-
Del
I Thomas Thurahs (f. 1963) forfatterskab fylder litteraturen – især den europæiske – mest. Den har han bl.a. skrevet om i Historien er ikke slut – Samtaler med 36 europæiske forfattere (2001) og i Så hvad er et menneske? Tre kapitler om P.O. Enquist, Peer Hultberg og Jan Kjærstad (2002). Han har også skrevet om litteratur for de yngre læsere. Hvad siger du, Oskar? Verdenslitteraturen fortalt for børn (2003) handler om klassikerne fra Homer over Dante og Dostojevskij til Günter Grass. Erindringsromanen Begyndelsen (2005) er en personlig beretning fra parcelhusenes, supermarkedernes, pædagogernes og sagsbehandlernes jubelår. Bogen følger i fire parallelle fortællinger en families vej gennem skilsmisse, opløsning og dødsfald. Tre populære samtalebøger har et fælles motiv i kunsten og det danske. Først kom Så mange var ordene (2006) med Kim Larsen og Klaus Rifbjerg, så Noget af en historie (2007) med Anker Jørgensen og Bodil Udsen og endelig Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint (2008) med Benny Andersen og Povl Dissing. Herudover har Thomas Thurah skrevet og redigeret flere undervisningsbøger. Han har bl.a. været medredaktør af Gyldendals litterære kanonbøger til folkeskolen, Kanon i dansk. Senest har han skrevet en bog om tekstanalyse for studerende på læreruddannelsen og universitetet. Thomas Thurah er magister i litteraturhistorie og filosofi og har arbejdet som journalist og redaktør ved en række danske aviser. I dag er han tilknyttet Politiken som anmelder og skribent og fungerer ved siden af den skrevne journalistik som ekstern sprogkonsulent ved DR. Derudover underviser han i journalistik ved Københavns Universitet og i dansk på læreruddannelsen.