-
Del
Henrik Pontoppidan (1857-1943), dansk forfatter, modtog Nobelprisen i litteratur i 1917 (sammen med K.A. Gjellerup).
Præstesønnen Pontoppidan valgte efter realeksamen ingeniørstudiet i bevidst opposition til faderen. Men umiddelbart før den afsluttende eksamen i 1879 opgav han den sikre karriere til fordel for det usikre liv som forfatter. Denne beslutning er kendetegnende for Pontoppidan, der gennem sit mere end tresårige forfatterskab aldrig slog sig til ro i en fast livsanskuelse, men gang på gang skiftede ham, som han selv udtrykte det.
Hans værk er båret af en utrættet kritisk granskning af mennesker, af det danske samfund, af kristendommen og først og sidst af hans eget væsen. Han omarbejdede mange af sine værker, ikke mindst de store romaner, sådan at forfatterskabet er i evig dialog med sig selv. Den sidste bog, Pontoppidan udgav, var en sammenskrivning og revidering af sine erindringer med den sigende titel Undervejs til mig selv. I erindringerne kalder Pontoppidan sig selv for stridsmand. Hans første værker fra 1880'erne om de elendige sociale og menneskelige vilkår i landbefolkningen tager klart parti for de undertrykte.
Men selv om kritikken hos Pontoppidan retter sig mod faktiske sociale og politiske forhold, er dens kerne psykologisk: De bevidste og ubevidste motiver, som driver menneskers adfærd, og som ytrer sig i forskellige former: dobbeltmoral, kynisk manipulering af andre, selvbedrag og selvundertrykkelse. Under arbejdet med romanen Det forjættede land blev det Pontoppidan klart, at hvis man dykker ned i den menneskelige psyke, så møder man dér kulturen og samfundet. For i opdragelsen indpodes de bærende normer uudsletteligt i det enkelte individ. I centrum for denne ofte ødelæggende prægning står den strenge fader, som i hovedværket Lykke-Per, der beskriver den elementære menneskelige livslysts hæmning gennem den patriarkalske fader og den kristne, altødelæggende samvittighed — det store spøgelse.