En ung kvinde bliver forladt af sin kæreste og flytter ind i sin fars præstegård.
Her forsøger hun at få hold på kærlighedens væsen, mens omverdenen blander sig med velmente råd: veninden og spindoktoren Mulle, en tålmodig læge, ejendomsmæglermoren, der taler i slogans og deler ud af sin livserfaring på en måde, der gør jeg-personen virkelig træt, og præstefaren, der citerer Pink Floyd, spiller 500 og regner med det hele løser sig af sig selv. Med en vis desillusioneret kynisme giver hun sig selv lov til at sørge og være på tværs, højtråbende, højstemt, plakatfuld, småfilosofisk og pseudointellektuel, skingrende FOR MEGET, indtil der igen tændes lys for enden af tunnelen.
Min mor siger er korte uddrag af samtaler, der handler om at tale forbi hinanden, føle sig misforstået og ensom. Samtalerne brydes af monologer af erindringer, bekendelser, kærlighedserklæringer og raserianfald dedikeret til alle hendes tidligere kærester og forelskelser, som hun har svært ved at give slip på.
