Karanagalaksen II. Tillid

Læseprøve
Lytteprøve

Tillid er anden bog i Cecilie Ekens storslåede science fiction-serie om styrke og sårbarhed, menneskelighed og umenneskelighed, magtkampe, intriger og kærlighed på trods.

Fire måneder efter hun forlod Hvidøy, ankommer Saga til Kamenia, fyrst Almaz’ planet. Hun er rejst dertil i sit rumskib Brimdir sammen med sin mormor fra Navara og en repræsentant for Forbundet. Meningen er, at de skal forkynde Den Øverste Cirkels dom for fyrsten: Han skal straks opgive sin besættelse af Sagas planet eller risikere at blive isoleret og straffet af Forbundet. Mødet med fyrst Almaz dog går langt fra som planlagt, og snart befinder Saga sig på flugt for sit liv gennem Kamenias underjordiske tunnelsystem. Hun ved, at hun for enhver pris må advare Forbundet om, at en krig er på vej. Men for at komme tilbage til sit rumskib er hun nødt til at finde allierede på en planet befolket af fyrsternes lydige undersåtter, som aldrig ville drømme om oprør. Hvem kan hjælpe hende? De Skjulte, der holder til i de dybeste tunneler eller konkubinerne på højhusenes øverste etager? De importerede drenge eller fyrstinderne? Og hvordan får hun kontakt med den eneste på Kamenia, hun har bare en smule tillid til: fyrst Almaz’ søn, Illarion?

Pressen skriver:

»[…] Der action for alle pengene. Hele universet som Cecilie Eken har skabt, er så gennemført og godt fundet på [...] Jeg var virkelig begejstret for bogen og var super underholdt hele vejen igennem. Det er rigtig god sci-fi, og jeg er meget spændt på den sidste del af historien.«
10/10 – Bookeater

»Cecilie Eken udfolder i denne trilogi et ægte episk rumeventyr […] Historien flyder let og elegant, og alle de mange ting vi gradvist får at vide om Karanagalaksen, bæres frem af handlingen og bogens karakterer; helstøbte personer man lever sig ind i, med en personlig udvikling og kampe, man som læser nyder at følge […] Anbefales købt bredt.«
– Johanne Elvers Madsen, Lektør 

»Cecilie Eken styrer sit fantasyrumskib videre med sikker hånd […] Uden at ryste på styrepinden fortsætter Cecilie Eken sin beretning fra det ydre rum, hvor et hundredtal planeter har sluttet sig sammen i et fredeligt forbund, der nu er under angreb fra den forvorpne fyrst Almaz […] Det er hamrende godt fundet på, og der er lagt en hinde af varme og rigtige følelser ind over den perfekte teknik […] Serien er flot udtænkt og fornemt udført. Ja, den er!«
***** – Steffen Larsen, Politiken

»Cecilie Eken er en tænksom forfatter, der kan lide at udfordre sig selv og læseren. Karanagalaksen er en serie, hvor hun undersøger vanskelige emner som tillid, styrke, kærlighed, loyalitet og menneskelighed […] Bøgernes rige sprog og indbyggede referencer til menneskets grundvilkår og de næsten Shakespeare-agtige dilemmaer giver imidlertid serien en god dybde, som uden tvivl skal udvikle sig i løbet af det kommende bind i serien.«
–  Damian Arguimbau, Kristeligt Dagblad

»Forfatteren Cecilie Eken gennemtænker sit sprog og sine historier så grundigt, at meget lidt er tilfældigt.«
- Emil Blichfeldt, Weekendavisen

  • Antal sider288
  • Højde216 mm
  • Bredde144 mm
  • Dybde26 mm
  • Vægt419 g
  • FormatHæftet
  • ISBN9788763857833
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato13.11.2018
  • OmslagsgrafikerHenrik Koitzsch

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger i samme serie

Det mener anmelderne

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Cecilie Eken

Cecilie Eken (f. 1970) har skrevet historier og rim fra en tidlig alder. Hun fik sin første bog udgivet som 23-årig, og indtil nu er det blevet til omkring tyve bøger for børn og unge, adskillige er prisbelønnede. Hun foretrækker den fantastiske genre og finder inspiration i alt fra Grimms eventyr over græsk mytologi til danske folkeviser. Der må gerne ske noget dramatisk, sørgeligt eller vidunderligt i hendes historier, helst det vidunderlige til sidst. Drager er også i orden. Hun ved, hvordan man sætter kommaer. Hun ved ikke, hvad meningen med livet er – til gengæld tænker hun meget over det. Hun ved godt, at man ikke skal spise for meget lakrids, men hun gør det nogle gange alligevel.

Cecilie Eken debuterede som 23-årig og har skrevet en lang række bøger til børn og unge, bl.a. prisbelønnede værker som Sikkas Fortælling og Den Sorte Safir. Hun har modtaget Kulturministeriets Børnebogspris for billedbogen Mørkebarnet (2007) og både Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris og Det Danske Akademis Silas Pris for sit samlede forfatterskab. Senest har hun udgivet serien om Det Levende Sværd (2010-14) og bøgerne om jagerpiloten Max Vero (2014- 2016), den historiske ungdomsthriller Natulv (2015) samt det rimede langdigt V (2016). De to første bind i Karanagalaksen Styrke og Tillid udkom begge i 2018, og Styrke var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for Børne- og Ungdomslitteratur 2019.

Fotograf: Agnete Schlichtkrull, 2015

Bøger i samme genre