Georg Brandes, Magt og afmagt 1896-1914

I dette fjerde bind af sin store Brandes-biografi fortæller Jørgen Knudsen om den Georg Brandes der fylder 60 og 70 år og flygter fra al hyldest, den Brandes der bliver professor og får kommandørkors, og som også indgår i forskellige alliancer med højrekræfter, den Brandes som bittert må erkende, at hans livsprojekt - at vække danskerne til selvvirksomhed - er aldeles urealistisk: han kan ikke modellere en løve af så blødt smør. Med sin usvækkede lyst til at provokere og udæske, ikke mindst kristendommen, sine stadig varierede angreb på sin samtids massive dumhed og sin lyst til igen og igen af knuse sine egne støbeforme bliver han ikke desto mindre et forargelses tegn for borgerskabet og en trodsens og oprørets uforsonlige helgen for sine tilhængere. Hans situation som jøde og som intellektuel sættes ind i en bredere tidshistorisk sammenhæng, der gør den lettere at forstå, og dette bind tegner overraskende nærbilleder af århundredeskiftets danske og europæiske kultur, som denne klarøjede oppositionelle så den. Meget ukendt materiale præsenteres, ikke mindst i det altid fængslende kapitel om Brandes' forhold til det andet køn.
  • Antal sider621
  • Højde239 mm
  • Bredde149 mm
  • Dybde30 mm
  • Vægt789 g
  • FormatHæftet
  • ISBN9788700346642
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato11.12.1998

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Jørgen Knudsen

Jørgen Knudsen
Det var Gyldendal, der i sin tid bad mig skrive min første bog, Tysk litteratur fra Thomas Mann til Bertolt Brecht, der udkom i 1966. Siden har jeg skrevet i to spor. Det der fylder mest, er et stædigt Brandes-spor, min Brandes-biografi voksede til fem udgivelser: Georg Brandes. Frigørelsens vej 1842-77, Georg Brandes. I modsigelsernes tegn 1877-83, Georg Brandes. Symbolet og manden 1883-95, Georg Brandes, Magt og afmagt 1896-1914 og Georg Brandes. Uovervindelig taber 1914-27. Disse bøger – hvoraf de sidste tre endda hver er i to bind – udkom med jævne mellemrum i 1985, 1988, 1994, 1998 og 2004. Tilsammen fylder de ca. 2700 sider. Til glæde for den mindre tålmodige læser skrev jeg siden en art resumé, på 640 sider: GB, En Georg Brandes-biografi, 2008. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg også fået udgivet en antologi af Brandes’ egne tekster hos Gyldendal: Georg Brandes – den mangfoldige, 2005.

Mit andet skrivespor er snarest essayistisk. Efter en bog om DDR vort ukendte naboland, 1969, kom i 1974 Genveje til paradis? Lille fritidslære (også som uglebog), og i 1984 Pæn, praktisk og pinlig. En enkelt roman blev det også til, om forurening: Det brændende hus, 1988. Året efter skrev jeg I Sovjet. På rejse med Next Stop. Tre andre essaysamlinger var: Vækstens tyranni, 1992, Forbrydelse eller dumhed, 1996, og Den falske tryghed, 2000. Endelig har jeg sammen med Niels Barfoed skrevet Seksten uenige breve, 2000.

Romanen, bogen om Next Stop og mine essays udkom på forlaget Tiderne Skifter, resten hos Gyldendal.

Foto: Morten Holtum 2004

Bøger i samme genre