Gyldendals Bogklubber søger studentermedhjælpere

Få Gyldendal på dit CV
Du brænder for bøger. Du sover (nogle gange) ikke om natten, fordi du liige skal følge med på alle dine digitale profiler – om bøger, mennesker, tendenser og alt derimellem. Du fintuner gerne din nyeste story på Instagram inden du lægger den op – bare fordi du kan. Du er idegenererende i et forbløffende tempo. Du tænder max på at løfte alle mulige opgaver – dog med det tydelige mål: At gøre Danmarks største bogklubber endnu bedre. Hver dag.

Som studentermedhjælper i Gyldendals Bogklubber kommer du til at få rigtig god behind the scenes-indsigt i, hvordan vi sammen servicerer vores +100.000 medlemmer, får butikken til at vokse og har det sjovt imens. Det går stærk hos os, hvor der ikke er langt fra idé til handling. Og hvis ideen er den helt rigtige, er det selvfølgelig underordnet, om den kommer fra vores direktør eller dig. Det bliver hverken knastørt eller kedeligt – og din indre bogorm kommer ikke til at sulte.

Her er nogle af de teams og opgaver, du kan blive en del af:
Redaktionen: er du Danmarks bedste korrekturlæser? Nyder du Excel ark og alt det sjove, man kan med dem? Skriver du fantastisk og målretter uden problemer dine ord til diverse platforme? Så kan du være med til at skabe de eneste bogmagasiner i Danmark til specifikke målgrupper i vores 11 bogklubber.

Kundeservice: bliver du høj af at sælge? Og spreder du store mængder af god energi omkring dig? Nyder du at dele din (omfattende) viden om de bedste nye bøger? Så kan du være med til at fortælle nuværende og nye potentielle medlemmer om alle fordelene ved vores bogklubber.

Digitalt content team: vil du have løn for at dyrke din ultimative digitale beskæftigelse: poste digitalt, skabe indhold og klippe film, så den brænder igennem på de helt rigtige platforme? Så kan du blive en del af det digitale content team – hvor vi i øvrigt også løber stærkt for at markedsføre alt det fantastiske, der sker i bogklubberne.

Vi drømmer selvfølgelig om, at du er ekspert i lidt af hvert – men det vigtigste er, at du har lyst til at være med på holdet og gøre en forskel.

Fortæl os hvem du er – og gør det på 1 minut.
Send os en kort film, der handler om det allerbedste: dig. Hvem er du – og hvorfor vil du være en gevinst for Gyldendals Bogklubber?

Vi vil også gerne se dit CV – det du kan, det du har lært, og det du planlægger at lære hos os.

Vi satser på, at du kan arbejde minimum 15 timer pr. uge fordelt over 3 hverdage pr. uge.

Vi mangler dig hurtigst muligt og går i gang med samtaler, så snart vi ser noget godt. Send din film og dit CV til ansoegning3@gyldendal.dk. Ring, hvis du vil spørge om noget, til:

redaktionschef Rasmus 30 70 70 08 eller redaktionschef Camilla 29 80 88 77.

OM GYLDENDAL
Gyldendal A/S blev grundlagt i 1770 og er Danmarks ældste og største forlag. Gyldendal A/S tæller også datterselskaberne Guide2Know, Systime, MentorDanmark, Chapter og Publizon.

I Gyldendal får du en alsidig og kreativ arbejdsplads med mange forskellige medarbejder-profiler. Det fælles kendetegn på tværs af organisationen er en høj grad af arbejdsrelateret stolthed såvel som indlevelse og engagement i sit arbejde samt en menneskeorienteret tilgang, hvor man på en og samme tid vil hinanden og forretningen det bedste.

Du får din daglige gang i Klareboderne i indre København i Gyldendals historiske lokaler, som huser ca. 380 medarbejdere. I hele Gyldendal-gruppen er vi knap 550 ansatte.