Isabel Allende, f. 2.8.1942, chilensk forfatter, født i Peru, men delvis opvokset i Chile i sine morforældres hus. Efter det blodige militærkup i 1973 mod præsident Allende, hendes fars fætter, flyttede hun i 1975 til Venezuela og i 1987 til San Francisco.
Isabel Allende, der i begyndelsen af sit forfatterskab udtalte, at forfatteren fungerer som "folkets hukommelse", fik verdenssucces med sin store, fantasifulde debutroman, La casa de los espíritus (1982, da. Åndernes hus, 1985). Bogen blev filmatiseret af Bille August i 1993.
Allende kalder sig historiefortæller, og hendes romaner gjorde med deres spontane fortælleglæde hende til en af 1980'ernes og 1990'ernes mest læste forfattere. Hendes kendetegn er den magiske realisme kombineret med slægts- og historiske fortællinger, men produktionen tæller også den selvbiografiske Paula (1994, da. 1995) med datterens sygdom og tidlige død som omdrejningspunktet.
Nu er du på forlaget Gyldendals hjemmeside.
Her kan du læse om bøger, se film om litteratur, anmelde og komme i dialog med forfatterne.
Vi håber, at du finder den bog, du leder efter.