Sagaen om folket fra Finnskogen foregår mestendels i området mellem Hedmark i Norge og Värmland i Sverige, og handler om de såkaldte skovfinner. Efterkommere af finske emigranter som slog sig ned, ludfattige som de var, i de dybe granskove. Et norsk mindretalssamfund, som nordmændene selvfølgelig har udbyttet og - som altid når folk snakker sjovt og ikke som én selv - diskrimineret på det groveste. Forfatteren er selv af skovfinneslægt, og selv om det er fiktion, er det også en sand historie om fattige uglesete outsidere, der kæmper for overlevelsen, går i druk, klarer sig og mister forbindelsen til rødderne, som man jo gør. Om naturen ikke mindst; livet i skoven med svedjebrug og bjørnejagt, afgudsdyrkelse og overtro. Historien er ualmindeligt smukt fortalt - suggestiv og mørk - den lugter af jord og bær, og granskoven suser om en. En klassisk og uhyre gribende fortælling, der holder læseren fanget hele vejen gennem de 7 bind.
Første bind i slægtssagaen om folket, der lever i grænseskovene mellem Norge og Sverige i 1800-tallet. Her møder vi den gennemgående figur, den tavse bjørnejæger Taneli, eneboeren som er frygtet af sine omgivelser, fordi det fortælles om ham at han har et drab på samvittigheden, og Lina, tjenestepigen, som ikke ved hvor hun skal gå hen med sin nyfødte, en pige og derfor må gemme sig i en jordhule.
