Customer Intelligence Analyst til Gyldendal Uddannelses marketingafdeling

Vil du bygge videre på din erfaring med at indsamle og analysere kundedata og arbejde med automation i et lille selvkørende team i Gyldendal Uddannelses marketingafdeling, som brænder for at forstå og bruge data? Og har du lyst til at være med til at bidrage til Gyldendal Uddannelses fortsatte vækst?

Gyldendal er et hus, hvor alle lever og ånder for at dele verdens bedste bøger og undervisningsmaterialer med danskerne. Husets redaktioner er specialister i litteraturen og undervisningen inden for hver deres fagområde. I Gyldendal Uddannelse udvikler vi læremidler til alle uddannelsesniveauer i Danmark. I løbet af de seneste 7 år, har vi udviklet en omfattede digital portefølje af læremidler, og denne udvikling er i forsat vækst. Samtidig har vi i Gyldendal Uddannelses marketingafdeling opbygget en række digitale aktiviteter på tværs af kommunikationskanaler og webshops.

Vi ønsker nu at tage næste skridt på vores digitale rejse ved at styrke vores in-house datakompetence med en nyoprettet stilling i Gyldendal Uddannelses marketingafdeling. Derfor søger vi en Customer Intelligence Analyst, der vil kunne tiltræde i løbet af første kvartal 2019.

Jobbet
Du bliver en del af et ambitiøst digitalt team, hvor I er tre medarbejdere, der i det daglige beskæftiger jer med data, analyser og automation. Udover 12 kolleger i marketingafdelingen får du også kolleger og sparringspartnere på tværs af koncernen. 

Helt overordnet skal du være med til at kortlægge relevante kundesegmenter via analyser baseret på brugsadfærd- og købshistorik.

Dine primære arbejdsområder bliver at:
Samle, kombinere og forstå interne og eksterne data fra alle dele af Gyldendal Uddannelse med henblik på at omsætte disse til forretningsmæssige indsigter.
Levere (automatiserede) analyser af kunderne ift. deres lifetime value, forbrug, loyalitet, churn, omkostninger, indtjening, profitabilitet, tilfredshed mv.  
Udvikle modeller for løbende at højne niveauet af vores forecasts, predictions og analyser.  
Deltage som indsigtsekspert i kommercielle programmer og med teamets viden og kompetencer som ballast sikre, at løsningerne prioriteres med udgangspunkt i kundernes behov.  
Lede projekter i Gyldendal Uddannelse, hvor data er omdrejningspunktet.  
Bidrage til udviklingen af automation set-up.

Derfor er det vigtigt, at du:
Har stærke evner indenfor dataindsamling og statistiske analyser (via værktøjer som SQL/Python/R).
Er skarp til at behandle data og omsætte dem til konkrete og anvendelige indsigter.
Er nysgerrig på at forstå sammenhænge mellem data og mennesker.  
Har solid erfaring med håndtering af store datamængder.  
Evner at levere og kommunikere handlingsorienteret forretningsanalyse til hele organisationen.
Kan præsentere indsigterne og anbefalingerne på en klar og forståelig måde, så de kan omsættes til handling i den kommercielle del af organisationen.   

Derudover må du gerne have stiftet bekendtskab med et eller flere automation systemer som fx Portrait, SiteCore eller Adobe og have erfaring med machine learning fx Keras/Tensorflow eller have lyst til at lære det.

Fagligt håber vi, at du har en relevant kandidatgrad, f.eks. cand.merc.mat/dat, cand.polit, cand.oecon, cand.scient eller en relevant ingeniøruddannelse.

Du kan være nyuddannet. Du kan have flere års professionel erfaring. Det er ikke afgørende. Det afgørende er, at du brænder ligeså meget for at forstå og bruge data til forretningsudvikling og relevant kundekommunikation, som vi gør.

Om Gyldendal
Gyldendal A/S blev grundlagt i 1770 og er Danmarks ældste og største forlag. Gyldendal A/S tæller også datterselskaberne Rosinante & Co, Guide2Know, Systime, MentorDanmark og Publizon.

I Gyldendal får du en alsidig og kreativ arbejdsplads med mange forskellige medarbejderprofiler. Det fælles kendetegn på tværs af organisationen er en høj grad af arbejdsrelateret stolthed såvel som indlevelse og engagement i arbejdet samt en menneskeorienteret tilgang – og sidst men ikke mindst en stor kærlighed til bøger. 

Du får din daglige gang i Klareboderne i indre København i Gyldendals historiske lokaler, som huser ca. 380 medarbejdere. I hele koncernen er vi lidt over 500 ansatte.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte GU Marketingchef Lisbet Stolberg på tlf. 2999 7080 

Søg jobbet
Send din ansøgning og dit CV samt relevante bilag i en samlet PDF til os på ansoegning6@gyldendal.dk senest den 18. januar 2019. Vi holder samtaler løbende.