John Fellow

Beskrivelse

John Fellow, forfatter, redaktør af Carl Nielsen Brevudgaven har tilsyneladende været længe om at komme i gang. Efter debuten i Danmarks Radio med ”Hr. Jensens opsigelse” i 1971 og en større novelle, Det store oprør, i Gyldendals tidsskrift Fælleden i 1977, udkom hans første roman Odensefortælling på forlaget Rhodos i 1987 (ny udgave på Multivers 2005). Den fortælles af en dreng, der er født kort efter 2. verdenskrigs ophør, og som i halvtredserne oplever verden med en bevidsthed, der både er barnlig og allerede præget af tabt uskyld, og den verden, han oplever har det næsten ligesom ham selv, stadig – eller atter – uskyldig efter det store ragnarok og dog betændt af sin fortid, og i kraft af generationerne omkring drengen, er hele århundredet til stede. Odensefortælling, der lægger sig op ad århundreders tradition for at søge kosmos med udgangspunkt i det lokale, er begyndelsen til et psykogram af det 20. århundrede.

Det fortsættes i den ret omfangsrige roman Vækst, som først udkom i 2003 (på forlaget Multivers), men som havde rumsteret i forfatterens bevidsthed i mere end 30 år som en drøm om at opdatere Hans Egede Schacks klassiker Phantasterne fra 1857, om de tre drenge, der bevæger sig i tre retninger i opvæksten ved mødet med samfundet. Det samme gør de tre hovedpersoner i Vækst og kronikerer derigennem deres tid og deres samfund, hvori væksten ikke kun optræder i positive former. Den ene går til tops i erhverslivet, den anden synker til bunds og går i psykisk opløsning, den tredje – som fortæller forfatteren sin og sine kammeraters historie – gør hverken det ene eller det andet, men gør, hvad han kan, for at holde den personlige vækst højt i et miljø, der især tilbyder mere syge væksformer.

De to romaner er realistiske i deres detaljerigdom, men sprænger det realistiske verdensbillede gennem den bevidsthedsstrøm, hvori ikke kun den materielle udvikling skildres, men også tidens bevidsthedsudvikling.

I romanen Kællingestaden, som udkom på forlaget Artia i 1994 (ny udgave på Multivers 2007), rekapituleres århundredets udvikling fabulerende gennem omfortælling af kendte og ukendte eventyr. Heri er intet realistisk, men løsrevet fra verdens gang er bogen dog ikke.

Et sådant forfatterskab kræver i en massemedietid sin venstre hånd, for at forfatteren kan overleve. Min venstre hånd fik ved et lykketræf fat i Carl Nielsen i løbet af 90’erne, efter at den havde interesseret sig for ham siden forfatterens konfirmationsalder. Det første synlige tegn blev udgivelsen af Carl Nielsens skrifter i 3 bind i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek: Carl Nielsen til sin samtid, I-III, Gyldendal 1999.

Det lagde op til, at resten af arbejdet med de hidtil ustuderede og upublicerede kilder skulde gøres. En donation fra dirigenten Herbert Blomstedt sparkede i 2002 en Carl Nielsen-brevudgave i gang, og om få år står et værk i 11 bind med bevarede breve indsamlet fra store dele af verden, af komponisten, til ham og om ham. 5 bind er udkommet: Carl Nielsen Brevudgaven, Multivers 2005, ligesom hans ungdomshistorie er blevet optrevlet i to selvstændige publikationer: Emilie Demant Hatt: Foraarsbølger, Multivers 2002 (udgivet af John Fellow) og John Fellow: Vil herren ikke hilse på sin slægt, Multivers 2005, hvori komponistens seks smertefulde grundlæggende ungdomsår skildres for første gang.

Lykkedes det ikke forfatterens højre hånd at ændre verden, lykkes det måske hans venstre at ændre billedet af en komponist og vilkårene for beskæftigelsen med ham. Og da Carl Nielsen Brevudgaven ikke blot er musik, endda er meget lidt musik, men i nok så høj grad et kulturhistorisk, menneskeligt stof, der fører os tilbage til forrige århundredets begyndelse, dengang det moderne samfund blev til og var nyt, tilbage til den sidste store korsvej med dens mere oprindelige valg, som vi i vor nutidige kvide synes at have glemt … Med tak, fordi du læste! John Fellow Læs mere

Seneste udgivelse

Med Villy i midten

Villy Sørensen blev ofte fremstillet som en streng og utilnærmelig intellektuel, og ofte var omtale af ham ledsaget af fotos, der understøttede den opfattelse. I denne bog, som markerer 75-årsdagen for Villy Sørensens fødsel, fortæller en række vidt forskellige mennesker fra Villy Sørensens omgangskreds en anden og mere nuanceret historie; en historie om humor, nænsomhed og fortrolighed - og alvoren i omgangen med de væsentlige ting.