Læseprøve
Lytteprøve

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har med romanen ”Hildegard” skrevet et psykologisk drama om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder, Hildegard af Bingen (1098-1179)

Allerede som treårig oplevede Hildegard sine første visioner. Hun forstod hurtigt, at hun så noget, andre mennesker ikke kunne se, og holdt sine oplevelser skjult. For hvordan ville andre mennesker reagere, hvis hun fortalte dem, at hun både hørte Guds stemme og i glimt kunne se lige ind i fremtiden? Hvad skulle hendes egen mor stille op med sit tiende barn, der var sart og anderledes og næsten altid sygt? Og hvem kunne skelne Guds og Djævelens tale fra hinanden? Hildegard var kun otte år, da hun blev sendt hjemmefra. Først til den fromme, unge adelskvinde Jutta, der skulle forberede hende på klosterlivet. To år senere flyttede de sammen ind i en isoleret celle ved klosteret Disibodenberg. Hildegard blev tvunget til at leve i tavshed. Hun havde kun ringe kontakt med klosterbrødrene, men én fortrolig havde hun. Et usædvanligt venskab voksede frem mellem Hildegard og hendes lærer, den næsten jævnaldrende munk Volmar. Det engang så sære barn blev nonne, lægekyndig, forfatter og visionær. Hun komponerede musik, der stadig spilles den dag i dag. Hun forlod aldrig klosterlivet, men fik med tiden kontakt med de mest magtfulde mænd, deriblandt paven i Rom.   Historien om Hildegard rækker ud over hendes skrift og samtid. Det er et nuanceret portræt af en kvinde, der bliver ved med at fascinere på tværs af århundreder og som i sit virke tog store eksistentielle temaer under behandling: tro, tvivl, kald og afkald.  
  • Antal sider400
  • ISBN9788702096170
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato09.04.2010

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger i samme serie

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, født 1971, er cand.mag. i litteraturvidenskab. Hun debuterede som forfatter i 1998 med digtsamlingen VANDRING INDEN OPHØR. Siden har hun udgivet flere digtsamlinger og romaner - herunder især de to meget populære bøger om den tyske nonne, læge og komponist Hildegard af Bingen. HILDEGARD I og HILDEGARD II udkom i henholdsvis 2009 og 2010. Efterfølgende har Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrevet HVAD MAN IKKE VED fra 2012 om en familie i opløsning samt den selvstændige romanfortsættelse HVIS SANDHEDEN SKAL FREM fra 2013. I 2015 udkom romanen DRONNINGEN AF SABA & KONG SALOMON, og i 2017 var hun aktuel med romanen SORGENS GRUNDSTOF.

I september 2020 var Anne Lise Marstrand-Jørgensen aktuel med MARGRETE 1 - en stor roman om og et psykologisk portræt af Margrete I (1353-1412).

I september 2022 udkom romanen SANGE OM STILHED OG HJEM - en grum og håbefuld fortælling om at bære andres liv i sine hænder.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen modtog i 2009 Weekendavisens Litteraturpris for HILDEGARD.

Senest aktuel med bogen TOVE DITLEVSEN I BILLEDER (2023)

Foto: Sara Galbiati, Gyldendal Medie 2022

Bøger i samme genre