Jan Sonnergaard

Beskrivelse

Jan Sonnergaard (1963-2016) var cand.mag. i Litteraturvidenskab og Filosofi fra Københavns Universitet.

Efter udgivelse af et par noveller i forskellige antologier og tidsskrifter debuterede han i 1997 som forfatter med novellesamlingen RADIATOR. Meget usædvanligt for novellegenren blev den anmelderroste debut en stor salgssucces. Jan Sonnergaard blev udnævnt til spydspids for en helt ny rå realisme i senhalvfemserne. Allerede her grundlagde Jan Sonnergaard sit skarpe kritiske blik for de udstødte og fremmedgjorte i samfundet. RADIATOR skaffede således også Jan Sonnergaard en platform, hvorfra han kunne ytre sig i samfundsdebatten.

RADIATOR blev den første i en trilogi af novellesamlinger, der skildrer det klasseinddelte danske samfund. Trilogien tæller desuden SIDSTE SØNDAG I OKTOBER fra 2000 og JEG ER STADIG BANGE FOR CASPER MICHAEL PETERSEN fra 2003.

Jan Sonnergaards bøger er præget af en rå, kynisk tone, der er krydret med sort humor og en forkærlighed for overdrivelser. Det oplever man blandt andet i Jan Sonnergaards romaner OM ATOMBOMBENS BETYDNING FOR VILHELM FUNKS UNGDOM fra 2009 og den seneste udgivelse, romanen FRYSENDE VÅDE VEJBANER fra 2015.

Jan Sonnergaard modtog flere priser for sit forfatterskab, bl.a. Harald Kidde Prisen 1997, LOs Kulturpris 2000, Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat 2007 samt Jytte Borberg Prisen 2010.

Læs mere

Seneste udgivelse

Frysende våde vejbaner

Genudgivelse i paperback.

Vennerne dør. Ingen af ungdommens drømme blev til noget. Idealerne er et efter et forsvundet. Men en kvinde, en sommerhat, en kassekredit vender pludselig op og ned på det hele – med fatale konsekvenser.

Frysende våde vejbaner handler om dem, der var unge dengang sort var det nye sort. Om kærlighed. Om venskab og svigt. Om livet i et velfærdssamfund under afvikling og om København, hvor man så let forulykker. Om en hovedkulds forelskelse. Om en tur til luksushoteller i Basel, Stuttgart og Strasbourg. Og om en pistol.

Bøger af Jan Sonnergaard

Vis mere