Babelstårn

Læseprøve
Lytteprøve

Babelstårn er tredje bog i A.S. Byatts stort anlagte romankvartet, som begyndte med Jomfruen i haven og fortsatte med Stilleben.

Af de to søstre Stephanie og Frederica er nu kun Frederica tilbage efter Stephanies tragiske og meningsløse død sidst i Stilleben. Frederica er gift med den rige, aristokratiske Nigel Reiver, men ægteskabet bliver en katastrofe, og kampen om drengen Leo et mareridt. Tiden er optakten til tressernes England og “swinging” London. Frederica oplever den problematiske kvindefrigørelse gennem forsøget på at skabe sig en selvstændig tilværelse i det litterære og kunstneriske miljø i London, hvor hun må leve af aftenundervisning og konsulentarbejde for en forlægger og langsomt opdager sine evner som forfatter. Det etablerede samfund er ved at gå op i fugerne. En roman skrevet af en af Fredericas excentriske venner bliver retsforfulgt under pornografiloven. Digteren William Blake bliver et samlingspunkt for både unge og gamle oprørere. Markis de Sade og Nietzsche lurer som mørke understrømme. Computersprog og andre nye sprogformer opstår. Burroughs, Leary, Burgess og Tolkien optræder på scenen.

A.S. Byatt er i denne bog på sit ypperste som realistisk skildrer af en kaotisk tid og dens mennesker.

  • Antal sider726
  • ISBN9788702335545
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato05.07.2021
  • OversætterClaus Bech

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

A.S. Byatt

Dame Antonia Susan Byatt, født 1936, er litteraturhistoriker og en af Storbritanniens mest anerkendte forfattere.

A.S. Byatt opgav i 1983 karrieren som universitetslektor i litteratur for at blive fuldtidsforfatter. Hendes internationale gennembrud kom i 1990 med BESÆTTELSE: EN ROMANCE, som udkom på dansk to år senere. Hun modtog Man Booker Prize for BESÆTTELSE: EN ROMANCE.

I det omfattende forfatterskab trækker A.S. Byatt linjer ned gennem historien og litteraturhistorien, gerne med en postmodernistisk distance og en eksperimenteren med den realistiske fortællemåde. I sin kombination af realisme og fantasi har hun ladet sig inspirere af store, klassiske forfattere som T.S. Eliot, Henry James, George Eliot og Robert Browning.

A.S. Byatt har modtaget adskillige litterære udmærkelser og er derudover æresdoktor ved flere universiteter. Hun blev slået til ridder i 1999.

Foto: Michael Trevilion

Bøger i samme genre