Cicero og Flamingo/Pretty ink søger ny forlagschef

Vil du være med til at sætte retningen for et par af Danmarks bedste forlagsimprints?

Cicero udgiver udelukkende oversat skønlitteratur – store episke romaner og historisk underholdning af forfattere som Ken Follett og Ildefonso Falcones, gode læseoplevelser til det kvindelige publikum af forfattere som Kate Morton, Jojo Moyes og Lucinda Riley og skæbnefortællinger fra hele verden af f.eks. Shilpi Somaya Gowda og Khaled Hosseini, der med debutromanen Drageløberen berørte og begejstrede læsere kloden rundt.

Flamingo/Pretty ink tegner sig for de allerbedste romaner inden for romancegenren. Det er pusterummet fra den travle hverdag. Fra det hede til det søde, fra rørende historiske dramaer til nutidige hjertebankende fortællinger. Fra hverdagsproblemer til kærlighed, glamour og spænding. Kort sagt: bøger, der forfører, af forfattere som E.L. James, Simona Ahrnstedt, Elle Kennedy, Lisa Kleypas og Samantha Young.

Cicero og Flamingo/Pretty ink er ét team i Gyldendal med et tæt samarbejde med resten af huset. Redaktionen består af fire medarbejdere plus forlagschefen.

Vi kan tilbyde en inspirerende og livlig arbejdsplads med engagerede kolleger både i redaktionen og i hele Gyldendals store, smukke hus i hjertet af København.

Rollen
Som forlagschef vil du bl.a. få det overordnede ansvar for medarbejdere, udgivelsesprogram og økonomi, ligesom du i et tæt samarbejde med dine kolleger i salg og marketing skal være med til at udbygge Ciceros og Flamingo/Pretty inks markedsposition på de respektive områder.

Du refererer til Gyldendals administrerende direktør og indgår i ledelsen af trade-området på lige fod med husets øvrige redaktionelle chefer.

Dine arbejdsopgaver vil bestå i at:
- Sikre at Ciceros og Flamingo/Pretty inks profiler fortsat udvikler sig lønsomt, samtidig med at det høje kvalitetsniveau fastholdes
- Motivere medarbejdere og gå forrest i afdelingens udvikling
- Sikre en god kommunikation og et godt samarbejde mellem Cicero og Flamingo/Pretty ink og de øvrige dele af Gyldendal
- Udvikle og vedligeholde en tæt kontakt til udenlandske rettighedshavere og forfattere 
- Have en god fornemmelse for digitale udgivelsesmuligheder
- Tegne Cicero og Flamingo/Pretty ink udadtil. 

Personlige og faglige kompetencer – vi forventer, at du:
- Har ledelseserfaring
- Evner at kombinere markedsforståelse med næse for gode historier
- Har et godt overblik og lyst og evne til at uddelegere opgaver samt arbejde med medarbejderudvikling
- Evner at kommunikere klart og skabe gode relationer
- Har et godt kendskab til international underholdningslitteratur. 

Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte adm. direktør Morten Hesseldahl på tlf.: 24241669 eller mail: mohe@gyldendal.dk

Din ansøgning
Send din ansøgning og CV i en samlet PDF-fil til ansoegning8@gyldendal.dk senest d. 4. november 2019. Tiltrædelse efter aftale.

Om Gyldendal
Gyldendal blev grundlagt i 1770 og er dermed landets ældste og største forlag. Gyldendal A/S tæller også datterselskaberne Guide2Know, Systime, MentorDanmark og Publizon.

I Gyldendal får du en alsidig og kreativ arbejdsplads med mange forskellige medarbejderprofiler. Det fælles kendetegn på tværs af organisationen er en høj grad af arbejdsrelateret stolthed såvel som indlevelse og engagement i arbejdet samt en menneskeorienteret tilgang – og sidst men ikke mindst en stor kærlighed til bøger.

Du får din daglige gang i Klareboderne i indre København i Gyldendals historiske lokaler, som huser ca. 380 medarbejdere. I hele koncernen er vi lidt over 500 ansatte.