Mette Madsen

Beskrivelse

Mette Madsen

Jeg har skrevet vers og viser siden skoletiden og digte (hemmelige) siden mine meget unge år. Men midt i livet tog jeg mod til mig og debuterede med digtsamlingen Hen på eftermiddagen fulgt nogle år senere af Sommerens veje, hvorefter min deltagelse i det politiske liv udsatte flere udgivelser, selv om jeg har adskillige digte fra de år liggende i skuffen. Og stakke af dagbogsnotater. En del af det blev så efter folketingsårene omsat til mine erindringsbøger Og så er der kaffe, Husk nu at neje og Hvad skal du være, når du blir stor? Hvad sange og viser angår, skrev jeg i årevis ugentlige aktuelle avisvers til landsdelsaviserne, og jeg havde megen fornøjelse af mine godt og vel tredive års medlemskab af Blækspruttens redaktion. De senere år har jeg skrevet en del lokalhistorie samt bidrag til antologier som bogen om tyve toppolitikeres farvel til magten, men jeg skriver stadig en sang engang imellem, senest i ”Sangens År”. En enkelt salme er det også blevet til. Foto: Morten Holtum 2004 Læs mere

Seneste udgivelse

Hvad skal du være når du bliver stor?

Det lå ikke i kortene, at den dygtige gårdmandsdatter fra Pandrup, Mette Madsen (80 år til juli 2004), skulle blive hverken forfatter, kirkeminister eller verdens første kvindelige formand for kulturudvalget under NATO-landenes rådgivende parlamentariske forsamling. For allerede som 18-årig blev hun gift med en 19 år ældre landsretssagfører og skulle pludselig være kone, stedmor og husholderske. Denne erindringsbog rummer præcist erindrede detaljer fra livet på landet omkring 30'erne og er således historien om, hvad der gik forud for hendes usædvanlige arbejdsliv.
Mette Madsen har tidligere udgivet to digtsamlinger samt erindringsbøgerne Så er der kaffe (1992) og Husk nu at neje (1997).

Bøger af Mette Madsen