Gyldendal søger ny forlagschef for Børn & Unge

Vil du være med til at udstikke kursen for Danmarks vigtigste udgiver af litteratur for børn og unge?

I Gyldendal lever og ånder vi for at dele verdens bedste bøger og undervisningsmaterialer med danskerne. Husets redaktioner er specialister i litteraturen inden for hver deres fagområde.

Gyldendal Børn & Unge er en redaktion, der består af et team af ambitiøse og dygtige medarbejdere, som hvert år udgiver ca. 120 børne – og ungdomsbøger, skabt af de bedste tegnere og forfattere fra ind- og udland. Vi kan tilbyde en inspirerende og livlig arbejdsplads med engagerede kolleger både i redaktionen og i hele det store, smukke hus i hjertet af København.

Rollen
Som forlagschef vil du bl.a. få det overordnede ansvar for redaktionens medarbejdere, udgivelsesprogram og økonomi, ligesom du i et tæt samarbejde med dine kolleger i salg og marketing skal være med til at udbygge Gyldendals markedsposition på området.

Du refererer til den administrerende direktør og indgår i ledelsen af trade-området på lige fod med de øvrige redaktionelle chefer.

Dine arbejdsopgaver vil bestå i at:
- Udvikle og vedligeholde en tæt kontakt til tegnere og forfattere i Danmark og udlandet
- Sikre at Børn & Unges profil fortsat udvikles lønsomt med et højt kvalitetsniveau
- Motivere medarbejdere og gå forrest i afdelingens udvikling
- Sikre en god kommunikation og et godt samarbejde mellem B&U og de øvrige afdelinger i huset
- Tegne forlaget udadtil i forhold til fagkredse og den bredere offentlighed

Personlige og faglige kompetencer – vi forventer, at du:
- Har et godt kendskab til børne- og ungdomskultur
- Har ledelseserfaring
- Evner at kombinere markedsforståelse med høje kunstneriske ambitioner
- Har et godt overblik og lyst og evne til at uddelegere opgaver
- Har gode kommunikative evner og er relationsskabende

Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte adm. direktør, Morten Hesseldahl, på tlf.: 24241669 eller mail: mohe@gyldendal.dk 

Din ansøgning
Send din ansøgning og CV i en samlet PDF-fil til ansoegning8@gyldendal.dk senest d. 27. januar 2019. Tiltrædelse efter aftale.

Om Gyldendal
Gyldendal blev grundlagt i 1770 og er landets ældste og største forlag samt førende udgiver af skøn- og faglitteratur for børn og voksne og af materialer til undervisning på alle niveauer. Gyldendal A/S tæller også datterselskaberne Rosinante & Co, Guide2Know, Systime, MentorDanmark og Publizon.

I Gyldendal får du en alsidig og kreativ arbejdsplads med mange forskellige medarbejderprofiler. Det fælles kendetegn på tværs af organisationen er en høj grad af arbejdsrelateret stolthed såvel som indlevelse og engagement i arbejdet samt en menneskeorienteret tilgang – og sidst men ikke mindst en stor kærlighed til bøger.

Du får din daglige gang i Klareboderne i indre København i Gyldendals historiske lokaler, som huser ca. 380 medarbejdere. I hele koncernen er vi lidt over 500 ansatte.