Vi ses, Pellerøv

Læseprøve
Lytteprøve

Pelles morbror er sjov og anderledes og fyldt med fantastiske historier om blæksprutter og flagermus og sommerfugle og lappedykkere. Men en dag flytter han uden varsel til Norge. Der er ingen, der fortæller Pelle, hvad der er sket.

Vi ses, Pellerøv er en historie om at være pårørende til en ludoman. Men det kunne lige så godt være en historie om at være pårørende til en narkoman, en alkoholiker, en fængselsindsat eller en psykisk syg. Det handler om, hvor vanskeligt det er, når et menneske, man elsker højt, også har nogle mørke sider; og hvor svært det kan være, når de voksne prøver at skåne én ved at lade som ingenting, og man derved kommer til at leve med et tab, som aldrig rigtigt formuleres som et tab.

Pressen skrev:

»Vi ses, Pellerøv er en god bog, fordi den handler om følelser, man kan have indeni, som er svære at få sat ord på. Gennem Pelle og alt det, han ved om dyr, får du en god fornemmelse af, hvad der foregår i familien. Både i forhold til det, de voksne siger, og især alt det, de ikke siger. Bogen giver et fint og konkret billede af nogle af de følelser, der opstår, når voksne kommer til at svigte.«
– Stine Reinholdt Hansen, Weekendavisen

»Ny bog gør op med et tabu […] Det er historien om et venskab der pludselig går tabt, og ikke mindst er det en historie om at være i familie med en ludoman, og om hvor svært det kan være, når et menneske, man elsker højt, også har mørke sider.«
– Jan Diament, Vanløse Bladet

»Vi ses, Pellerøv er en fin og enkel roman om at miste kontakten til en, man har kær […] særligt er det en roman, om hvordan voksne kan komme til at skåne børn for meget, og derved omslutte barnet i stilhed.«
– Josefine Phiil, www.mitbogskab.dk

»Vi ses, Pellerøv er en virkelig velskrevet og rørende historie som varmt anbefales.«
– Tine Lundsgaard, 2770

»Udover at præsentere utrolig smukke illustrationer, som støtter op om tekstens budskab, så er det helt tydeligt, at Anne Sofie Hammers vision går igennem de skrevne ord. Det er en børnebog, som kan nydes af børn, unge og sågar voksne. Den bringer mange følelser i spil, blandt andet: savn, tab, accept og en indsigt i, at alt ikke er som det ser ud. «
4/5 – Eva Lucia Book Blog

  • Antal sider64
  • Højde218 mm
  • Bredde158 mm
  • Dybde10 mm
  • Vægt234 g
  • FormatIndbundet
  • ISBN9788763850384
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato20.01.2017
  • OmslagsgrafikerInge Rand

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Anne Sofie Hammer

Anne Sofie Hammer (f. 1972) bor ikke selv i Valby, men har dog tre børn, et vekslende antal undulater og en meget påtrængende hund. Anne Sofie har altid skrevet, men debuterede sent, for nogen har brug for længere tilløb end andre. Hun er optaget af at skabe en realistisk og nutidig børnelitteratur, som kan tage konkurrencen op med den børnelitterære kanon og gribe børnene både om hjertet og om lattermusklerne. Når hun skriver højtlæsningsbøger har hun desuden meget fokus på “brugervenlighed”: Bøgerne skal være mundrette og rare at læse højt, og der må gerne være et lille hint eller to til forældrene også, så de ikke falder i søvn. Og så kunne det jo være praktisk, hvis børn i flere forskellige aldre gad lytte med, så forældrene kunne slå to - eller tre - fluer med ét smæk.

Anne Sofie Hammer (f.1972) er cand. mag. i dansk og pædagogik. Hun debuterede i 2009 med Villads fra Valby. Siden er der udkommet en række bøger om Villads, der også har lagt grund til både spillefilm, trafikklub, brætspil og teater. Anne Sofie Hammer er også forfatter til højtlæsningsbøgerne Paris Belinda Hansen (2014) og den prisvindende Vi ses, Pellerøv (2017), samt ungdomsromanen Mig og Dylan Walker – eller historien om, hvordan jeg ødelagde mit sidste skoleår (2016). Senest har hun haft stor succes med serien om Mageløse Magda, som foreløbig inkluderer 4 bøger. (2017 – 2018)

Læs mere om forfatteren: annesofiehammer.dk

Foto: Les Kaner, 2019

Bøger i samme genre