I det ækvatoriale Newarks lammende varme raser en skrækindjagende epidemi. Den truer New Jerseys børn med lemlæstelse, lammelse, livslang invaliditet – sågar død. Dette er det foruroligende og overraskende emne for Roths nye knugende roman: en krigstids polioepidemi i sommeren 1944 og de konsekvenser, den har for livet i et familieorienteret kvarter i Newark.

 

I centrum for NEMESIS står den energiske, pligtopfyldende 23-årige legepladsleder, Bucky Cantor, der ihærdigt tager sig af de lokale børn og ligeså ihærdigt frustreres over sit dårlige syn, der har forhindret ham i at kæmpe side om side med sine jævnaldrende. Ved at stille skarpt på de dilemmaer Cantor kæmper med, da Polioepidemien rammer hans legeplads, trækker Roth med suveræn sikkerhed sine læsere igennem hele spektret af følelser en sådan pest producerer: frygt, panik, vrede, forvirring, lidelse og smerte.

 

  • Antal sider240
  • Højde208 mm
  • Bredde135 mm
  • Dybde24 mm
  • Vægt376 g
  • FormatHæftet
  • ISBN9788702100747
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato28.10.2013
  • OversætterSimon Fruelund

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Philip Roth

Philip Roth, f. 1933, er amerikansk forfatter og har en MA i engelsk litteratur.

I et forfatterskab, der ofte er opfattet som kontroversielt, har Roth forholdt sig kritisk til jødisk-amerikansk selvforståelse og har samtidig plæderet for seksualiteten som væsentligste eksistentielle drivkraft.

Begge temaer introduceres i gennembrudsbogen Goodbye, Columbus (1959, da. Farvel, Columbus, 1965), en kortroman og fem noveller, og gennemspilles fuldt instrumenteret i Portnoy's Complaint (1969, da. Portnoys genvordigheder, 1969).

I The Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire, 1981) optræder Roths alter ego Nathan Zuckerman som en fra da af gennemgående figur, hvis forekomst giver anledning til en selvreflekterende fortælleteknik, der tillader samtidig belysning af alternative udviklingsmuligheder.

Ligeledes fortæller Zuckerman om temaerne aldring, seksualitet og tolerancetærskler i

The Human Stain (2000, da. En menneskelig plet, 2001) om den 71-årige Coleman Silk, der efter en succesrig universitetskarriere som underviser, forsker og navnlig administrator pludselig ofres i den politiske korrektheds navn. Bogen blev filmatiseret i 2003.

Roths forfatterskab har i sin senere fase haft bredere samfundskritisk sigte, fx i American Pastoral (1997, da. Amerikansk Pastorale), en Job-allegori, som Roth fik en Pulitzerpris for, og i The Plot Against America (2004, da. Komplottet mod Amerika, 2006), en kontroversiel kontrafaktuel historie om, hvad der kunne være sket, hvis nationalhelten med de antisemitiske og isolationistiske holdninger, Charles A. Lindbergh, havde vundet præsidentvalget i 1940.

Han har i eminent grad været med til at danne og cementere forestillingen om den neurotiske amerikanske storbyintellektuelle, hvis personlige anliggender også påstås at være nationens.

Roth har modtaget adskillige priser, bl.a. National Book Award og National Book Critics Award (begge to gange), PEN/Faulkner Award (tre gange), PEN/Nabokov Award i 2006 og PEN/Saul Bellow Award for Achievement in American Fiction i 2007. Han er den eneste nulevende amerikanske forfatter som får sine værker udgivet i en omfattende og definitiv udgave af Library of America.

Foto: Nancy Crampton, 2013

Bøger i samme genre