Brød og roser. Af en romanforfatters erindringer. 1

Læseprøve
Lytteprøve

 

Første bind af Inge Eriksens erindringer slutter, da hun blev romanforfatter: I 1976 udkom Victoria og verdensrevolutionen, og den blev indledningen til et nyt kapitel i hendes liv. Inge Eriksen blev født i 1935 i Skørping ved Aalborg, hvor hendes far var stationspasser. Han omkom i kz-lejr i 1945, kun et par måneder før krigens ophør. Ham stod Inge nær, det kneb mere med forholdet til moren, der opfattede det som en af sine fornemste opgaver at holde sin datter på plads. Det fik hun nu aldrig held til.  Vi hører om skolegang i Aalborg, om arbejdspladser – Inge Eriksen har arbejdet på kontor, på reklamebureau, på avis og ved landbruget – om uddannelsen til lærer på Københavns Dag- og Aftenseminarium, en tid, hun ser tilbage på med stor hengivenhed; hun skriver om kærlighedsforhold, om et forhastet ægteskab, om sønnen, som hun efterlod hos faren – en omstændighed, hun aldrig rigtig er kommet til rette med - om sit politiske engagement.  Inge Eriksen fortæller med både overskud og trods om et liv, der har været præget af strids- og kamplyst, altid bestemt af viljen til at gøre det, hun anså for rigtigt – og af at være parat til at tage de knubs, der måtte følge med.
  • Antal sider240
  • ISBN9788702099928
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato04.06.2010

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Inge Eriksen

Inge Eriksen (1935-2009) var en dansk forfatter. Inge Eriksen bevægede sig i sit forfatterskab fra kvinderum til verdensrum, fra kønspolitisk debat til besindelse på hele "universet som en fælles virkelighed". Det gennemgående var hendes engagement og den politisk-moralske kritik, hun fastholdt siden "det antiautoritære 68-oprør".

Fra første færd vovede Inge Eriksen at formulere (kvinde)utopier og positive modbilleder — som nogle fandt trivielle — således i KÆLLINGER I DANMARK fra 1975 (s.m. Jytte Rex) og den store gennembrudsroman VICTORIA OG VERDENSREVOLUTIONEN fra 1976, der lidenskabeligt skildrer en revolution i Sydamerika med temaerne kærlighed og politik. Senere udnyttede Inge Eriksen bl.a. science fiction-genren til at spejle nutiden i både skræmmende og ideale fremtidsbilleder, fx i romanserien RUMMET UDEN TID, 1-4 fra 1983-89. Som alle Inge Eriksens bøger er også disse båret af en værdikritik: Det totalitære og teknologiske samfund stilles over for det kollektive og økologiske.

Mens hun i 1980'erne diskuterede samfundets værdigrundlag via science fiction-genren, gav hun i sin største satsning i 1990'erne, romanserien SOMMERFUGLENS VINGE (TØRVEGRAVERNE, DE RUMÆNSKE BØFLER og VINTERHAVEN fra 1997-2001) en samtidshistorisk analyse af europæiske mennesker i slutningen af 1900-tallet. Den politisk-psykologiske romanrealisme i CITRONTRÆET fra 2003 og EN KVINDE MED HAT fra 2005 modsvarer Inge Eriksens kritiske engagement i talrige essays, fx SKYTSENGLE fra 1994 og HUSET PÅ DRAGENS RYG fra 2000. Erindringsbogen BRØD OG ROSER. AF EN ROMANFORFATTERS ERINDRINGER udkom i 2009.

Fotograf: Morten Holtum, 2005

Bøger i samme genre