Læseprøve
Lytteprøve

 

Grace har en far, der er tryllekunstner. Han er fænomenal til at trylle med duer, men trylleriet tager somme tider magten fra ham, og Graces mor er træt af, at duerne lægger æg de mærkeligste steder. Så træt, at hun en dag flytter hjemmefra.

Grace rejser med sin far, da han skal til tryllekunstnerkongres på den anden side af Jorden.  I det eksotiske land møder hun en sød dreng, der hedder Paolo. Hans far er taget til fange af en skør diktator, der vil bestemme alt, og som man absolut ikke må gøre grin med. Sammen beslutter de to børn at gøre oprør.

GRACE OG PAOLO er en eventyrlig og underfundig beretning om mødet med det fremmede, og om hvordan børn kan gøre en forskel, også i de voksnes verden. Duerne spiller deres rolle, og det samme gør evnen til at forstå hinanden på tværs af alle grænser.

Bogen er illustreret af Charlotte Pardi

  • Antal sider136
  • ISBN9788702177107
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato30.10.2015

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Jens Christian Grøndahl

Jens Christian Grøndahl er ophavsmand til et stort internationalt og prisbelønnet forfatterskab, der er lige så udbredt i Frankrig, Holland og Belgien som i Danmark.

Jens Christian Grøndahl skabte sig med romaner som Tavshed i oktober fra 1996 og Lucca fra 1998 et stort publikum. I dag tæller hans forfatterskab mere end 30 bøger, herunder romaner, essays, børnebøger, skuespil og en selvbiografi.

Jens Christian Grøndahl fremhæves ofte for sin evne til at fremstille eksistentielle konflikter og psykologiske relationer. I udlandet er han blevet sammenlignet med bl.a. Anton Tjekhov og Albert Camus. Jens Christian Grøndahls hovedtema er ensomhedens grundvilkår, der undersøges gennem kærligheden mellem mennesker med fokus på deres livshistorie og valg. Jens Christian Grøndahls romaner udkommer i over 35 lande og optræder jævnligt på toneangivende kritiker- og bestsellerlister verden over.

Desuden har han bl.a. modtaget Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen Lucca. Og dertil blev han den første modtager af Danske Banks Litteraturpris for Et andet lys fra 2002. Jens Christian Grøndahl er endvidere blevet tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse samt den franske orden Chevalier dans l'ordre des Arts et des Lettres som en hædersbevisning for sit bidrag til skønlitteraturen i Frankrig.

I 2015 udkom Vejen til Bethlehem. Her genfortæller Jens Christian Grøndahl den kendte bibelfortælling om Josef og Marias færd til Bethlehem – men set fra Josefs perspektiv. Fra 2015 til 2018 har Jens Christian Grøndahl i bogform udgivet tre essays, der alle handler om Europa og europæernes identitet, tilsammen kaldet Europa-trilogien: Hjemme i Europa (2015), Europas ambassade (2016) og Europa er ikke et sted (2018). I 2020 udkom romanen Dage som græs, og i september 2022 udkom Fra i nat sover jeg på taget.

Fotograf: Lærke Posselt 2018

Bøger i samme genre