Ejnar Mikkelsen. En biografi

Læseprøve
Lytteprøve

Ejnar Mikkelsen er en af de store danske grønlandsrejsende, og der er aldrig lavet en biografi om ham. Gyldendal har udgivet hans egne bøger, og nu er tiden kommet til at sætte Ejnar Mikkelsen ind i en større sammenhæng.

Af de gamle grønlandsforskere er Knud Rasmussen og Ejnar Mikkelsen de to, der har haft størst betydning for forholdet mellem Grønland og Danmark – men på hver deres måde – Mikkelsens måske den største, hvis det hele skal gøres op.

Om nogen blev Ejnar Mikkelsen manden på Grønlands østkyst. Han var med fra den første korttegning af den ukendte kyst, han mødte befolkningen i deres helt oprindelige kultur, han overlevede mirakuløst tre år i Nordøstgrønland sammen med Iver Iversen. Det gjorde ham verdensberømt.

Så kom en række år, hvor han især arbejdede som journalist. Han var i Karelen under Vinterkrigen, han skrev fra de baltiske lande og fra konflikten i Ruhr-distriktet, og han skrev fra Mexico og fra Argentina.

Mesterstykket var grundlæggelsen af Scoresbysund, der fik afgørende betydning ved forhandlingerne i Haag, hvor hele Grønland blev dansk. Så blev han hvalfanger og ekspeditionsleder, inden han som den første fik stillingen som inspektør for Østgrønland.

Under krigen måtte han flygte til Sverige. Han blev hentet videre til USA, hvor han sammen med diplomaten Henrik Kauffmann arbejdede på af sikre Grønland som en del af Danmark og især som en del af den vestlige verden.

Dermed kom han også til at arbejde for en udvikling, der på en og samme gang sikrede den østgrønlandske befolknings fortsatte eksistens og samtidig fjernede dem fra deres oprindelige kultur.

Det er således ikke en snæver biografisk bog, forfatteren har skrevet. Den ser det biografiske i en større historisk og politisk sammenhæng med offentligheden som en del af udviklingen. Den er ydermere skrevet medrivende og rigt illustreret med aldrig tidligere publicerede privatbilleder.

  • ISBN9788702288858
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato08.08.2019

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Kurt L. Frederiksen

Kurt L. Frederiksen er født i 1951 og er uddannet mag.art. i nordisk litteratur og cand.mag. i dansk og filmvidenskab.

Efter at have læst de grønlandske myter og sagn, Knud Rasmussen indsamlede, begyndte arbejdet med at samlet stof til en biografi om Knud Rasmussen, Kongen af Thule. Den udkom i 1995. I 2009 blev den genudgivet i en revideret udgave. Arbejdet med Knud Rasmussen førte til flere rejser til Grønland og til opdagelsen af, at der i dette vældige stof lå i hvert fald materiale til to dokumentariske romaner. Det blev til Spor over Isen, 2004, som handler om Den litterære Grønlandsekspediton, der åbnede slædevejen over Melvillebugten op til polareskimoerne i Thuleområdet, samt til Edderfuglens Rejse, 2006, om verdens længste slæderejse nord om Amerika fortalt med den unge grønlandske polareskimo Edderfuglens synsvinkel.

Arbejdet med Knud Rasmussen nødvendiggjorde kendskab til udviklingen i den etnografiske forskning i Danmark, hvor Knud Rasmussen og Henning Haslund-Christensen er de to store autodidaktiske rejsende. Det blev til en biografi, Manden i Mongoliet, 2001, om Haslund samt til flere rejser blandt mongolerne, som var hans undersøgelsesområde.

I Danmark er Jørgen Jürgensen stort set skrevet ud af historiebøgerne, men ikke desto mindre en fantastisk skikkelse, der efter et omtumlet liv endte sine dage på Tasmanien. Et større gravearbejde og en rejse til Tasmanien førte til romanen Fribytteren, som udkom i 2010.

Men der var ugjort arbejde om de gamle grønlandsfarere. Arbejdet med Knud Rasmussen havde også medført en samling af kilder om Peter Freuchen. Sammen med en rejse til Qaanaaq til det nordligste Grønland blev det til en biografi om ham, Freuchen – den store Peter, 2010.

Det er et karakteristisk træk, at meget af det, de gamle polarforskere skrev, nok handlede om de spektakulære rejser, men oftest er kernen i skildringer en søgen efter sig selv og egen identitet.

Det gjorde sig også gældende for forfatteren Thorkild Hansen, der blev kendt for sine dokumentariske romaner fra 1960’erne. Hans væsentligste interesse var imidlertid ham selv, og hvad han skrev om andre, handlede mest om Thorkild Hansen. Dette synspunkt blev udfoldet i Thorkild Hansen. Forfatteren og livet, der udkom i 2012.

Grønland i det hele taget, men Østgrønland især kom under 2. verdenskrig og årene derefter til at spille en væsentlig rolle i dansk udenrigspolitik og i tilknytningen til Nato. Den udvikling blev Ejnar Mikkelsen en del af, men inden da havde han udfoldet i liv som arktisk rejsende, hvor højdepunkterne var overlevelsen i Nordøstgrønland i tre et halvt år sammen med Iver Iversen samt af grundlæggelsen af Scoresbysund i 1924. Op gennem 30’erne var han inspektør for Østgrønland, og under krigen måtte han flygte til Sverige og kom videre til USA, hvor samarbejdet med ambassadør Kauffmann førte ham tilbage til Grønland. Fundet af en del nyt materiale førte til en biografi om kaptajnen, som han yndede at lade sig kalde: Ejnar Mikkelsen. En biografi, 2015.

Ud over det har Kurt L. Frederiksen skrevet en række artikler, et filmmanuskript, ligesom han er en erfaren foredragsholder indenfor litterære, filosofiske og historiske emner.

Bøger i samme genre