Ole Brockmann er født den 28. februar 1942 i København.
Han voksede op i barakkerne på hjørnet af Vigerslev Alle og Vigerslevvej i Valby som den næstældste i en søskendeflok på seks – tre piger og tre drenge. Faderen var bager, men på grund af mange års sygdom var han blevet arbejdsløs, og familien måtte derfor delvis leve af understøttelse. Moderen havde skam rigeligt at se til med en syg mand og seks børn på stribe, hvoraf den ældste var født i 1940 og den yngste i 1947.
Ole Brockmann gik ud af skolen som 14-årig for at tjene penge som arbejdsdreng på en persiennefabrik i Glostrup og herigennem at kunne hjælpe sin mor og far økonomisk. Forinden havde han i to år tjent penge som bydreng i et ismejeri.
Et af nabobørnene i barakkerne hed Iris Garnov. Hun var storesøster til en af Ole Brockmanns klassekammerater, Aage Jarlfalk, der begik selvmord ved skydning som ganske ung, i forbindelse med politiets anholdelsesaktion i barakkerne.
Iris Garnov, der senere fik en karriere som forfatter, har i en selvbiografi skrevet udførligt om de til tider barske forhold i barakkerne i Vigerslev, set ud fra hendes synsvinkel.
Kun afbrudt af 16 måneders værnepligt i Vordingborg blev det for Ole Brockmanns vedkommende til otte år på persiennefabrikken, inden han søgte ind ved politiet.
Det lå måske ikke ligefrem i kortene, at han skulle blive politibetjent, men han opnåede da at tjene politietaten i 41 år, herunder 34 år som kriminaltekniker i København, inden han gik på pension i 2005 og flyttede til Svendborg.
Ole Brockmanns forfatterskab opstod ved lidt af en tilfældighed.
Han havde haft brevduer i nogle år og var i den anledning, i midten af 80’erne, begyndt at skrive artikler til fagbladet Brevduen. Herunder fik han ideen til historien om brevduen Grønært, der måtte gå så grueligt meget igennem på sine kapflyvninger.
Brockmann indsendte manuskriptet til Chr. Erichsens forlag, der syntes godt om det, og derpå blev bogen udgivet i 1984 under hovedtitlen De unges brevduebog og med undertitlerne ”Grønært” luftens væddeløber” samt”Brevduesportens mysterier”.
Bogen blev godt modtaget, og derpå skrev Brockmann i 1987 bogen om Anker asfaltcowboy, der handler om en københavnerdreng, der kommer på ferie på landet i midten af 50’erne, og herunder sætter han hele sognet på den anden ende med sjove hittepåsomheder og drengestreger.
Denne bog blev også godt modtaget med fine anmeldelser.
Brockmann var halvvejs gennem sit manuskript til børnebog nummer tre, da Chr. Erichsens forlag i slutningen af 80’erne krakkede. Han var på det tidspunkt blevet fast ansat i redaktionen på Brevduen og havde som sådan rigeligt at se til som ”flyvende journalist”, og det skønlitterære forfatterskab blev derfor lagt på hylden.
Desuden var Brockmann fra 1995 til 2003, via sit arbejde som kriminaltekniker, blevet redaktør for det interne faglige tidsskrift Kriminalteknisk Orientering.
I 2008 blev Brockmann kontaktet af Gyldendal, der spurgte, om han ville skrive en bog om kriminalteknik i Danmark.
Dette blev til bogen Fældende beviser – en kriminaltekniker fortæller, der handler om begrebet kriminalteknik, hvilket vil sige politimæssige undersøgelser efter spor på gerningssteder, hvor der er sket alvorlige forbrydelser, samt undersøgelser på de kriminaltekniske centre af spor og effekter fra mange typer af kriminelle forhold, der her i Danmark foretages af specialuddannede politifolk, kaldet kriminalteknikere.
Ole Brockmanns forfatterskab:
1984: De unges brevduebog, Chr. Erichsens forlag, ISBN 87-555-0843-6
1987: Anker Asfaltcowboy, Chr. Erichsens forlag, ISBN 87-555-1119-8
2009: Fældende beviser, Gyldendal, ISBN 978-87-02-07193-1
