I bogen besøger Özlem blandt andre Kim, der gerne vil slå muslimer ihjel, og hun mødes med unge på Nørrebro med en dyb foragt for det danske samfund. Vi kommer med ind i Hizb-ut-Tahrirs moske, hvor imamen prædiker mod demokratiet. Her møder vi også salafisten Mahmut. For at opleve et land, hvor samtalen er hørt op, og volden har taget over, rejser Özlem til Israel og Palæstina.
Men kan man overhovedet samtale om alt, og kan samtale ændre holdninger? Eller er det naivt at tro, at man kan have noget til fælles med ekstremister og kan rykke ekstreme holdninger med samtale? Og hvad sker der, når vi holder op med at tale sammen?
