeg arbejder med, som inspiration til, hvordan man kan gribe person- og samtidsfortællingen an i kort form. Eksempelvis er grebet med de ultrakorte ensides-kapitler med små, afrundede historier fint og godt,« fortæller seniorredaktør i redaktionen for nonfiktion, Mette Korsgaard, om Jimmy Jørgensen-biografien STILLEDAL.
6 ↑ Thomas Brunstrøm fra forlagets PR-afdeling er bogmand om dagen og filmanmelder om natten, og ... »Gyldendals Filmleksikon. Det er jeg tosset med. Selv om man i teorien kan finde alt på nettet these days er der noget fedt over et big ass-leksikon, hvor folk der beviseligt ved, hvad de taler om, nørder helt ud.«
7 ↑ Amalie Risvig, marketingassistent, sidder her med ALT DET JEG IKKE HUSKER af svenske Jonas Hassen Khemiri. »Jeg kan i denne bog særligt godt lide temaet om hukommelse. At hovedpersonen, som er død og som fortælleren prøver at lære at kende gennem andres minder om ham, var dårlig til at huske. Selv om han var forhippet på netop det: At huske, især gennem noter og billeder. Det kender jeg godt. Jeg tager billeder alt for tit, og jeg har nogle gange, på for eksempel ferier, svært ved at læne mig tilbage i nuet og bare nyde det. Det skal lige fotograferes, så jeg kan huske det senere ... Det fik den bog mig til at tænke over. På en god måde.«
8 ↑ Mette Holbæk, marketingdirektør, om RYNKEKNEPPESYGEN af Peter Adolphsen: »Vi mennesker er med mellemrum liderlige, besatte, pinlige og 'out of it', og det er på en måde mere til at leve med i lyset af excesserne i Rynkekneppesygen.«
9 ↑ »Jeg glæder mig til at læse FOLKETS SKØNHED, som min mor har skrevet. Den handler nemlig om min familie. Jeg har valgt ikke at læse den endnu, fordi jeg har hørt en del om, at den går ret tæt på mine bedsteforældre – og jeg skal vist være lidt ældre for til fulde at forstå romanen. Men der går nok ikke så lang tid, før jeg kaster mig ud i den, for det er jo en fantastisk gave at have et stykke familiehistorie skrevet som en roman, endda af min mor,« siger Agathe Søndergaard Helle. Hun er datter af forfatterne Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard – og i sin fritid arbejder hun hos os på Gyldendal som studentermedhjælper. Agathe er 20 år og læser på CBS.

Følg Gyldendal på Instagram, klik her

Find nogle af de anbefalede bøger her:

Redaktionen anbefaler: