gyldendal søger indholdsudvikler

GYLDENDAL SØGER DIGITAL INDHOLDSUDVIKLER

Danmarks største forlag søger en profil med stærke kompetencer inden for indholdsudvikling til digitale formater.

Bogmarkedet er i forandring, og Gyldendal udvider nu på det digitale område. Derfor søger vi en markant profil, som kan tænke i indhold, der er målrettet nye digitale formater. Overordnet er det lydformatet, der vinder kraftigt frem – også i bogverdenen. Kombinationen af lydformatet og abonnementsplatforme giver nye muligheder for udvikling af indhold. Det skal du være helt skarp på.
Den rette kandidat skal drive udviklingen af digitalt tænkt indhold i et i forvejen stærkt forlagshus. Vi har høje ambitioner for området, men lader os meget gerne også inspirere af andre. Vi går efter høj kommerciel kvalitet, som vi kan være stolte af.

Du kommer til at være en del af den kommercielle afdeling i Gyldendal, der rummer salg (BtB og BtC), presse og marketing.

DU FÅR ANSVARET FOR AT …
- Skabe et stærkt kommercielt dansk program i samarbejde med den digitale salgsafdeling og forlagets redaktioner.
- Finde de rigtige forfattere, som vi kan samarbejde med og videreudvikle området med.
- Finde og skabe de gode fortællinger til nye og skiftende formater
- Være med til at sikre, at Gyldendals udgivelser er lige så relevante for kunderne fremover, som de er det nu.

DU ER EN MULIG KANDIDAT, HVIS DU…
- Har en solid forståelse for indhold og formater.
- Har erfaring med et eller flere af disse områder: Podcasts, radio, magasinindhold, lydbøger.
- Har et godt, relevant netværk.
- Er stærk sprogligt. Du behøver dog ikke at kunne tekstredigere. Det varetager mange andre dygtige kollegaer.
- Er entreprenant og drives af at levere på nye udfordringer.
- Er holdspiller og god til at samarbejde bredt.  
- Kan levere hurtigt og effektivt på flere opgaver ad gangen.
- Er proaktiv med en kreativ vinkel på opgaveløsning.
- Har stærk kommerciel sans. Forstået sådan, at du har styr på målgrupperne og ved, hvad de vil have både nu og i morgen.
- Er en stærk læser, som sikkert kan finde frem til kvaliteten.

DERFOR SKAL DU SØGE
- Du får mulighed for at samarbejde med nogle af de absolut bedste i branchen - både i form af forfattere og kollegaer.
- Du får mulighed for at påvirke, hvordan Gyldendal forbliver lige så relevant nu, som vi har været det i snart 250 år.
- Du kommer til at arbejde med et område, der vokser kraftigt, hvilket vil give dig mange forskellige muligheder fremover.
- Du får stor frihed til at skabe resultater. Her er intet hugget i sten, hvis du har dine argumenter i orden.

INTERESSERET?
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte digital salgschef Jeppe Mossin på e-mail: jem@gyldendal.dk eller mobil 6161 2850 mellem kl. 12 og kl. 13 på hverdage.
Du skal sende din ansøgning og CV i en samlet PDF-fil til: ansoegning2@gyldendal.dk
Vi glæder os til at høre fra dig senest 9. december 2019. Vi indkalder løbende til samtaler.

OM GYLDENDAL

Gyldendal er drevet af en stærk værdibaseret kultur, men har som børsnoteret virksomhed også klare indtjeningskrav. Gyldendal har til huse i historiske lokaler i Klareboderne i indre København. Vi tæller ca. 380 ansatte. Vi er ca. 60 medarbejdere i den kommercielle afdeling, der også inkluderer Gyldendal+, arbejder med at sælge og promovere skøn-, fag- og børnelitteratur til privatmarkedet. Du vil få din daglige gang i et hus, der har udgivet litteratur til danskerne siden 1770, og du vil spille en væsentlig rolle i forlagets fortsatte arbejde med at åbne verden op gennem bøger. I hele koncernen er vi lidt over 500 ansatte, da Gyldendal A/S også tæller datterselskaberne Guide2Know, Systime, MentorDanmark og Publizon.