Hvis Grønland river sig løs

Læseprøve

Tag med på en utrolig færd! Tag med til Grønland, til Thule-basen, til politikerne i Nuuk og direkte ind på statsminister Lars Løkke Rasmussens kontor, på forsvarets skibe i Arktis og alle de andre steder, hvor kongerigets fremtid afgøres.

Vi rejser til hjertet af et af nationens mest aktuelle dilemmaer: Hvad nu, hvis Grønland river sig løs? Hvad sker der, hvis 98 procent af kongerigets territorium løsrives og bliver en uafhængig nation? Hvordan vil det påvirke Danmark og danskerne? Vores tanker om os selv og hvor vi kommer fra? Hvad vil det betyde for de 57.000 mennesker, der bor i Grønland – og for Grønland?

Et stort flertal af grønlænderne støtter visionen om det uafhængige Grønland, løsrevet fra Danmark. Grønlands egen grundlov er ved at blive skrevet, og Grønland har for første gang nogensinde fået en Selvstændighedsminister. Det kan være svært for folk i Danmark at se for sig, hvordan Grønland skal klare sig uden tilskuddene fra Danmark, men i Grønland peger de ivrige på Grønlands kolossale muligheder for udvinding af mineraler, olie, gas, fiskeri og turisme.

I København arbejder regeringen i den stik modsatte retning af politikerne i Grønland. Danmark vil sammen med Grønland og Færøerne være en arktisk stormagt. Danmark vil især sammen med Grønland udnytte den enestående, nye dynamik i Arktis, klimaforandringerne og stormagternes nye fokus mod nord. Isen forsvinder og for første gang i mennesket historie er et helt nyt ocean – Det Arktiske Ocean – ved at åbne sig for menneskelig trafik. Grønlands strategiske plads midt i denne hastige forandringsproces skal bruges til gavn for Danmark, for grønlændere og færinger, for miljøet og klimaet, for erhvervslivet og freden.

Modsætningen mellem målene i København og Nuuk bliver stadig mere grel. Drømmen om det tætte samarbejde i Arktis vil være meningsløs uden Grønland, og i Nuuk står uafhængigheden forrest. I 2016 skrev en ny regering i Grønland i første linje i sit regeringsgrundlag: ”Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed”.

Martin Breum udforsker dette voksende dilemma i indlevende reportager, skarpe interview med de centrale aktører, rejser og uventede besøg f.eks. hos kunstmaleren Per Kirkeby og den unge, grønlandske stjerneforfatter Niviaq Korneliussen, der skriver om all that postcolonial shit.

I 2012 skrev Martin Breum Når isen forsvinder. Her tog han fat i de fundamentale nybrud i Arktis, der følger af klimaforandringerne. Om Danmarks første forsøg på at orientere sig i den nye dynamik i Arktis, om Danmarks og Grønlands krav på havbunden ved Nordpolen. I 2014 udgav han Balladen om Grønland; et skarpt snit i forholdet mellem Grønland og Danmark, konflikterne om uran, olie og løsrivelse, reportage fra Nordpolen og indblik i en række menige grønlænderes syn på Danmark. Bogen vandt Dansk Forfatterforenings faglitterære pris.

Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker er endnu en topaktuel, engageret reportagebog om nybrud i vores syn på os selv og på Danmarks og Grønlands plads i verdenssamfundet.


 

  • Antal sider300
  • ISBN9788702237764
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato03.04.2018

Køb eksempelvis bogen hos:

Det mener anmelderne

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Martin Breum

Martin Breum, født 1959, er journalist, forfatter og foredragsholder.

I sin karriere har Martin Breum bl.a. været med til at grundlægge månedsmagasinet PRESS, været korrespondent i Afrika for Dagbladet Information og Norsk Telegrambyrå, været politisk reporter for Information og TV-avisens politiske redaktion, han er tidligere vicedirektør i International Media Support med opgaver i Kina, Afghanistan, Afrika og Centralasien og han har været vært på DR2’s nyhedsprogram Deadline og DR2 Udland. Martin Breum er i dag selvstændig og lever af, at lave produktioner og foredrag om Grønlands, Færøernes og Danmarks indbyrdes forhold.

Udover sit virke som journalist har Martin Breum i 2009 ledt det første danske tv-hold på Antarktis, i 2012 deltaget på den dansk-grønlandske LOMROG IIII-ekspedition og i forbindelse med den tur været første DR-medarbejder på Nordpolen. Martin Breum har siden 2013 været medlem af Eventyrenes klub.

Martin Breum debuterede i 2011 med bogen NÅR ISEN FORSVINDER – DANMARK SOM STORMAGT I ARKTIS, GRØNLANDS RIGDOMME OG KAMPEN OM NORDPOLEN. Bogen er blevet trykt i flere oplag og hører til de vigtigste danske bøger om udviklingen nord for polarcirklen. I 2014 udkom BALLADEN OM GRØNLAND – TRANGEN TIL LØSRIVELSE, RÅSTOFFERNE OG DANMARKS DILEMMA.

I 2018 udkom HVIS GRØNLAND RIVER SIG LØS - EN REJSE I KONGERIGETS SPRÆKKER, hvor den grønlandske selvstændighedstrang og Danmarks postkoloniale stormagtsdrømme på ny underkastes skarpt reportagelys. Samme år udkom Martin Breums bog, den første skrevet på engelsk, COLD RUSH - THE TRUE STORY OF THE NEW QUEST FOR THE POLAR NORTH, i både Storbritannien og Canada.

Bøger i samme genre