De grundstoffer, vi alle består af, er skabt i det indre af glohede stjerner og spredt ud i rummet ved voldsomme stjerneeksplosioner for først derefter at indgå i komplekse molekyler, der har dannet levende organismer - i hvert fald et sted i universet.
Denne bog er en moderne fortælling om vores ophav, vores tætte forbindelse til universet og de stjerner, der måtte dø, for at vi kunne leve. Med til fortællingen hører også jagten på liv på andre planeter og mulighederne for at foretage lysår lange rejser til nye horisonter og fremmede stjerneegne for at besøge ukendte naboer.
Den medrivende historie begynder med at præsentere hovedtrækkene for Solens og de andre stjerners egenskaber og udvikling. Vi får at se, hvordan de største og tungeste af dem ender med at blive tilintetgjort i gigantiske supernovaeksplosioner, hvorved rummet mellem stjernerne gødes med de grundstoffer, som er afgørende for livets opståen og udvikling.
Vi skruer også tiden tilbage til Big Bang og følger universets udvikling frem til i dag og må undres over, om vi mon nogensinde kommer til at forlige os med at leve i et univers med en udløbsdato. Vi vil også undre os over om vores erkendelse af universet ender ved Det Store Brag, når vi skuer bagud i kosmisk tid.
Bogen beskriver også bestræbelserne på at finde en fjern planet lig vor egen – Jorden 2.0. De tusindvis af nyligt opdagede exoplaneter i kredsløb omkring fjerne stjerner øger muligheden for at afsløre, om vi virkelig har kosmiske naboer derude i det fjerne. Tænk sig, om vi i givet fald kan få kontakt med dem? Og hvis nogen derude reagerer: Hvem skal så svare – og hvordan? Helt vildt bliver det, hvis vi får mulighed for at arrangere rejser derud med solvindens hjælp, med laserenergi eller måske med kerneenergi. Kan det overhovedet lade sig gøre?
Bogen gør en dyd ud af at beskrive de nødvendige kendsgerninger om atomer, om grundlæggende livsprocesser og om det fjerne univers for at forstå den nære sammenhæng mellem liv og stjerner. Bogen fortæller også, hvordan mennesket i løbet af de seneste få årtier gradvist har øget forståelsen af naturens sammenhænge i en grad, som må imponere enhver, der præsenteres for resultaterne – og som efterlader os med et verdensbillede, som ingen nok så fremsynet tænker eller forsker havde kunnet forestille sig for blot hundrede år siden.
