“Caribou Island”, David Vanns debutroman, følger et ægteskabs ødelæggende opløsning midt i Alaskas ubarmhjertige natur. På en lille ø i en gletsjersø i Alaska har det midaldrende ægtepar Gary og Irene besluttet sig for endelig at udleve Garys livsdrøm: at bygge en hytte på Caribou Island. De bygger den selv, uden rådgivning eller en plan, i godt vejr og i hård kuling, syge og raske, og de straffer hinanden hele vejen igennem. Irene, der stadig lider under oplevelsen af at blive forladt af en mor, der begik selvmord, vil ikke se Gary som det, han er – en håbløs drømmer. Og Gary, der er drevet af tredive års skuffelse og fortrydelse, vil ikke se projektets vanvid og endnu et nederlag i øjnene. Resultatet er en mere og mere desperat kamp for at få hytten færdig, inden vinteren for alvor sætter ind, og for at opretholde illusionen om et ægteskab i samklang og en fremtid med færre skuffelser, end fortiden har budt på.
Inde på fastlandet følger børnene Rhoda og Mark forældrenes forsøg på at udleve en drøm, der mere og mere ligner et mareridtskatalog over alt det, der er galt i den dysfunktionelle familie. Alle drømmer de om et bedre liv, og alle forsøger de at flygte fra en kontinuerlig strøm af nederlag: Gary og Irene ved at lægge afstand til civilisationen og hinanden, Rhoda ved manisk at kaste sig over planlægningen af et romantisk bryllup på Hawaii med sin kæreste, der har travlt med andre kvinder, og Mark ved at ryge så meget hjemmedyrket pot, at stort set ingenting trænger ind hos ham.
