”I et hul i himlen færdedes et elskende par.”
Sådan begynder anden del af Dorrit Willumsens historie. Det elskende par, det er Dorrit og hendes Jess, Dorrit, der stadigvæk er hjemme hos sin morfar på Nørrebro, og Jess, der bor sammen med sine forældre i Dannevirkegade.
De bliver gift, det skal man være for at få en lejlighed, de flytter sammen, de skal forene deres vidt forskellige smag i boligindretning, de skal studere og arbejde og finde en fælles dagligdag.
For Dorrit er der en tredjepart i forholdet: Olympia, skrivemaskinen, hendes kæreste eje, som hun plejer sine forfatterdrømme på, samtidig med at Jess lægger an til sin dramatikerkarriere.
De bliver begge to forfattere, de kommer til at kende og omgås andre kunstnere, de slår sig ned i et hus i Viby Sj., et hus med et vanskeligt, farligt sind, de får sønnen Tore, de har succes og får priser, de har naboer, og de får hund, der sker så meget, men det bliver man ikke nødvendigvis enig om alting af, det gør det ikke nødvendigvis nemmere at være det elskende par.
Men pligten til lykke er der hele tiden, med alle de krav om kompromiser og tilpasning, den indebærer. Pligten til lykke.
