Det brændende landskab

Læseprøve
Lytteprøve

Disse tyve noveller rummer hver for sig en facetteret verden, et omfattende perspektiv, og de udgør tilsammen en mangfoldighed af syn og erfaring, af iagttagelser, ideer og fantasmer.

 

De finder sted i Danmark, i Nordafrika, med forkærlighed i Sydeuropa. Deres hovedpersoner er kontormænd, kunstnere, kriminelle, de er spaniere, grønlændere, hjemmefødninge, de er ensomme, elskende, gale, hovmodige - de kan være næsten ingenting, i alle aldre. En enhed står dog langt stærkere i oplevelsen end novellernes brogede forskelligartethed. Først og fremmest fordi de alle er skrevet i jeg-form, dernæst fordi alle disse jeg’er impliceres i tilværelsens ekstremer. De kan blive ofre for bratte katastrofer, de kan selv have lukket alle udveje eller se den sidste blive spærret for dem, de kan i en tømthed foretage fatale eksperimenter med sig selv og andre. Men de kan også blive dirrende iagttagere af mennesker, der danser, og selvom de stadig er fortabte, kan de således gennem en spinkel medviden eller en forsøgsvis identifikation løftes en anelse, se en mulighed, skimte befrielsen, skønheden, som realiteter, der rækker ud over den personlige fiasko. Sådan, og gennem drømme, pludselige åbenbaringer af livgivende kræfter under den desperate bevidsthed, får smerten form og retning og kan tillade en rig vifte af udtryk, skarpt registrerende surrealistiske, grotesk humoristiske…

 

"På den tid brændte skovene ganske langsomt i gult og rødt. Som nynnende fakler åbnede træerne sig mod himlen, og døgnet rullede som en sindig dønning. Mine øjne var centrum i verden, der kastede sine slør ét for ét. De faldt som store kastanjeblade i det tyste efterår."

  • Antal sider103
  • ISBN9788702205916
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato21.11.2016

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Henning Mortensen

Henning Mortensen, f. 1939, debuterede som forfatter i 1966 med digtsamlingen Det kan komme over én. Hans forfatterskab tæller i dag både romaner, digte, noveller, essays, skuespil, børne- og undervisningsbøger.

Inden for de seneste årtier har Henning Mortensen udgivet 10-binds-romanserien om Ib Nielsen, der begynder med Havside sommer (1993). Herefter er fulgt bl.a. Sondrup-trilogien - Næb og kløer (2005), Ræven går derude (2006) og Rita Korsika (2007). I 2009 udkom spændingsromanen Det blanke vand. Året efter kom novellesamlingen Albert Colds drømme om dronningen, og i 2011 var thrilleren Slottet ved Det Liguriske Hav klar.

Den store roman Klovnens rejse, for hvilken Henning Mortensen modtog Holbergmedaljen, udkom i 2013. Kvinden i korshæren (2015) blev nomineret til DR Romanprisen. I 2017 udkom Hr & fru Sørensen ser syner, og i 2019 er Henning Mortensen aktuel med romanen Trampolin.

Gennem årene er han blevet tildelt en lang række priser og hædersbevisninger - ud over Holbergmedaljen bl.a. også Herman Bangs Mindelegat 1989, Beatrice-Prisen 1990, Henrik Pontoppidans Mindefond 1997, Blicherprisen 2000 og Kritikerprisen 2000, Adam Oehlenschläger Legatet 2000, Det danske Kriminalakademis Rosenkrantzpris 2005.

Fotograf: Hanne Wienberg Mortensen, 2017

Bøger i samme genre