Gyldendal søger senior-udvikler med stort overblik

Vil du bygge videre på din udviklererfaring i et selvkørende team, som har høje ambitioner for både vores samarbejde og vores tekniske løsninger?

Gyldendal er et hus, hvor alle lever og ånder for at dele verdens bedste bøger og undervisningsmaterialer med danskerne. Husets redaktioner er specialister i litteraturen og undervisningen inden for hver deres fagområde. Det er udviklingsafdelingens fremmeste opgave at understøtte forretningen i at levere til markedet.

Hos Gyldendal har vi derfor opbygget et dynamisk udviklermiljø, hvor opgaverne spænder vidt – og hvor du får lov at træffe beslutninger i kraft af din viden og erfaring. 

Træd ind i en kompetent udviklingsafdeling
Du bliver del af en udviklingsafdeling, der består af 14 udviklere og arkitekter, som håndterer en stor kompleks systemportefølje. Du bliver også en del af IT-afdelingens 45 ansatte. Vi arbejder både med application management, softwareudvikling, store projekter samt drift og udvikling af vores IT-platforme. Vi tilstræber at arbejde så agilt som muligt, hvilket blandt andet indebærer sprints og fokus på leverancer. Det er i høj grad en teamøvelse at levere solide, funktionelle løsninger til forretningen.

Sæt din erfaring i spil
Sammen med teamet får du ansvar for softwareløsninger, som sigter mod både Gyldendals slutkunder samt interne produktionssystemer. Du kommer til at arbejde med forskellige .NET-applikationstyper – fra websites og webservices til konsolapplikationer og Windows-services.

Der vil være et element af kode i jobbet, men du skal også være med til at afdække løsningsdesign i den tidligere fase af udviklingen, og dit hovedfokus vil være på arkitektur og softwaredesign. Udviklingen vil foregå i et tæt samarbejde med partnere og interne Gyldendal kollegaer.

Dygtig udvikler med fokus på både front- og backend, udvikling og drift
Vi stiller ingen krav til, at du kommer med en bestemt uddannelse, så længe du har den tekniske erfaring til at kunne løse udviklings- og driftsopgaver. Vi forventer, at du har gåpåmod og lyst til at engagere dig – både i opgaven samt afdelingen og de forskellige teams. Du har blik for at skabe de rigtige tekniske løsninger i kombination med at levere til forretningen. Det er alfa omega at:

- Du har solid erfaring med C# på .NET og SQL Server
- Du er vant til at arbejde med Microsoft-udviklingsværktøjer
- Du er vant til at gå forrest i løsninger og sikre høj kvalitet
- Du har en god forståelse for test, fra unit test til systemtest
- Du balancerer behovet for både udvikling og drift
- Du har en positiv tilgang og let’s do it attitude

Det vil være en fordel hvis du har:
- Erfaring eller interesse i samarbejde med leverandører, og sikre leverancer af høj kvalitet
- Erfaring eller interesse i WEB-teknologier og web services
- Erfaring eller interesse i security-by-design
- Erfaring eller interesse i DevOps, Scrum, Kanban, Git og gerne Gitlab
- Erfaring eller interesse i cloud – Gerne Azure og AWS
- En holdning til hvad er god kode, og kan skrive kode af høj kvalitet

Det skal du hjælpe os med:
- Sikre en vej ud af vores legacy IT
- Deltage i projekter
- Koordinere dine og andre udvikleres opgaver via ADO (VSTS)
- Skubbe på ift. kortere sprint og forretningsvendte leverancer
- Sikre at vi løser de driftsudfordringer vi står overfor

Gyldendal tilbyder dig
Du får en stilling med store frihedsgrader, en stor berøringsflade i et uformelt arbejdsmiljø præget af positivitet og arbejdsglæde samt gode faglige og personlige udviklingsmuligheder.

Om os
Gyldendal A/S blev grundlagt i 1770 og er Danmarks ældste og største forlag. Gyldendal A/S tæller også datterselskaberne Guide2Know, MentorDanmark, Systime og Publizon. 
I Gyldendal får du en alsidig og kreativ arbejdsplads med mange forskellige medarbejderprofiler. Det fælles kendetegn på tværs af organisationen er en høj grad af arbejdsrelateret stolthed såvel som indlevelse og engagement i sit arbejde samt en menneskeorienteret tilgang, hvor man på en og samme tid vil hinanden og forretningen det bedste.
Du får din daglige gang i Klareboderne i indre København i Gyldendals historiske lokaler, som huser ca. 380 medarbejdere. I hele koncernen er vi knap 500 ansatte. 

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingschef Thomas Clausen på tlf. 2137 0781. 

Søg jobbet 
Send din ansøgning og dit CV samt relevante bilag i en samlet PDF til os på ansoegning7@gyldendal.dk. Vi holder samtaler løbende.